PERNILLE BLUME og de andre svømmepiger!
Det kunne jo ikke være bedre, og kommentatorerne var næsten lige så meget oppe at køre som den islandske, da Island ved EM i fodbold tidligere på sommeren besejrede Østrig og England.
Og det var der ikke noget at sige til. For det er mere end flot, hvad de danske kvinder har præsteret ved OL. Men der var noget mere, der gjorde det til en fascinerende oplevelse i tv. Det var den livsglæde, de lagde for dagen – også før de havde vundet medaljer.
Som det blev sagt af en af deres ledere, ”de nød bare at være med”. De levede op til den olympiske idé, at det ikke handler om at vinde, men om at være med. En idé, der ellers for længst er fortrængt, af hvilken grund glæden også er blevet en sjældenhed i elitesport.
OGSÅ DET POLITISKE LIV og dets alvorstunge repræsentanter og deres indimellem blodfattige bud på, hvad det kommer an på, kunne godt trænge til lidt humør. Også Anders Samuelsen (LA), hos hvem man føler, at en sænkning af topskatten vil redde verden, og som er villig til ikke alene at hugge en hæl og klippe en tå i forhold til det, han mente engang.
Men her var der altså fire danske piger, der stadig turde glæde sig og vise vi andre, at de gjorde det. Jeg vil håbe, at de bliver forbilleder i dansk sammenhæng meget længe. Vi kan godt trænge til det, alle sammen. Hvis man så ellers kunne blive fri for sportsjournalisternes dumme spørgsmål: ”Hvad følte du, da du svømmede, hvad følte du, da du vandt, hvad føler du nu?”.
Så han følger gerne Dansk Folkeparti i kravet om en opsigelse af Danmarks deltagelse i internationale konventioner. Åbenbart også konventionen om statsløshed. For den konvention vil Dansk Folkeparti også af med. Politikens satireformat ”At tænke sig” kunne da også fortælle, at Samuelsen er blevet tilset af specialister på Rigshospitalets øjenklinik, ”fordi han har stirret sig blind på en femprocentsreduktion, og ingen kunne få ham til at kigge andre steder hen”.
I slutningen af 1990’erne var jeg vært ved en konference, hvor Liberal Alliances nuværende landsformand, Leif Mikkelsen, der dengang var formand for DGI, holdt et tankevækkende indlæg. Det var dengang, hvor man i en uendelighed talte om ”bekvemmelighedsflygtninge”. Mikkelsen vendte problemstillingen og talte om ”bekvemmelighedsdanskere” og ironiserede velgørende over vores nationale tilbøjelighed til at tænke på os selv før alle andre. Han høstede bifald.
Det gør han sikkert stadig, men nu i andre kredse, i Saxo Bank for eksempel. De velbjergede vil hylde ham, fordi han har deres velbefindende for øje.
Martin Krasnik havde i DR 2 Deadline besøg af Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder og folketingsmedlem Marie Krarup (DF) om konsekvenserne af en dansk udtræden af konventionerne.
For en gangs skyld glemte Krasnik ganske sin ellers rige evne til at afbryde folk. Marie Krarup overtrumfede ham ganske. Hun gentog igen og igen, at det var Folketinget, der skulle bestemme, og internationale forpligtelser kunne man se stort på. Medlem af Europa-Parlamentet Jens Rohde (R) peger til gengæld i en kronik i Århus Stiftstidende den 14. august på konsekvenserne af en opsigelse af statsløsekonventionen og nævner, at bestræbelserne på at forhindre statsløshed netop har været med til at begrænse flygtningestrømme.
Rohde skriver, at en opsigelse fra dansk side vil være ”en åbning af Pandoras Æske til en række af de lande, som vil sætte stor pris på at slække på menneskerettigheder og flytte rundt på 86 procent af verdens flygtninge, som befinder sig i de såkaldte nærområder”. Indtil nu har vi kun oplevet, at et land opsagde menneskerettighedskonventioner, nemlig Grækenland under militærdiktaturet, et fornemt forbillede unægtelig.
Jeg erindrer et møde med den tidligere konservative skatteminister, juraprofessor og meget mere Isi Foighel, der døde i 2007, hvor han fortalte om det, han selv har erfaret, nemlig at være statsløs. Han skildrede, hvordan det var ikke at være hjemme noget sted, og de psykologiske konsekvenser af det vilkår, tab af selvrespekt og værdighed. Jeg glemmer aldrig det møde. Derimod drøftede jeg ikke skattelettelser med den tidligere skatteminister. Det var dengang!
Og alt var dengang, når man bliver ældre. Om dette skrev Suzanne Brøgger i en kronik i Politiken og konstaterer tørt, at det føles, som om man kunne være oldemor til alverdens ministre, ”og enhver højesteretsdommer er 14 år”, og hun fortsætter med, at man som ung har pligt til at være kritisk for at forandre verden til det bedre. ”Men når man bliver gammel, har man kun en opgave: at elske alt på jorden.”
Den holdning er i hvert fald en god forudsætning også for viljen til at forandre, glædens forudsætning. Som svømmepigernes!
Ugens debat skrives på skift af tidligere biskop i Aarhus og klummeskribent på Kristeligt DagbladKjeld Holm og præst og anmelder på Kristeligt DagbladKristian Østergaard . En af de to samler hver uge op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter