Prøv avisen
Global debat

Svensk opgør med politisk korrekt debatkultur breder sig

Miljøpartiets leder og kulturminister siden valget i 2014, Alice Bah Kuhnke, som her ses ved en regeringskonference, har stået i spidsen for en politisk korrekt debatkultur, som nu møder kritik fra flere sider. – Foto: Patrik C. Österberg/IBL/Polfoto

 Ny debat om kultur og ensporet kritik af etablerede normer skaber holdningsskred og selvransagelse i Sverige. I stedet for at mobbe indvandrerkritikerne, skal man gå dem i møde i åben diskussion, lyder det fra fremtrædende debattør

LÆNGE HAR KRITIKERE AF venstrefløjens udbredte syn på normer, indvandring og multikultur råbt op om, at de er blevet mobbet, tiet og udstødt af venstrefløjseliten i den svenske offentlighed. Borgerlige debattører, der er gået i kødet på venstrefløjens hyldest af multikultur, har følt sig stemplet som racister og advaret om, at en offentlig kritisk ytring om det politisk korrekte etablissement kan ende med at koste dem karrieren.

På det seneste er der dog vendt godt og grundigt op og ned på tingene i den svenske debat, hvor selvransagelse og protest mod normkritikkens kamp for multikulturen har rejst sig. Normkritik dækker over kritik af opfattelsen af det normale inden for køn, kultur og etnicitet.

Malin Lernfelt, der er lederskribent for avisen Ystads Allehanda , kalder debatkulturen kvælende.

”I begyndelsen handlede normkritikken om frigørelse. Om at mennesker ikke skulle deles op i normale og afvigende identiteter. Om at mennesker ikke fordomsfuldt skal tilskrives egenskaber baseret på køn, seksuel orientering, etnicitet eller alder (…). Nu står vi så her i en kvælende, endimensionel hønsegård, hvor alt, der lader til at betyde noget, er netop overfladiske karakteristika (…). Vi frigør os ikke fra fordomme ved at skabe nye. Normkritikken anno 2016 fortjener derfor al den kritik, den kan få,” skriver Malin Lernfelt i en leder.

POLITISK ER NORMKRITIKKEN drevet frem af det venstreorienterede Miljøpartiet og Alice Bah Kuhnke, der har været kulturminister siden valget i 2014. Partiet har det som officiel politik, at man bør indføre ”kvantitative mangfoldighedsmål med sanktioner og konsekvenser til følge, hvis ikke målene overholdes”.

Anna-Lena Laurén, der er korrespondent for Dagens Nyheter, sammenligner udviklingen i Sverige med den stærkt politiserede russiske kulturpolitik.

”Hvis man lever i et demokrati, er det umuligt at forsvare en kulturpolitik, hvor man udsættes for konsekvenser og sanktioner, hvis man afviger fra den rette lære (…). Vi er på vej henimod en overideologi, som for en ruslandskorrespondent skaber ubehagelige associationer,” skriver hun i et indlæg i avisen.

Som eksempel på problemet henviser Anna-Lena Laurén til forfatteren Johan Lundbergs bog ”Det sista museet”, der problematiserer normkritikkens indtog i den svenske samfunds- og kulturdebat. Han rejser blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt Sverige er på vej mod en kulturrevolution, som det foregik i Mao Zedongs Kina i 1960’erne.

”Et meget vigtigt aspekt ved kultur er, at man konfronteres med det ukendte – fremmede standpunkter og fremmede kulturer. I og med, at alt bliver så ideologiseret, ender man med den modsatte effekt. At det eneste, folk møder, er de kendte, udbredte holdninger,” forklarer Johan Lundberg i et interview til Svenska Dagbladet .

”Man øger ikke mangfoldigheden, men skaber splittelser i samfundet mellem dem, der er for, og dem, der er modstandere af identitetspolitikken,” siger han.

En af de debattører, hvis holdning der lyttes mest til på den svenske venstrefløj, er Aftonbladets debat- og kulturskribent Åsa Linderborg. Hun har på det seneste markeret sig som skarp kritiker af ensretning i svensk debatkultur.

Linderborg mener, at venstrefløjen har behandlet deres ideologiske modstandere forkert. I stedet for en åben debat har man forsøgt at tie modparten ihjel. Hun peger på, at behandlingen af de indvandrerkritiske Sverigedemokraterne har stigmatiseret partiets tilhængere.

”Sverigedemokraterne er ikke et parti som alle andre (…). Deres vælgere burde stemme på venstre- og ikke højrefløjen. Hvorfor er det sådan? Måske fordi antiracistiske meningsdannere ofte behandler partiets vælgere som samfundets afskum. I stedet for at tale med og til dem, har man talt om dem som en flok indskrænkede båtnakker,” skriver Åsa Linderborg.

Hun mener, at strategien om at mobbe vælgerne og ignorere partiet, skal laves om, og at man i stedet bør møde holdningsmodstanderne i en åben diskussion.

”I sine værste stunder lyder antiracisterne klassenedgørende. Elitismen kan virkelig være monumental,” skriver Åsa Linderborg i indlægget, der er illustreret af en struds med hovedet i sandet.