I Sverige har en rapport om Det Muslimske Broderskabs aktiviteter i landet vakt opsigt i medierne. Broderskabet kaldes antidemokratisk, men hævdes samtidig at være styrende hånd bag en række angiveligt demokratiske muslimske foreninger i Sverige.
Rapporten er bestilt af det statslige ”Myndigheten för samhällsskydd och beredskap” og kan læses på dens hjemmeside msb.se.
Forfatterne betegner broderskabet som islamistisk, fordi det er præget af totalitær tankegang og ønsker indførelse af sharia-lov – dog ikke gennem terror, men gennem langsom opdeling af samfundet i adskilte øer.
Som internationale analytikere af broderskabet også har påvist, dækkes hensigten bag systematisk dobbelttale: et sprogbrug til internt brug, et andet til offentligheden.
Den svenske filial af organisationen spiller en vigtig rolle, for den er nemlig noget af en pengemaskine. Ved at virke bag en række muslimske organisationer med tilforladelige navne vindes velvilje hos journalister og politikere. I Sverige sikrer sådan opmærksomhed rundhåndede offentlige tilskud, og disse penge kanaliseres ud til Broderskabets grene i lande med mindre generøse bevillings-systemer.
Rapporten udsættes for skarp kritik i et åbent brev fra 23 religionsvidenskabsfolk fra forskellige universiteter. De savner ordentlig dokumentation i tydelige kilder og ser rapporten som forfalden til sammensværgelses-teorier. Desuden savner de blik for de mange demokratisk sindede muslimske organisationer i Sverige.
Her kommer de dog muligvis til at bevise rapportens pointe, nemlig at det toneangivende Sverige hopper på Det Muslimske Broderskabs limpind ved ikke at ville vide af noget snoretræk bag kulisserne. Derfor må de 23 nødvendigvis opfatte rapporten som ”konspiratorisk”.
De er tillige forargede over dens forudsigelse af en fremtidig tovtrækning mellem det svenske flertalssamfund og landets muslimer om, hvilke grundlæggende normer der skal gælde i samfundet.
Der dannes ingenlunde muslimske parallelsamfund i Sverige, mener de 23. Noget sådant ønsker kun yderst få muslimer i Sverige; langt hovedparten er demokrater. I det hele taget skal man altid føre ”en afbalanceret diskussion”, hedder det i det åbne brev.
Heroverfor hævder rapporten, at nok findes der moderate muslimske organisationer i Sverige, men ofte er de filialer af Det Muslimske Broderskab. Det gælder for eksempel det vigtige Islamiske Förbundet i Sverige. Men fordi broderskabets egentlige mål ikke tåler offentlighed, bliver det dækorganisationernes opgave langsomt at indfase det islamistiske lov-projekt i en multikulturel ramme, som det hedder. Og i øvrigt løbende tilkæmpe sig den offerrolle, som lader al kritik fra flertalssamfundet fremstå som grundløs ”islamofobi” – mobning af et sagesløst mindretal.
Dette er lykkedes i en grad, så svenske meningsdannere villigt arbejder med på projektet, hævder rapporten.
Broderskabet forlanger fast indre sammenhold, men udstiller udadtil dette brogede patchwork af grupperinger. En af dem, Sveriges muslimska förbund (SMF), arbejder notorisk for en opdeling af det svenske samfund. Rapporten citerer SMF’s egne ord, som erklærer, at ”det ideelle for samfundet er et system med kulturel pluralisme, hvor hver minoritetsgruppe står på samme niveau som majoritetsgruppen. Det er muligt at udarbejde et pluralistisk system i stedet for at påtvinge hinanden egne vurderinger”.
Rapporten konkluderer: ”Den svenske befolkning bør, trods det at de er i majoritet, være en gruppe blandt andre grupper: Alle grupper skal have samme status.”
Forfatterne til rapporten er forskerne Magnus Norell, Aje Carlbom og Pierre Durrani. De to sidste har gjort særlige erfaringer: Carlbom har boet tre år i ghettoen Rosengård i Malmø for at kunne skrive disputats om miljøerne, mens Pierre Durrani, som er muslim, selv engang har været medlem af Det Muslimske Broderskab.
På Sveriges TVs hjemmeside svt.se udtaler terrorforskeren Magnus Ranstorp, at dette at Durani har færdedes i Broderskabet i flere år, borger for et forspring i indsigt i forhold til de universitetsansatte. Ranstorp tilføjer om problematikkens alvor:
”Det er et sagligt spørgsmål, som er vigtigt, og det bør diskuteres. Det er synd at hænge sig i akademiske formuleringer og kritik.”
Svenska Dagbladets kulturmedarbejder Henrik Sahl Johansson fatter til gengæld ikke, at rapportens forfattere for alvor kan frygte samfundets spaltning. I hans kulturelle optik er Sverige i forvejen frugtbart mangfoldigt.
”Vi lever i et pluralistisk samfund, hvor ingen gruppe står over nogen anden.”
Det gælder religiøse grupper såvel som hockeyforbund og bogkredse, skriver Johansson. Desuden findes der slet ikke noget svensk værdigrundlag, indvender han, men myriader af tanker, idéer og opfattelser. Og over disse råder svensk lov. Så hvor er problemet