Prøv avisen
Baggrund

Sveriges konsensuskultur om indvandring er faldet – nu nærmer de sig danske forhold

Folkemødet i Danmark har fundet sin inspiration i det svenske Almedalsveckan, som varer en uge og foregår i Visby på Gotland. Den første Almedalsveckan foregik i 1982. – Foto: Henrik Montgomery/TT/Ritzau Scanpix

Siden flygtningekrisen og valget i 2014 er der vendt godt og grundigt op og ned på svensk debatkultur. Selvkritikken af fortidens indvandringspolitik er hård og brutal, og den retoriske krig med Danmark er erstattet af forbrødring, lyder det fra iagttagere

DET ER NOK NU. Sverige må ikke blive dansk. Sådan beskrev avisen Sydsvenskan for nylig den kovending, landet har taget på rekordtid. For mens svenskerne under flygtningekrisen i 2015 blev kritiseret for at være tilknappede og virkelighedsfjerne humanister, har den offentlige debat i Sverige i dag udviklet sig til en langt mere bramfri slagmark, hvor tonen klinger mere og mere dansk:

Man overvejer at sætte militæret ind for at få skik på kriminelle ghettoområder, der råbes op om indvandreres andel af forbrydelser, og man sætter pris på migrationens belastning af statskassen. Politifolk, der fortæller om problemer med indvandrerkriminalitet, hyldes for at stå frem.

En af dem, der har råbt op og fyldt den svenske offentlighed med et korrektiv til fortiden, er Mustafa Panshiri, der er tidligere politimand i Linköping syd for Stockholm og fortæller om flere af problemerne i sin nye bog ”Det lille land, der kunne”. Han er selv flygtet til Sverige fra Afghanistan og har med egne ord oplevet, hvordan det svenske samfund i mange år slet ikke ville forholde sig til de kulturelle og sociale brudflader, resten af Europa har brugt 20 år på at debattere.

”Vi har undveget de svære emner, men nu er vi blevet indhentet af problemerne. Det skete langt hurtigere, end mange nok havde regnet med, men da vi i efteråret 2015 så, at de åbne grænser ikke kunne holde, begyndte barriererne og fortrængningen at falde sammen,” siger han.

MUSTAFA PANSHIRI ER BLANDT de efterhånden mange indvandrerstemmer i den svenske debat, som markerer sig med hård kritik af det svenske system. Skaren tæller eksempelvis også nationaløkonomen Tino Sanandaji og den borgerlige politiker Hanif Bali fra Moderaterne.

Politimanden Panshiri har i sit fag oplevet mange af integrationens udfordringer fra første parket og fortæller, at voksne asylansøgere har forsøgt at lyve sig til at være under 18 år for at få bedre behandling, mens godtroende svenskere ifølge ham har lappet historierne i sig som en form for selvbedrag. Sådan er det dog ikke længere i samme grad. For de idealistiske forestillinger er i hans øjne blevet erstattet af en uro over, om Sverige kan holde til de store opgaver, der venter med at sikre gode vilkår i skoler og på plejehjem, samtidig med at man hjælper de mange indvandrere med at finde en plads i samfundet uden for ghettoen.

”Uanset hvor man er i landet, ser folk udfordringerne tårne sig op i deres hverdag, fordi det rammer så mange områder. Hvordan skal de mange unge uledsagede drenge blive integreret? Hvordan uddanner man dem, så de kan få et arbejde? Integrationsområdet har enormt mange sideeffekter på resten af samfundet, og langsomt er den brede debat blevet opmærksom på alle de dimensioner, hvor der venter meget store opgaver, efter man eksempelvis alene i 2015 tog imod 163.000 asylansøgere,” siger han.

TRODS DEN STØRRE ÅBENHED er alt dog ifølge forfatteren langtfra fryd og gammen i Sverige, hvor debatten om indvandringen dominerer valgkampen frem mod rigsdagsvalget til september. Både det største borgerlige parti, Moderaterne, og Socialdemokraterne, der sidder på regeringsmagten, er midt i store opgør på udlændingeområdet, og i Mustafa Panshiris øjne overbyder politikerne hinanden med populistiske løsninger, mens de selv forsøger at tegne et billede af, at de har nøglen til, hvordan Sverige kommer videre.

