Tak til Morten Messerschmidt (DF) for indlægget i Kristeligt Dagblad den 15. juli, ”Nej til aktiv dødshjælp er det mindst forkerte svar på et umuligt spørgsmål”. Vi er enige med Messerschmidt i, at aktiv dødshjælp ikke skal gøres til et af sundhedsvæsenets tilbud.
Men noget andet i hans indlæg bringer os til tasterne. Han skriver nemlig: "Mon ikke de fleste af os har prøvet at stå ved en sygeseng hos en døende ven eller et familiemedlem, som med alles opbakning har fået det ekstra skud morfin for at blive hjulpet på vej?”
Videre fortæller han om afskeden med sin mormor, som åndede ud ”som følge af en natsygeplejerskes barmhjertighedsgerning”. Han fortsætter: ”Det sker hver dag. Og det behøver vi slet ikke debattere.”
Jo, det er vi nødt til. For hvis det er rigtigt, at der hver dag er patienter, der får ”et ekstra skud morfin for at blive hjulpet på vej”, begås der hver dag kriminalitet i vores sundhedsvæsen.
Vi kan selvfølgelig ikke vide, om Morten Messerschmidt har ret i, at det sker. Men der er også en anden mulighed: at der er noget, han har fået galt fat på. Kunne det tænkes, at de omtalte patienter har fået ”et ekstra skud morfin” ikke for at blive ”hjulpet på vej”, men for at blive lindret? Det er nemlig ikke kriminelt.
For ifølge Sundhedsloven (paragraf 25 stk. 2) kan ”en uafvendeligt døende patient modtage de smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet”. Dette er ikke aktiv dødshjælp, men én af mange muligheder inden for den palliative pallet, når lindring ikke kan opnås på anden vis.
Mange synes at have svært ved at skelne mellem denne form for lindring og aktiv dødshjælp. Det kan også ligne en unødvendig strid om ord. Men det er vigtigt at adskille begreberne. Hvorfor?
Fordi vi ellers kan komme til at anklage de sundhedsfaglige for at begå noget kriminelt, mens de holder sig inden for lovens rammer, det vil sige, at der er tale om ”uafvendeligt døende patienter” og altså ikke ethvert menneske, som af en eller anden – måske forståelig – grund ikke orker livet mere. Og midlet skal være nødvendigt ”for at lindre patientens tilstand”, altså ikke for at afkorte patientens liv. Det afgørende er, hvad hensigten med den smertestillende medicin er.
For en ordens skyld vil vi tilføje, at palliation er langt mere end smertelindring, sådan som det fremgår af i kronikken her i avisen den 13. juli ”14 sygeplejersker: Alle har ret til at få hele livet med”.
Morten Messerschmidt kalder afgørelsen om legalisering af aktiv dødshjælp et svært spørgsmål. Det er det afgjort. Hvis politikere og alle vi andre skal kunne tage stilling i dette svære spørgsmål på et oplyst grundlag, indebærer det kendskab til den nævnte paragraf i loven og til palliativ praksis. Og det indebærer, at vi ikke forveksler lindring med aktiv dødshjælp.
Seks sygeplejersker med erfaring i palliation og medlemmer af Dansk Kristelig Sygeplejeforening (DKS)
Anni Hansen. Afdelingssygeplejerske/souschef, Hospice Vendsyssel, Frederikshavn
Ester Fielsøe. Sygeplejerske, tidl. Palliativ medicinsk afdeling P20, Bispebjerg Hospital, København, nu Sankt Lukas Hospice, Hellerup
Helene Sejergaard. Sygeplejerske Diakonissestiftelsens Hospice, Frederiksberg
Marita Dalsenni Rask. Sygeplejerske, Gudenå Hospice, Brædstrup
Miriam Skjerbæk Kobbeltvedt Mortensen. Sygeplejerske Hospice Vangen, Nørresundby, tidl. næstformand i DKS
Grete Schärfe. Pensioneret hospicesygeplejerske, seniorrådgiver i DKS