I løbet af det 20. århundrede opstod en intellektuel strømning, som i allerhøjeste grad er blevet videreført i vort århundrede. Den blev kaldt politisk teologi, og fænomenets sigte var at opdage og kortlægge, hvordan teologiske mekanismer, begreber, tankegange og virkninger gennemstrømmer den nutidige og antageligt sekulariserede vestlige politik.
Idéen var, at Gud godt nok måtte betragtes som død, men at han tilsyneladende stadig virkede igennem vores politiske intuitioner såvel som institutioner. Siden Carl Schmitt i 1922 udgav "Politische Theologie", har feltet udviklet sig enormt, og samtlige af de største filosoffer i dag har i større eller mindre omfang beskæftiget sig med det.
Spørgsmålet er, om det ikke er blevet tid til at supplere med et felt, man kunne kalde patologisk teologi. Dette kunne passende indledes med en overvejelse om forholdet mellem diagnoser og synd. Jeg er overbevist om, at det kolossale boom i diagnoser udspringer fra det kristne syndsbegreb, som vi for længst i gængs samfundsdiskurs har forladt, men som stadig løber som en strømning, der strukturer vores fællesbevidsthed og dermed vores moral, samfund og politik.
Begrebet synd er for mange danskere forbundet med et atavistisk og sort menneskesyn, der i historiens løb har figureret i politiske og teologiske diskurser med mere eller mindre noble hensigter og ofte tvivlsomme resultater. Af samme grund er det formentlig gledet ud af vores fælles vokabular. Samtidig er det tydeligt, at de menneskelige handlinger, fænomener og psykologiske og sociale mekanismer, som syndsbegrebet i dets religionshistoriske kontekst dækker over, ikke er forsvundet. Jeg mener, at disse manifesterer sig meget tydeligt i vores nutidige diagnoseindustri.
Der er mange af mine venner og bekendte, der har en psykiatrisk diagnose og har fået den inden for de seneste par år. De fleste har adhd eller add, nogle er bipolare, en er paranoid skizofren, et par er på spektrummet, og jeg har i kollektiver boet med en person med borderline og en person med narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Dertil kommer dem med spiseforstyrrelser og selvsagt også dem med angst, stress og depression, men disse er ikke sådan rigtigt diagnoser, i og med at de ikke nødvendigvis er kroniske. En diagnose skal helst være kronisk og konstitutiv for ens væsen, for først dér forklarer den ens hidtidige liv, og først med det som udgangspunkt kan man ændre sit fremtidige liv.
Det er især det sidstnævnte, jeg gerne vil hæfte mig ved, fordi det er netop, når diagnosen knytter sig til noget konstitutivt ved ens væren, at den bliver, hvad jeg vil kalde et patologisk teologisk fænomen. Det er klart, at en diagnose gives på baggrund af en observation af patologi(er) hos en patient. Og disse patologier bestemmes ud fra ’’sundhedsidealer’’: Kan man fungere i samfundet? Kan man fungere i relationer? Er man lykkelig eller ulykkelig?
Det er altså, når vi ikke kan leve op til disse idealer, som jeg formentlig uden at træde nogen over tæerne, kan hævde er menneskeligt-universelle idealer, at vi mener at finde patologier i mennesker: hvis du ikke kan holde koncentrationen og sidde stille på skolebænken, har du adhd. Hvis du ikke kan få din økonomi til at fungere, fordi du bruger alt for store summer penge i manier, er du bipolar. Hvis du ikke kan læse det sociale spil, er du autist. Hvis du er mistænksom over for andre mennesker, er du paranoid og så videre.
Jeg vil ikke sætte spørgsmålstegn ved diagnosernes legitimitet, jeg vil bare konstatere, at diagnoser altid er baseret på relative variabler. Ellers skulle ethvert menneske diagnosticeres med det ene eller det andet, medmindre der – mig ubekendt – findes perfekte mennesker. Diagnose får du altså, når du enten er i iøjnefaldende sindssyg, eller fordi du falder under den (enten for dig eller for samfundet) acceptable tærskel for, i hvor høj grad du kan leve op til de idealer, der foreligger.
Diagnosernes frelsende mekanik er, at de forklarer personens manglende evne til at leve op til de krav, som verden stiller til vedkommende. Mange har et behov for en sådan forklaring, og mange må kæmpe for at få en diagnose (eller for at deres børn kan få en sådan diagnose), fordi den åbner for adgang til materielle ressourcer, men måske især fordi den indebærer et frisættende element – både personligt og socialt. Jeg har hørt flere af mine venner beskrive, hvilken lettelse det var endelig at få deres diagnose.
Det rejser det indlysende spørgsmål om, hvorvidt det er personen eller verden (eller samfundet), den egentlig er gal med. Det spørgsmål vil jeg hverken besvare eller dvæle ved. Jeg vil derimod gerne overveje implikationerne af diagnoser i form af den interessante spaltning af den diagnosticerede persons selv, som den implicerer. For det forekommer mig, at når man får en diagnose, så gives der to modsatrettede kræfter i selvet.
På den ene side er der det sande, egentlige, oprigtige selv, og på den anden side er diagnosens indvirkning på dette sandere selv. Diagnosen står som bremseklods for det egentlige selv, det ikke-patologiske selv, som man identificerer sig med. Men man identificerer sig også med diagnoser som lod, som vilkår, fordi man forstår og accepterer, at der er noget hinsides ens egne evner, der forhindrer en i at være den, man egentlig gerne vil være, og gøre det, man egentligt ønsker, fordi den bestandigt overmander det egentlige selv.
Det runger jo umiskendeligt af Paulus, der i Romerbrevet 7, 15 skriver: ’’For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.’’ Det er netop de ufrivillige kræfter i selvet, der karakteriserer synden hos Paulus, såvel som hvordan den forstås hos Luther hele vejen til Løgstrup. Synden overmander mig konstant, på trods af at jeg egentlig ønsker at være mig selv, mig selv som det gode, det perfekte, det kærlige, som er det, jeg egentligt er. Synden er menneskets fænomenologisk-ontologiske lod i kristen teologi, synden er det, der forhindrer mig i at være god.
Diagnosen fungerer altså som en patologisk teologisk bekendelse: Fair nok, jeg er ikke perfekt, og det i mig, der ikke er perfekt, er uden for min kontrol, men jeg er god nok alligevel. Det er indlysende, hvorfor diagnosen er så eftertragtet i vores tid – fordi den giver social såvel som personlig syndsforladelse. Det er utvivlsomt, at diagnoser har medicinsk legitimitet, men det er også utvivlsomt, at diagnoser fungerer præcis på samme måde, som selvforståelsen som en synder altid har gjort i kristendommen.
Det er muligt, at det kristne syndsbegreb ikke resonerer med den brede befolkning i dag, men det er sikkert, at behovet for accept, tilgivelse, rummelighed, overbærenhed og barmhjertighed, som syndsbegrebet uløseligt er forbundet til, består i os alle. Hermed ikke sagt, at en psykiatrisk diagnose og syndighed er identiske, det ene er et medicinsk og fysiologisk begreb, det andet et religiøst-ontologisk, men virkningskraften i det personlige og sociale forekommer at være utroligt lig.
Spørgsmålet er, om diagnosen dermed ikke kan siges at være et patologisk teologisk fænomen, for så vidt den viderefører teologisk-ontologiske aspekter af mennesket og samfundet i en medicinsk diskurs. Og dernæst bliver spørgsmålet selvfølgelig, hvilke implikationer det har for os, at hvad, der før var forbeholdt den teologiske sfære, nu indtræder i den medicinske.