Prøv avisen
Global debat

Svensk minister i stormvejr for at bære tørklæde i Iran

Den svenske handelsminister, Ann Linde (tv.), underskriver her en handelsaftale sammen med Shahindokht Molaverdi, vicepræsident for Kvinder og Familie-anliggender i Iran. Den svenske minister er siden kommet i problemer, fordi hun bar tørklæde under besøget. – Foto: Ebrahim Noroozi/AP/Polfoto

Den svenske handelsminister kritiseres for dobbeltmoral og svigt af Irans undertrykte kvinder, fordi hun og resten af den kvindelige delegation bar tørklæde under besøg i Teheran. Selv forsvarer hun sig med, at hun blot følger loven

Sveriges socialdemokratiske regering har internationalt skabt overskrifter ved at proklamere, at den er verdens første feministiske regering. Men nu er handelsminister Ann Linde tilsvarende havnet i verdens søgelys, fordi hun i weekenden var iklædt tørklæde, da hun underskrev en handelsaftale med Iran.

Den iranske aktivist Masih Alinejad har ellers tidligere opfordret europæiske kvindelige politikere til at nægte at bære tørklæde under besøg i Iran.

Med foldede hænder, lange ærmer og tørklæde hilste socialdemokraten Ann Linde og resten af delegationen på præsident Hassan Rouhani, hvilket nu har fået internettet til at koge. Hillel Neuer, der er leder af den private menneskerettighedsorganisation UN Watch, kalder ministerens optræden for skamfuld, og sagen om den feministiske minister er gået verden rundt i medier som BBC og The Washington Post.

I hjemlandet kritiserer det borgerlige parti Liberalerne Ann Linde for at svigte de iranske kvinder. Partileder Jan Björklund kalder det en fiasko for den feministiske udenrigspolitik.

”Tørklædet er et symbol for kvinde-undertrykkelse, som er stadfæstet i iransk lov. Det er ulykkeligt, at der nu cirkulerer et foto, hvor en svensk minister bærer tørklæde,” siger han til Aftonbladet.

Til avisen Expressen forklarer han, at det ud over at være et problem internationalt også sender et dårligt signal til kvinder i hjemlandet.

”I mange svenske forstæder har vi et omfattende problem med undertrykkelse af unge kvinder, der forsøger at frigøre sig og ikke vil klæde sig traditionelt muslimsk. Mange af dem udsættes for hårde repressalier, og det sender et meget mærkeligt signal, at en minister nu afbildes iført tørklæde,” siger han.

Selv forsvarer Ann Linde sig med, at hun blot fulgte iransk lov.

”I Iran er det et krav at bære tørklæde, og derfor gjorde alle kvinderne i delegationen det (…) Jeg vil i øvrigt nævne, at jeg er stolt over, at vi er en majoritet af kvinder på mange af mine udenlandske besøg,” siger hun til nyhedsbureauet TT.

I Sverige har ministerens hovedbeklædning fået kvinder til at reagere på tværs af den politiske midte.

Iransk-fødte Amineh Kakabaveh fra det røde Venstrepartiet mener, at statsminister Stefan Löfven burde have skredet ind og stoppet planerne om at optræde med tørklæde.

Blandt forsvarerne argumenterer flere for, at det trods alt er bedre, at Sverige har mulighed for at komme i dialog med det iranske regime frem for slet ikke at have kontakt.

Aftonbladet peger i en leder eksempelvis på, at der er tale om en vanskelig balancegang, og roser regeringen for at have taget kvinders rettigheder op i diskussionen med det iranske regime. Avisen spekulerer desuden i baggrunden over, at kritikerne langer ud efter Ann Linde og hendes feministiske følge.

”Drivkraften lader til at være had mod muslimer (…) Historien og billederne kædes nu sammen med den fiktive berettelse om ’islamiseringen’ af Vesteuropa. Det er sørgeligt at se, hvordan fremmedfjendske kræfter, som ellers normalt svælger i kvindehad, forsøger at bruge feminismen som argument,” lyder det i Aftonbladet.

Svenska Dagbladet er ganske uenig, og i en leder spørger Ivar Arpi, hvad der blev af regeringens feministiske værdier. Han mener, at det er dobbeltmoralsk, at regeringen tidligere har kritiseret den amerikanske præsident, Donald Trumps, kvindesyn, men samtidigt accepterer Irans undertrykkende lovgivning.

”Hvad er der sket med princippet om, at kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop? (…) Det er unægteligt en interessant diplomatisk strategi, som regeringen har valgt: Man går i strid med demokratier og kryber for diktaturer,” lyder det.

Også Per Jönsson, der er Mellemøsten-ekspert hos det private Utrikespolitiska institutet (Udenrigspolitisk institut), blander sig i diskussionen.

”Det ville formodentligt skabe stor opstandelse, hvis en kvindelig politiker ikke bar tørklæde under et besøg i Iran. Men hvis en modig politiker som Angela Merkel (Tysklands forbundskansler, red.) eller en anden rigtig hård banan sagde fra, så ville det nok gå,” siger han i et interview til Expressen.