”Den manglende vilje til at tale om tingene før har gjort, at mange i dag føler et akut behov for at løse alting. Man kan måske godt anerkende, at der er problemer, men at fortidens politik betyder, at der nu venter årtier med integrationen øverst på dagsordenen, er svært at acceptere. Derfor ser vi folk tale om hurtige symbolløsninger som forbud mod muslimsk bønnekald og militærindsatser i ghettoen. Og det er en farlig vej at gå, fordi det skaber polarisering, at man ikke påtager sig ansvaret og siger, at der ikke findes nemme løsninger,” siger han.

Den populistiske tilgang vil dog over de kommende år blive erstattet af brede reformer, eftertanke og erkendelse af, at problemerne ikke kan løses i et snuptag, håber forfatteren. I den nærmeste fremtid kan svenskerne dog forberede sig på, at problemer med integrationen og kriminelle bander vil vokse i takt med, at vreden mod dem, der ikke lyttede til kritikken, også vokser, mener Mustafa Panshiri.

”De, der for mange år siden advarede om problemerne, blev udskammet og stigmatiseret som racister. De samme mennesker har mere eller mindre fået ret, men de vil også have en undskyldning. Og det er et opgør, der foregår i familier, forskermiljøer og på samfundsniveau. Det er en nødvendig proces, hvor spændingerne nok skal blive værre, før det bliver bedre,” siger han.

I KRISTELIGT DAGBLAD fortalte den svenske debattør Paulina Neuding i efteråret 2014, at folk, der kritiserede den udbredte holdning, blev mødt med hån og kaldt racister. Efter valget i 2014, hvor Sverigedemokraterne stormede frem, skrev aviserne dog, at politikerne havde fejlet ved ikke at tage problemerne op, og debatten om, hvorfor 13 procent af svenskerne valgte at stemme på et parti, der historisk har koblinger til nazistiske bevægelser, blussede op.

Først i slutningen af 2015, da asyl systemet i manges øjne nærmede sig et sammenbrud, sadlede regeringen om og lukkede grænsen. Medierne fulgte med, og rapporter om indvandreres overgreb ved flere festivaler og i en række svenske byer nytårsaften pustede i starten af 2016 til den betændte debat. I medierne skændtes svenskerne efterfølgende om, hvorvidt der med vilje var blevet tilbageholdt informationer om episoderne, og aviserne skrev om overfald på kristne og homoseksuelle på asylcentrene.

Mange svenskere advarede om voksende polarisering, men radikaliseringen af yderpunkterne skabte samtidig en bredere midte, hvor den ellers forhadte holdningskorridor ifølge mange er blevet betydeligt mindre snæver. Den særlige svenske konsensuskultur, som kritikerne mener indebærer, at man ud i det selvdestruktive lægger bånd på sig selv, er også blevet udvandet af kritiske indspark fra anerkendte stemmer på venstrefløjen. I den offentlige samtale er debattører som pseudonymet Julia Caesar gået i kødet på konsensuskulturen med sine klummer og bøger, og i Andreas Johansson Heinös ”Farvel til folkehjemmet” spurgte han, om det var for sent at gøre noget ved, at den humanistiske idealisme har gjort Sverige dårligt rustet til at integrere.

Regionalavisen Göteborgs-Posten spiller en særlig rolle i udviklingen. For med Alice Teodorescus indtog som politisk redaktør i 2015 skærpede avisen tonen i indvandrerdiskussionen så markant, at det genlød langt ud over Mediesverige, og flere journalister sagde deres job op i protest mod den nye linje. Adam Cwejman, lederskribent på Göteborgs-Posten og medforfatter til bogen ”Sådan blev vi alle racister,” mener, at Sveriges forandring siden sidste valg er det største skred i landets moderne historie.

”Gud ske tak og lov for, at holdningskorridoren er ved at være fortid, og det samme er konsensuskulturen. Det har ikke været uden hård kamp, men i dag er klimaet heldigvis anderledes. I 2015 kunne man ikke sige, at der er en sammenhæng mellem antallet af indvandrere og mulighederne for at integrere dem, uden at man blev stemplet som racist. Sådan er der ikke i dag,” siger Adam Cwejman.

