Sygehusene mangler penge. Lad sundhedsforsikringerne betale

- Fra 2011 bør det ikke længere være muligt for arbejdsgivere at trække sundhedsforsikringer fra, mener tænketanken Medusa

- Afskaffelse af arbejdsgivernes fradrag for sundhedsforsikringer vil være en beslutning, der ikke vender den tunge ende ned! Det er jo ikke de svagest stillede i vores samfund, der nyder godt af disse skattebetalte forsikringer!, skriver Anne Knudsen m. fl. -
- Afskaffelse af arbejdsgivernes fradrag for sundhedsforsikringer vil være en beslutning, der ikke vender den tunge ende ned! Det er jo ikke de svagest stillede i vores samfund, der nyder godt af disse skattebetalte forsikringer!, skriver Anne Knudsen m. fl. -. Foto: colourbox.com.

Hvor svært kan det være for politikerne at tænke på enkle løsninger? Det er vi en gruppe borgere, der spørger om. Sygehusene mangler penge. Arbejdsgiverne kan fradrage sundhedsforsikringer for en milliard kroner om året i skat.

Så en meget enkelt løsning på pengemanglen på sygehusene kunne jo være, at Folketinget tog en rask beslutning om, at det fra 2011 ikke længere er muligt for arbejdsgivere at trække sundhedsforsikringer fra. De kan så lige låne lidt af fremtidens penge og stikke dem til sygehusene nu og her.

Selvfølgelig vil der være nogle lønmodtagere, der vælger virksomhedernes tilbud om sundhedsforsikring fra, når de skal betale skat af dette gode, men der vil alligevel være en rigtig god slat at gøre godt med.

Faktisk peger vismændene i deres seneste rapport på, at vi bør afskaffe fradraget på sundhedsforsikringer, men altså uden at der kommer en reaktion fra Folketinget. Så vi er lidt bekymrede for, om vores politikere har overset denne idé? Nogle gange er det meget enkle løsninger og beslutninger, der skal til for at løse et tilsyneladende vanskeligt problem.

Vi har meget svært ved at tro, at nogle folketingspolitikere vil lade stive ideologiske principper være vigtigere end at være med til at sikre den indsats, som sygehusene har gjort for at få løftet kvaliteten på en række områder. Det skal vel ikke bare sådan lige kastes over bord?

Vi er helt med på, at det er regionerne, der har ansvaret for sygehusene, men det er jo Folketinget, der står for det med pengene, og derfor også derfra, at der kan komme flere penge.

Og hvem ved? Måske kunne dette være en rigtig god anledning til, at der bliver ændret på den noget ejendommelige konstruktion, at vi har nogle regioner, der leverer en af vores vigtigste velfærdsydelser, mens Folketinget bestemmer, hvad de skal levere, og hvor mange penge de får til det. Det abekasteri, som vi ser i øjeblikket som en konsekvens af denne struktur, er ikke særlig kønt.

Vi vil lige her til sidst understrege, at vi intet har imod, at folk tegner sundhedsforsikringer, og derfor heller ikke noget imod, at forsikringsselskaber har en fin forretning her, men det skal ikke være på skatteydernes regning.

Allersidst – men måske ikke mindst: Afskaffelse af arbejdsgivernes fradrag for sundhedsforsikringer vil være en beslutning, der ikke vender den tunge ende ned! Det er jo ikke de svagest stillede i vores samfund, der nyder godt af disse skattebetalte forsikringer!

Anne Knudsen, Ena Juhl, Jørgen Olsen, Jeanett Kiy, Arthur Tagø, John Stefan Olsen, Lene Olsen, Jørgen Hammer Hansen, Søren Hessel Berg og Lise Knudsen. Samtlige medunderskrivere er medlemmer af tænketanken Medusa