Om kort tid udsender Susanne Staun første bind i en romanserie, men når hun er i vælten for tiden, skyldes det et Facebookopslag, hvori syrienskvinder bliver sammenlignet med tyskerpiger: ”Hvad nu, hvis syrienskvinderne blev forelsket i store, sortklædte syrienskrigere og tænkte romantisk snarere end politisk, da de drog af sted?”. Staun mener, sammenligningen kan mindske ”det skræmmende had, der driver ned ad væggene overalt på de sociale medier”.
Tegneren Jakob Martin Strid svarer Staun med eksempler på IS-kvindernes brutale adfærd og konstaterer, at det er ”tankemæssig dovenskab” at sidestille dem med piger, hvis forseelse blot bestod i, at de fraterniserede med tyske soldater.
Khaterah Parwani, der er juridisk rådgiver for Exitcirklen, replicerer også på Stauns Facebookprofil. Hun understreger, at IS-krigernes koner er indstillede på at blive unge enker: ”De er stolte, når deres mænd dør som martyrer, og de gifter sig med den næste. Det er der [en] vis status og ære i, så kærlighed og forelskelse er slet ikke en motivation. De har været drevet af samme hardcore radikaliserede tilgang som mændene.”
Sognepræst Marie Høgh undrer sig i en klumme i Morgenavisen Jyllands-Posten over, at store dele af venstrefløjen har en vådøjet lykkefest oven på meddelelsen om, at tre syrienskvinder og deres 14 børn skal hentes hjem fra Syrien. Enhedslistens Rosa Lund laver hjertesymboler, og Mai Villadsen optræder med et appellerende paphjerte, skønt vi taler om mennesker, der ”ved deres fulde fem er rejst til Syrien for at tilslutte sig vor tids blodigste og mest bestialske terrororganisation, der begraver børn levende, hugger hovedet af alle vantro, ønsker Vestens udslettelse og et verdensomspændende kalifat”.
Og var det sket, havde syrienskvinderne jublet. Derfor erklærer Høgh: ”Jeg har slet ikke ord for, hvor meget man som politiker burde skamme sig over de lyserøde paphjerter, kyssemunde, hundeøjne og hjerteformede hænder.”
Udlændingepolitik knager
Som bekendt har regeringen indtil for nylig blankt afvist at hjemtage syrienskrigernes familier, så det er et stort nederlag, at de alligevel kommer til det. Men det er ikke det eneste punkt, hvor regeringens udlændingepolitik knager. I denne uge blev Mattias Tesfaye (S) nødt til at skrinlægge planen om et udrejsecenter på Langeland.
Men på Facebook kommer Weekendavisen udlandsredaktør Anna Libak med en løsning. Rwanda kan huse et udrejsecenter:
”De kan lige så godt nægte at rejse hjem fra Kigali som fra Holmegaard på Langeland (…) Det er et sådant udrejsecenter, som Socialdemokratiet burde arbejde for. Det ville være praktisk gennemførligt, ikke i modstrid med konventioner; og populært i Danmark.”
Video kalder på eftertanke
En afskyvækkende video med en stærkt beruset mand ved navn Lars, der hælder en skidtspand af racistiske ytringer ud over en indvandrerfamilie, skaber debat.chefredaktør har begået en leder herom. Tom Jensen påpeger, at Kodes Hamdi, der optog videoen, bar hovedtørklæde: ”Dets stærke symbolværdi som islamistisk undertrykkelsesinstrument bør vi have mange berettigede diskussioner om.”
Men dette ændrer naturligvis ikke på, at ethvert redeligt menneske må tage kraftigt afstand fra den plakatfulde kanalje.
I et interview medtager Lars da også afstand fra sig selv og undskylder sin optræden. Men han fremkommer tillige med den interessante oplysning, at indvandrerfaren forinden åbenbart havde udsat ham for et verbalt overfald på arabisk, og at Kodes Hamdi forsatte med at råbe af Lars, da denne havde fjernet sig.
Som Tom Jensen påpeger i Berlingskes lederartikel, er det ikke første gang, Kodes Hamdi giver udtryk for at være udsat for racisme, ligesom hun i øvrigt er en skarpskåret facebookdebattør med blandt andet stærkt propalæstinensiske synspunkter. Og så er hun tidligere talskvinde for Dansk islamisk råd.
Hvad er op og ned i sagen? Det er svært at svare på, men ifølge Berlingske kan sagen ikke bruges som argument mod en stram udlændingepolitik.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.