Hans bog er en af de mange aktuelle debatbøger, der op til rigsdagsvalget har sat fokus på indvandringen og på ny ribbet op i diskussionen om fortidens åbne indvandringspolitik. Statsminister Stefan Löfven (S) har varslet en markant strammere asylpolitik, hvis han igen får magten, flere politikere har rejst krav om at lukke de religiøse friskoler, og den borgerlige oppositionsleder, Moderaternes Ulf Kristersson, vil fordoble straffen for bandekriminalitet. Forslag og retorik, der medvirker til, at flere advarer om, at debatten er ved at ligne den danske lige lovlig meget. I meningsmålingerne er det kun Sverigedemokraterne, der for alvor nyder godt af udviklingen, som har pustet til fløjkrige hos Socialdemokraterne på samme måde, som det er set i Danmark.

”Flere på venstrefløjen kalder det for en mørkebrun kovending, og mange af de aktive i Socialdemokraterne er meget imod den stramme kurs. Af de frafaldne, der er gået til Sverigedemokraterne, er der heller ikke megen sympati at hente, fordi de ikke tror på, at partiet mener det oprigtigt,” fortæller Adam Cwejman.

Han mener, at det svenske skred betyder, at forskellene i de skandinaviske landes debat om indvandring og integration efterhånden er blevet udvisket.

”For alle landene har indvandringen udfordret den unikke nordiske homogenitet, og derfor ser man de samme tendenser. Det handler om værdispørgsmålet, forholdet til nationen og grænserne for assimilation og integration. Danmark har haft en hårdere retorik om, at man skal stille krav til indvandrerne, men det samme er på vej i Sverige,” siger han.

På den anden side af Kattegat har Michael Böss, der er lektor emeritus i historie ved Aarhus Universitet og forsker i indvandring og integration, fulgt udviklingen tæt. Han begræder det broderlandsmobberi, der særligt viste sig i efteråret 2015, men mener også, at brødrene i dag ligner hinanden mere. Og det kan betyde, at samarbejde og fællesskab afløser retoriske stikpiller, mener han.

”Vi har længe haft fokus på forskellene, men de er ved at blive udvisket, og der er også forskning, der viser, at svenskere og danskere ikke er så forskellige, som det ofte kan lyde,” siger han.

PÅ TRODS AF, at landene ligner hinanden, mener Michael Böss dog stadig, at der er forskelle, som kan aflæses i den aktuelle debat. I Danmark er der politisk konsensus om, at integration ikke betyder, at Danmark skal opgive de nationale traditioner, men nøjes med at anerkende indvandrernes ret til deres egen kulturelle identitet. I Sverige findes der stadig en udbredt holdning om, at integration betyder, at man bør ligestille indvandrernes kultur med den svenske.

”Selv hos Radikale Venstre kan en fremtrædende politiker som Ida Auken skrive en bog om vigtigheden af at være dansk. Det siger noget om den fortsatte forskel. Men måske vil Sverige også ændre sig på det punkt, for der er undersøgelser, der viser, at såkaldt almindelige svenskere er lige så nationale som danskere,” siger Michael Böss.

Lars Åberg, der har skrevet flere bøger om indvandringens konsekvenser for Sverige, er enig i, at de to landes debatkultur har nærmet sig hinanden. Han er aktuel med ”Landet, hvor alt kan ske,” hvor han argumenterer for, at indvandrere er blevet taget imod i Sverige uden en plan for, hvordan de får et arbejde.

”Virkelighedsopfattelsen er mere ens, end den var for tre år siden, og det er ikke så mærkeligt, fordi de to samfund i øvrigt har så mange fællestræk. Konsekvenserne af indvandringen har vist sig på samme måde i Københavns Nørrebro og i Stockholms Rinkeby,” siger han.

I Sverige har selvransagelsen sat sig tungt på dagsordenen, og debatten er gået fra at handle om, hvorvidt man kunne sætte grænser for indvandringen, til i dag at handle om nuancer som velfærdssamfundets fremtid, religiøs ekstremisme og svenske værdier.

”Man er begyndt at diskutere, at de store udgifter til indvandringen påvirker mulighederne for at gennemføre reformer i skolen. Det er positivt, men hvis vi ikke udnytter den større åbenhed og chancen for at skabe resultater, er bekymringen, at parallelsamfundene bare vokser. Mine bekendte fra Mellemøsten er forfærdede ved at se, at nogle af de samme ting, de flygtede fra, vokser her i Sverige,” siger Lars Åberg.