Prøv avisen

Syriens skæbne: Er det konturerne af en ny verdensorden, vi ser?

Tegning: Paul Lachine/project Syndicate

Syriens situation er det tydeligste bevis indtil videre på en ny verdensorden, som vi kan kalde "G-nul", fordi ingen enkeltstående stormagt eller blok af lande vil tage de riscici, som følger med globalt lederskab

G-20 har afsluttet sine møder og diskussioner over aftenbordet om, hvad man skal gøre ved beskyldningerne om, at Syriens præsident, Bashar al-Asssad, har brugt giftgas til at slå flere end 1400 syrere ihjel.

Frankrig, Storbritannien, Tyrkiet og Canada udtrykte varierende grader af støtte til USAs præsident, Barack Obamas opfordring til militær indgriben, mens Ruslands præsident, Vladimir Putin, kaldte den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, en løgner og hævdede, at beviserne mod Assad er utilstrækkelige.

LÆS OGSÅ: Dagbog fra borgerkrigen: Flygtningelejrens Champs-Élysées

Rusland og Kina insisterede på, at USA ikke kan gribe ind uden godkendelse fra FNs Sikkerhedsråd, hvor de vil nedlægge veto mod ethvert tiltag. Ude på sidelin-jen står EU, mens pave Frans advarer om, at ingen militær løsning er mulig i Syrien.

Det er med andre ord gået præcis som forventet. Amerikanerne, franskmændene og andre fortsætter med at presse russerne til at vedstå, at Syriens regering har anvendt kemiske våben, mens russerne afviser beviserne som utilstrækkelige i deres iver efter at beskytte deres syriske allierede, og imens fortsætter blodbadet.

Kampens fokus flyttes nu til den amerikanske kongres, hvor en sjældent set koalition af liberale demokrater og isolationistiske republikanere vil forsøge at blokere for præsidentens planer.

De, der gerne vil sætte en stopper for blodsudgydelserne, har ingen gode valg. Det gælder både Obama og europæerne, som har deres egen hjemlige hovedpine, og for de arabiske ledere, som meget gerne ser Assads regering bryde sammen, men nødigt vil sige det højt.

Den britiske premierminister, David Cameron, siger, at hans regering besidder nye beviser mod Assad, mens Parlamentet har stemt for at tilbageholde støtten til et militært modsvar. Frankrig er klar til at følge med, men ikke til at tage føringen.

DEN ARABISKE LIGA vil have det internationale samfund til at gøre en ende på blodbadet, men uden brug af magt. Obama vil bede Kongressen godkende begrænsede luftangreb, som måske vil afskrække fra fremtidig brug af kemiske våben, men ikke vil forskyde magtbalancen i Syriens borgerkrig.

Assad, de syriske oprørere, amerikanerne, russerne og araberne har alle gjort sig fortjent til kritik. Men det vigtige er ikke at pege fingre, men at indse, at Syriens situation er det tydeligste bevis indtil videre på en ny verdensorden, som vi kan kalde G-nul, fordi ingen enkeltstående stormagt eller blok af lande vil bære omkostningerne og de risici, som følger med globalt lederskab.

Selv hvis USA og Frankrig slår til i Damaskus, vil de ikke afslutte konflikten i Syrien, som de gjorde det i Eks-jugoslavien, hvor de standsede Kosovo-krigen ved at bombe Beograd. Det er der tre grunde til.

For det første er der for mange interesserede parter med for bred en vifte af interesser. Bombninger vil godt nok give Assad en god del at tænke over, men det vil ikke tvinge ham til at overgive sig eller opmuntre hans allierede til at vende sig imod ham.

Ej heller vil det gøre klart, hvordan stabiliteten kan genoprettes og et mere stabilt og velstående Syrien kan opbygges i kraft af behovet for samarbejde mellem så mange aktører med modstridende mål.

USA og Europa ønsker et Syrien, som spiller en mere konstruktiv rolle i regionen. Iran og Rusland ønsker at fastholde deres allierede. Tyrkiet, Saudi-Arabien og Qatar ønsker et Syrien, som holder Iran på afstand og ikke bliver en kilde til grænseoverskridende krigeriskhed. Syrien vil derfor formentlig blive scene for regionale aktørers konkurrence om indflydelse med støtte fra udefrakommende parthavere.

For det andet vil USA vedblive med at modstå et dybere engagement, og USA er det eneste land med styrke til at spille en afgørende rolle. De fleste amerikanere siger, at de ikke ønsker at tage del i Syriens smerte; de er krigstrætte og vil ud af Mellemøsten og have deres ledere til at fokusere på økonomisk opsving og jobskabelse.

Samtidig kan USA ikke regne med at få sine allierede til at hjælpe med det tunge løft. I Libyen var det forholdsvis let at bombe Muammar Gaddafis hære, fordi de rykkede frem gennem åbne landskaber. At bombe i Damaskus, som fortsat er en tætbefolket storby til trods for flygtningestrømmene, vil utvivlsomt dræbe et betragteligt antal syriske civile.

Ligesom på Balkan for en generation siden, hvor vestlige ledere greb ind for at standse den blodigste europæiske konflikt siden Anden Verdenskrig, er franskmændene parat til at sende fly og piloter til Syrien.

Men Storbritannien taler med flere tunger i denne sag, og de fleste af Europas ledere er optaget af eurozonens igangværende problemer. I Tyskland eksempelvis vil kansler Angela Merkel undgå at løbe nogen unødvendig risiko forud for det snarlige valg på landsplan.

På samme måde vil de arabiske ledere ikke åbenlyst opfordre vestmagterne til at bombe et muslimsk land. De er betænkelige ved uroen i Egypten, den tiltagende vold i Irak og Libyen og truslen om social uro i deres egne lande. Selv Canada sidder over denne gang.

Dette G-nul-problem vil ikke vare for evigt. I sidste ende vil de politiske skovbrande, som får lov at slippe ud af kontrol, true tilstrækkeligt mange magtfulde lande til at gennemtvinge et vist niveau af samarbejde. Desværre for syrerne er deres lidelser ikke nok.