Nyuddannet socialrådgiver: På jobcenteret hånes man for at være ledig

Jeg sidder og tænker tilbage på mine mange undervisningstimer på socialrådgiverstudiet. Jeg tænker på de forskellige metodiske principper, det sociale arbejde er bygget op omkring. Og lige der slår det mig, at jeg ikke kan genkende noget som helst fra mit studium

En appel til vores kære politikere om ikke at stramme rebet yderligere med klodset bureaukrati, der kvæler sagsbehandlingen i regler. Foto: Privatfoto

DEN 3. AUGUST 2016.

Klokken er 8.00, og mit vækkeur har ringet. Hvis ikke det var, fordi jeg havde fødselsdag i dag eller havde min første samtale som dimittend på jobcentret, havde jeg nok valgt atsnooze en anelse længere. Men pligterne kalder, og jeg forlader morgenbordet for at møde op på Københavns Jobcenter i Skelbækgade.

Jeg kommer ind i et lokale, hvor der sidder en del andre personer, som afventer at blive kaldt ind til samtale. Jeg føler, at lokalets kolde farver trænger mig op i en krog. ”Her er der ingen kære mor, bare gør, som der bliver fortalt, så går alt sammen nok,” tænker jeg i mit stille sind.

Jeg udfylder nogle papirer med personlige informationer efterfulgt af forskellige stillingsopslag, jeg har i sinde at sende en ansøgning til. Lokalet emmer af den der venteværelseslugt, som også findes hos læger og tandlæger, og jeg finder hurtigt ud af, at jeg, ligesom alle andre i lokalet, blot er et nummer i rækken af mange andre.

DER GÅR OMKRING 10 minutter, før jeg bliver kaldt ind af en tilfældig sagsbehandler, på trods af at der i min oprindelige mødeinvitation stod et udførligt navn på min sagsbehandler, og at en repræsentant fra min a-kasse ville være til stede. Om dette blot skulle forestille at have en præventiv effekt for mit fremmøde, det ved jeg ikke, men jeg kan konkludere, at hverken den oprindelige sagsbehandler eller repræsentanten fra min a-kasse var til stede. I stedet sidder jeg med en sagsbehandler, der tydeligvis ikke er blevet sat ordentligt ind i systemets bureaukratiske kvælningsmetoder – eller også er hun netop så bekvem med disse, at den verbale pisk, jeg bliver mødt med, er blevet hjemmevant for hende.

”Det er ikke godt nok!”, ”Brug dit netværk!”, ”Husk dit netværk!” og: ”Her har vi ja-hatten på!” blev gentaget omtrent fire gange efterfulgt af et tilbud, jeg ikke kan sige nej til, medmindre jeg ønsker at miste min dagpengeret.

Jeg sidder pludselig og tænker tilbage på mine mange undervisningstimer på socialrådgiverstudiet. Jeg sidder og tænker på, hvordan studiet var med til at forme mig til det hjertevarme og omsorgsfulde menneske, de fleste kender mig som. Jeg tænker på de mange kommunikative færdigheder og samtaleteknikker, studiet bygger på. Jeg tænker på de forskellige metodiske principper, det sociale arbejde er bygget op omkring. Og jeg tænker på, hvordan jeg altid fik at vide, at individet er et interaktivt subjekt, der er ekspert i eget liv. Og lige der. Midt i samtalen, der mest af alt minder mig om en monolog qua de få ufuldendte ord, jeg får sagt, slår det mig, at jeg ikke kan genkende noget som helst fra mit studium.

Da jeg omsider får nogle ord indført, fortæller jeg sagsbehandleren, at jeg har afsendt en del ansøgninger, men i og med at de forskellige ansøgningsfrister først ligger pr. dags dato og frem‑ efter, var det forventeligt, at jeg ikke var blevet ringet op de forrige uger.

Om det bliver totalt ignoreret, eller om jeg ikke taler højt nok, er mig en gåde, for min sagsbehandler har på ingen tid tilmeldt mig et kursus, hvor jeg skal lære at skrive ansøgninger. Jeg spørger forundret, om det er, fordi jeg ikke er blevet indkaldt til nogen jobsamtaler endnu, og forsøger at henvise til de forskellige ansøgningsfrister.

”Dine ansøgninger kan vel ikke være gode nok, hvis ikke du er blevet kaldt ind til en jobsamtale endnu.”

Jeg forsøger ikke at lade mig slå ud af de kolde og kontante ord, men går alligevel derfra frustreret, forpustet og forundret over, hvorfor jeg blev mødt med, hvad der ville blive kvalificeret som en faglig brøler på mit tidligere studium; en sur og tvær sags‑ behandler, der fra højere instanser er tvunget til at bede sine borgere om at ”voldtage” deres netværk til uigenkendelighed. Vi taler om borgere, der oprindeligt skulle motiveres og mødes med håb for deres fremtid.

HERMED EN APPEL til vores kære politikere om ikke at stramme rebet yderligere med klodset bureaukrati, der kvæler sagsbehandlingen i regler. Det er kun med til at smadre de offentligt ansattes arbejdsglæde og gavner ikke just borgeren, der skal deltage i det cirkus, der følger med. Jeg er sund, rask og velfungerende, og Gud ske tak og lov for det, for det smerter mig at tænke på, hvilket blindt spor udsatte borgere bliver ført ud på.

Jeg er godt klar over, at vi befinder os i en tid, hvor vi skal lande et job hurtigere end nogensinde. Beskæftigelsesindsatsen er under et stærkt opskruet pres, og forlydender om belastede psykiske arbejdsmiljøer er ikke ligefrem en nyhed herhjemme i vores lille andedam.

Derfor har jeg heller intet i- mod, at man sætter sig nogle mål og derigennem opnår resultater. Men jeg vil ikke tilslutte mig koret af evindelige stramninger, der har til hensigt at piske mig og mine medborgere i arbejde. For det har aldrig været kerneopgaven.

Tak for kaffe.

Mateen Malik Hussain er nyuddannet international/interkulturel socialrådgiver