I en tidligere version af dette debatindlæg fremgik det, at det ”i løbet af få måneder i 2015 lykkedes cirka 15.000 marcherende syrere at banke på døren i Danmark for at søge asyl”. Det er ikke korrekt. I 2015 søgte cirka 8.600 syrere om asyl i Danmark. I alt har cirka 35.000 syrere søgt om asyl i Danmark i perioden 2011-2020. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.
Påstanden om, at Damaskus-regionen i Syrien skulle være et usikkert sted at være, er ukorrekt.
Millioner af mennesker lever, går på arbejde, i skole, rejser rundt, går på restaurant og café, køber ind og lever et fuldstændig almindeligt liv, ligesom man gør alle andre steder i verden – blot med et andet tempo og måske mere fattigt. Det er svært for almindelige familier at få økonomien til at hænge sammen i Syrien. Med små lønninger og alt for høje priser er alle syrere på sultegrænsen, men det er en hel anden diskussion.
Besøger man lufthavne i Europa i disse dage, hvor sommerferien lige er begyndt, kan man ikke undgå at lægge mærke til den heftige tilgang af syriske flygtninge eller familiesammenførte, der står i lange køer ved alle luftfartsselskaber med afgange til Beirut i Libanon.
Hvorfor Beirut og Libanon?, vil man spørge. Svaret er, at efter borgerkrigen i Syrien, der begyndte i 2011, har alle Vestens lande boykottet flytrafikken til og fra Syrien, så den eneste vej til og fra landet går gennem Beirut, der blot ligger 92 kilometer fra Damaskus. Fra Beirut kan man tage en taxa til Damaskus, Aleppo, Homs, eller hvor man nu skal hen i Syrien. Prisen er 100-120 dollars. Det er en meget eftertragtet rute, som asylansøgere fra Syrien og deres sammenførte familier praktisk talt altid bruger, når de skal hjem til det forjættede land – som de vel at mærke flygtede fra for få år siden.
I 2015 marcherede hundredtusinder af syrere og andre flygtninge gennem Tyrkiet. De var tilskyndet af styret i Tyrkiet og naturligvis menneskersmuglernes storindustri, der omsætter for milliarder af dollars. De tog bådene til Grækenland for derfra at komme videre ind i Europa. Med busser kom de gennem Makedonien, Serbien, Kroatien og Slovenien til Østrig for der at dele sig i to grupper: Dem, der skulle til Tyskland, Holland, Belgien og Schweiz og dem, der skulle videre til Skandinavien.
I løbet af 2015 lykkedes det cirka 8.600 marcherende syrere at banke på døren i Danmark for at søge asyl. Det skabte kaotiske forhold i det uforberedte land, og både systemet og flygtningecentre over hele landet var nær ved at kollapse.
Af de i alt cirka 35.000 syrere, som har søgt asyl i Danmark siden 2011, er der nu 500, hvor flygtningemyndighederne har ønsket at revurdere grundlaget for asyl. En del af dem vil derfor skulle sendes hjem, fordi de har fået afslag på asyl og kun har haft en midlertidig opholdstilladelse,, altså med en klausul om, at de skal hjemsendes, så snart krigshandlingerne er afsluttet, og regionen i deres hjemland kan betragtes som sikker. De betingelser er opfyldt nu for dele af Syrien, oplyser flygtningemyndighederne.
Alt tyder på, at den danske regerings rapport om forholdene i Syrien – og dermed beslutningen om at revurdere opholdsgrundlaget for de 500 syrere – er helt til bunds en korrekt beslutning.
Venstrefløjen, Radikale Venstre og deres hjælpere i organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, Flygtningevenner og Venligboerne har protesteret, og det samme har i denne avis blandt andre Svend Løbner, som i et debatindlæg den 22. juni skriver, at han var glad for Metodistkirkens biskop, Christian Alsted, og biskop Marianne Christiansen fra Haderslev, som sendte en anmodning til regeringen om at stoppe planen om hjemsendelser af syriske flygtninge.
Her vil jeg sige, at både den kære Svend Løbner og de ærede biskopper efter min mening er på vildspor, og at de tillige er havnet i venstrefløjens og ovennævnte organisationers stormløb mod regeringens beslutning. Forskellen mellem de velmenende biskopper og de andre er, at venstrefløjen og organisationerne har en dagsorden, hvis mål er at presse regeringen til inddrømmelser, mens de kære biskopper gør det af næstekærlighed, som er hovedbudskabet i kristendommen.
Regeringen siger, at der er skabt sikre forhold i Damaskus-regionen, og den vurdering mener jeg er helt korrekt og kan bekræftes af ikke mindst de mange syrere, som flyver hjem på ferie nu, ligesom de gør flere gange om året, hvad enten det er for at besøge familie og venner eller på forretningsrejser.
Når nogle inddrager den besværlige økonomiske situation i landet som en grund til ikke at sende syrerne hjem, vil jeg mene, at de 500 syrere og deres familier næppe vil opleve den armod, som resten af den syriske befolkningen nu lever under. Med repatrieringsstøtte på op til 145.000 kroner pr. person og efterfølgende støtte gennem flere år til skolepenge, sygesikringer og andre forsikringer, alt sammen betalt af de danske skatteydere, kommer de hjemsendte slet ikke i nød. Tværtimod. De kommer til at leve et liv i sus og dus som velhavende i det forarmede land.
Saadou Mourched er journalist og projektansvarlig.