Prøv avisen

Synspunkt: Feministerne tier om islams kvindesyn

Dagens debattør undrer sig over, at pressen ikke interesserede sig mere for den syrisk-amerikanske psykolog Wafa Sultan, som var inviteret til København forleden af Trykkefrihedsselskabet for at tale om kvindens status i islam. Foto: colourbox.com

Hvorfor er det så betændt åbent at diskutere legitimeringen af vold mod kvinder i islam? spørger sygeplejerske Rachel Adelberg Johansen

EN SAND SUPERSTJERNE gæstede i den forgangne weekend København. Nærmere betegnet den karismatiske syrisk-amerikanske psykolog Wafa Sultan, som imponerede et måbende publikum allerede tilbage i 2006 i kølvandet på Muhammed-krisen, hvor hun på en berømt Youtube-video satte en islamist godt og grundigt til vægs.Sultan var inviteret til Danmark af Trykkefrihedsselskabet for at berette om kvindens status i islam som en reaktion på retsforfølgelsen af formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, der for snart halvandet år siden formastede sig til at stikke hånden direkte ind i et hvepsebo ved råt for usødet at pege på seksuelle overgreb begået mod muslimske kvinder inden for familien.

LÆS OGSÅ:

Sultans redegørelse for kvindens veldokumenterede mindreværdsstatus i islam var alt andet end opløftende. Specielt den tragiske historie med Sultans eget familiemedlem i Syrien, der som følge af tvangsægteskab og voldtægter inden for ægteskabet begik selvmord, vakte stof til eftertanke.

Gad vide, hvorfor det egentlig er så betændt åbent at diskutere legitimeringen af vold mod kvinder i islam?

Hvad er massemedierne mon bange for, siden de ganske påfaldende var fraværende til en væsentlig international konference om kvindens status i islam med kyndige oplægsholdere som den norske journalist og forfatter Hege Storhaug og den islamkyndige, tidligere hollandske professor i islam Hans Jansen?

Når mørkemænd a la Bilal Philips inviteres til Danmark af Det Islamiske Trossamfunds ungdomsafdeling, eller når Hizb ut-Tahrir afholder deres højtprofilerede islamistiske møder med køns adskikkelse og ekstremistiske budskaber, kan man næsten ikke sparke sig vej frem for journalister og pressefolk.

Hvorfor skal den massive undertrykkelse af kvinder inden for visse dele af den islamiske kulturkreds forties og ikke belyses i den brede del af massemedierne i Danmark?

Er ligestillingsdiskussionen virkelig blevet reduceret til et spørgsmål om kvindekvoter i børsnoterede selskaber, om forbud mod købesex og ligeløn?

Hvorfor retter diverse kvindebevægelser og såkaldte modstandere af diskrimination ikke projektøren mod elefanten i glasbutikken, den åbenlyse kvindeundertrykkelse, som visse muslimske kvinder undergår her just iblandt os?

Det er for ganske nylig kommet frem, at flere helt unge muslimske piger hvert år loves væk til ældre muslimske mænd i ghettoen Vollsmose i Odense. Hvorfor retter kvindebevægelser ikke skytset mod virkelige fortalere for diskrimination mod kvinder som visse islamiske organisationer og talspersoner, der promoverer et horribelt og fortidigt kvindesyn?

Man kunne snildt få den tanke, at danske kvindebevægelser, feminister og andre såkaldte ligestillingsforkæmpere fra næsten hele det politiske spektrum er bange for at kritisere islams iboende diskrimination mod kvinder.

Ofrene for denne udbredte tavshed om og tabuisering af kvindens andenrangsstatus i islam er og bliver muslimske kvinder, som i store dele af den islamiske verden og sågar i Vesten lider under et degraderende islamisk kvindesyn og underkuende kulturmønstre.

Det er mit håb, at langt flere mennesker med tiden vil tage bøger af for eksempel Wafa Sultan og Ayaan Hirsi Ali til sig og lade sig oplyse af modige kvinder, som på egen krop har mærket de alvorlige konsekvenser af et miserabelt kvindesyn og undertrykkende kulturnormer, som for længst burde være kastet på historiens losseplads.

Rachel Adelberg Johansen,

sygeplejerske,

Uraniavænget 19, Odense NV