Symposium om Dødehavsrullerne: Moses’ far tager ordet

For nøjagtig 70 år siden var der et par beduindrenge, der fiskede en håndfuld skriftruller fra oldtiden frem af en hule i stenørkenen ved Det Døde Havs vestlige bred: Det første af en række fund, som vi tilsammen kalder for Dødehavsrullerne

Dødehavsrullerne.
Dødehavsrullerne. . Foto: The Granger Collection.

Selv garvede bibellæsere er sådan set undskyldt, hvis det ikke lige ligger allerforrest i hukommelsen, hvem Amram var. Hans navn er nævnt et dusin gange i Bibelen, men udelukkende i de frygtede stamtavler, som enhver deltager i et bibel-maraton sprinter igennem hurtigst muligt. Grundtvig må imidlertid have læst stamtavlerne omhyggeligt, for i den kendte bibelhistoriske vise om kong Farao, den ugudelige krop, bliver fortællingen om israelitternes første og største leder, Moses, indledt med ordene ”Der fødtes nu Amram levitter en Søn”.

For Amram er jo simpelthen ingen ringere end Moses’ far. Hvordan kan det være, at Bibelen har så lidt at fortælle om så vigtig en person? Det spørgsmål har man tilsyneladende også stillet sig selv i den spændende tid, som ligger mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. I den periode frembragte jødedommen en omfattende litteratur, som fortolkede og fortalte videre på de hellige tekster, som med tiden blev til Det Gamle Testamente.

Nogle af disse skrifter blev selv en del af Bibelen, i hvert fald i den udgave, som omfatter de såkaldte apokryfe skrifter. Andre blev kun bevaret af kirker uden for den vestlige kristendoms magtcentrum med det resultat, at vi ofte kun kender dem på eksotiske sprog som etiopisk, syrisk eller kirkeslavisk. Og atter andre gik fuldstændig i glemme. I bedste fald var der bevaret en erindring om dem i spredte notitser hos oldtidens kirkefædre, som ofte henviser til bøger, de kender, eller bøger, de i særlig grad afskyr, uden at give noget udførligt referat af indholdet. Nogle forsvandt helt sporløst.

Men for nøjagtig 70 år siden var der som bekendt et par beduindrenge, der fiskede en håndfuld skriftruller fra oldtiden frem af en hule i stenørkenen ved Det Døde Havs vestlige bred: Det første af en række fund, som vi tilsammen kalder for Dødehavsrullerne.

I de første mange år var forskerne hovedsageligt optaget af, hvad fundet kunne fortælle om den jødiske gruppe, som efter alt at dømme havde levet på dette afsides og ugæstmilde sted, og som tilsyneladende havde gemt sin bogsamling i hulerne. Det er også et spændende spørgsmål, og det var sensationelt at konstatere, at forfatterne til disse skrifter skrev et spillevende ”bibelsk” hebraisk helt op i tiden umiddelbart før kristendommens opståen. Det havde ellers været en udbredt tanke, at hebraisk på dette tidspunkt var ved at gå i glemmebogen, så at alle ”nye” skrifter blev affattet på den tids internationale sprog: aramaisk.

Omkring en tiendedel af Dødehavsrullerne er imidlertid skrevet på lige akkurat aramaisk. Og intet tyder på, at de oprindelig stammer fra den gruppe, som boede ved Dødehavets bred med deres bogruller. Ligesom alle andre bogelskere har disse jøder haft bøger i deres bibliotek, som de ikke selv havde skrevet. Og dermed får vi altså et indblik i noget andet end denne særlige gruppes liv og tro: Vi får en række smagsprøver på datidens jødiske litteratur i al almindelighed, som den blev skrevet og læst ud over Judæa og Galilæa inden for den jødedom, som kristendommen kort tid efter opstod ud af.

Og her møder vi for eksempel Moses’ far, Amram. En tekst, som vi på Det Teologiske Fakultet i København har arbejdet med i et stykke tid, beskriver, hvordan Amram på sit dødsleje samler familien om sig. Han genfortæller ikke blot sit livs vigtigste og mest dramatiske hændelser og giver sin visdom videre til den næste generation. Han beretter også om et syn, hvor to engle eller åndevæsener, som står på henholdsvis lysets og mørkets side, kæmper om ham og forudsiger de bedrifter, som hans sønner, Moses og Aron, skal udføre.

Teksten tager altså en figur fra Det Gamle Testamente og sætter ham ind i en sammenhæng, hvor verden opfattes som en kampplads for gode og onde åndemagter – et sceneri, som minder mere om Det Nye Testamente. Sådan var oldtidens forfattere løbende i gang med at nyskrive og opdatere forfædrenes hellige overleveringer.

Midt i august mødes et hold topforskere fra en række forskellige lande til et symposium i København for at diskutere netop den aramaiske del af Dødehavsteksterne. De kommer fra så forskellige steder som USA, Canada, Israel, Norge, Finland, Storbritannien og Belgien – og den danske forskerverden er også godt repræsenteret på symposiet. Over to hele dage – den 14. og 15. august i Videnskabernes Selskab på H.C. Andersens Boulevard – skal der holdes oplæg og debatteres om teksternes indhold, oprindelse og budskab.

De aramaiske dødehavstekster er skrevet et godt stykke tid før, Det Nye Testamente blev til, og før der var noget, der hed kristendom. Nogle af dem er måske ældre end visse dele af Det Gamle Testamente. Noget af det, som gør netop disse skrifter spændende at beskæftige sig med, er det forhold, at de gennem en lang periode var blevet glemt: Helt bogstaveligt har de siden oldtiden ligget i skjul i klippehulerne ved Qumran, indtil de for 70 år siden så dagens lys på ny. De har ikke været en del af noget kirkesamfunds eller nogen anden grupperings bibel. Derfor er de ikke på forhånd en del af en bestemt traditions måde at fortolke på. De udgør et unikt vindue til den periode, hvor jødedom og kristendom var ved at tage form.

Teksterne stammer fra en periode, hvor der endnu ikke fandtes nogen klart afgrænset bibel. Det er tydeligt, at forfatteren til skriftet om Moses’ far, Amram, må have kendt Moses-historien så nogenlunde i den udgave, vi også kender fra Det Gamle Testamente. Men der var på det tidspunkt ikke noget til hinder for at brodere videre på historien og fylde ud, hvor man syntes, at den havde ”huller”, for eksempel når det gjaldt Moses’ far. Andre gange gik påvirkningen måske den anden vej. Nogle af de aramaiske tekster kunne godt have været inspirationen for fortællinger, som vi møder i Det Gamle Testamente, for eksempel i Esters Bog og Daniels Bog. På en måde får vi altså her et lille glimt af det arbejdsværelse, hvor dele af Bibelen blev til.

Jesper Høgenhaven er professor i teologi og Søren Holst er lektor i teologi, begge Københavns Universitet.