Prøv avisen
Debat

Psykolog: Sager om svigt af udsatte børn fører til de forkerte diskussioner

Vi svigter børn, der er udsatte. Især de såkaldte gråzonebørn. Det kan være børn, der bliver afstraffet hårdhændet i hjemmet, børn i alkoholiske hjem, som er overladt til sig selv mens forældrene er på værtshus eller børn med enlige mødre, der behandler dem som små voksne. Socialrådgivere er for ringe rustet gennem deres uddannelse til at foretage de rette beslutninger med øje for børnenes vilkår, hvilket resulterer i en strøm af forfejlede sager. – Model Foto: Nima Stock/ ritzau

Mediernes dækning af spektakulære enkeltsager om udsatte børn overskygger desværre det mere grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt sagsbehandlerne overhovedet har de faglige forudsætninger for at håndtere sager, der kan medføre livslange følger for de anbragte børn, skriver cand.psych.

MED JÆVNE mellemrum kommer der sager omkring udsatte børn, som har modtaget utilstrækkelig støtte eller er fejlvurderet af sociale myndigheder, primært sagsbehandlerne, som for det meste er socialrådgivere. Når påviste brist og fejlskøn i varetagelsen af denne gruppe børn i de mest graverende tilfælde kommer til mediernes og offentlighedens kendskab, udløser det ofte en ufrugtbar diskussion, hvor sagsbehandlernes fagforening fralægger sig ethvert ansvar og sædvanen tro omadresserer kritikken til politikerne, som bliver klandret for ikke at stille flere ressourcer til rådighed.

Denne diskussion overskygger desværre et mere grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt sagsbehandlerne overhovedet har de rette faglige forudsætninger for at håndtere ansvarstunge sager og afgørelser, der kan medføre livslange og negative følger for de anbragte børn. Faktisk har Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE, tidligere SFI) i en undersøgelse belyst netop dette ved at skabe indblik i de overvejelser, sagsbehandlere gør sig, når de tager stilling til, om et barn skal fjernes fra hjemmet med eller uden forældrenes samtykke.

Undersøgelsen centrerer sig om de såkaldte gråzonebørn, der ikke har været udsat for enkeltstående drastiske krænkelser eller andre brutale overgreb af den karakter, som bør medføre en øjeblikkelig indgriben og anbringelse af barnet.

Når det handler om gråzonebørn, er der tale om et uklart og sammensat billede, hvor der er et eller flere mindre belastende forhold hver for sig, men som sammenlagt kan give anledning til overvejelser om fjernelse. Undersøgelsen består af spørgeskemaundersøgelser og interviews med sagsbehandlere i en række af landets større kommuner.

I UNDERSØGELSEN ER DER beskrevet typiske familiescenarier som fysisk vanrøgt, manglende stimulering, en dårligt begavet enlig mor, en familie med alkoholproblemer, hårdhændet legemlig afstraffelse. Sagsbehandlerne kunne nikke genkendende til beskrivelserne og finde lighedstræk med sager, de selv havde behandlet. Det viste sig, at skønt de medvirkende sagsbehandlere benyttede samme professionelle jargon og retorik, optrådte frapperende forskelle i vurderinger og valg af løsninger.

Flere gav åbent udtryk for, at det ikke ville forbavse dem, hvis en kollega nåede frem til en helt anden afgørelse. Blandt andet er der en tendens til ensidigt at fokusere på forældrenes brist og mangler og til stort set ikke at interessere sig for barnets psykiske ressourcer og bæreevne. Det sidste vejet op mod det forhold, at en anbringelse på institution eller hos plejefamilie ofte kan være mere psykisk belastende end den hjemlige situation. I sagsbehandlernes overvejelser er der kun begrænset plads til barnet, som de sjældent kender direkte.

Når sagsbehandlerne skal udarbejde en begrundelse for en anbringelse, er det især forældrene og deres antagede svigtende forældreevne, der interesser dem. De formulerer det ofte som, at forældrene har svært ved at ”se” barnet og heller ikke ”ser” dets behov, og denne form for symbolsk ”blindhed” vurderes som et væsentligt handicap i at varetage forældrerollen.

EN FORUROLIGENDE konklusion af undersøgelsen er, at sagsbehandlere ofte er subjektive og selektive i deres afvejning af indkomne oplysninger, og forskellige sagsbehandlere når derfor ofte frem til stærkt afvigende opfattelser af samme families problemer og valget af løsninger.

For den brede offentlighed må det virke uforståeligt, at vurderinger og afgørelser om et barns anbringelse kan træffes uden nærmere viden om familien og uden kendskab til de anbringelsessteder, som benyttes, når anbringelsen er besluttet. En supplerende undersøgelse – også foretaget af VIVE – lægger ikke skjul på, at det anvendte skøn i sager om udsatte børn og unge er diskutabelt, og det samme gælder de løsninger, der iværksættes.

For den enkelte sagsbehandler baserer vurderingerne sig ofte på en uensartet blanding af spredte erfaringer fra andre sager, en ubestemmelig intuition og personlige moralbegreber, der kan afvige markant fra de sociale miljøer og kulturer, som de udsatte familier tilhører. Der er risiko for en alarmerende tilfældighed i trufne afgørelser, hvilket kan forringe barnets muligheder i fremtiden. Andre undersøgelser har påvist, at institutionelle anbringelser i betænkeligt mange tilfælde lægger grunden til en fortsat karriere som social klient, der ofte varer livet ud.

DET ER NÆRLIGGENDE at rette blikket mod socialrådgiverens uddannelse, der ved gentagne evalueringer er blevet bedømt med et for uddannelsen beskæmmende resultat. Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har påpeget det grundlæggende problem, at uddannelsen har forsømt at beskrive den faglige identitet, der skulle være kernen i uddannelsen. Som et andet alvorligt grundproblem understreges, at der ingen synlig sammenhæng kan skimtes mellem skolernes undervisning og erhvervsrollen.

Et andet kritikpunkt er rekrutteringen af studerende, hvor adgangsbetingelserne har været særdeles lempelige, ligesom en påfaldende høj beståelsesprocent ved den afsluttende eksamen kan skabe tvivl om prøvernes værdi, og om alle er lige egnede.

Som undskyldning for den ringe kvalitet af selve undervisningen henviser enkelte åbenhjertige lærere til, at de studerende har meget varierede forudsætninger, og at undervisning og bedømmelse derfor må foregå efter laveste fællesnævner.

Flere af de studerende kritiserer undervisningen for at være abstrakt og verdensfjern og uden forbindelse til den virkelighed, som de senere skal møde. I sin konklusion har evalueringsinstituttet fremsat en række forslag til forbedringer, men mødte enstemmig modstand fra lederne af de sociale højskoler, som modsatte sig ændringer af det bestående. Skiftende undervisnings- og socialministre er trods uddannelsens åbenlyse mangler veget tilbage fra at gribe ind.

MED ANDRE ORD er hensynet til de udsatte børn tilsidesat for andre interessebestemte hensyn, der intet har med børnene at gøre, men dækker over en politisk og fagorganisatorisk selvtilstrækkelighed, der ser stort på udsatte børns vilkår.

Konsekvensen er en strøm af forfejlede sager, hvor politikerne synes at berolige sig med en begyndende ligegyldighed hos offentligheden, der formentlig øges med gentagelsens tilvanthed. Medierne udviser en svindende interesse i at fastholde opmærksomheden på et problem, som ingen synes at vise reel vilje til hverken at erkende eller at løse.

Niels C. Jørgensen er konsulent, cand.psych. og forfatter.