Syv præster: Vi kan ikke acceptere en kirke, der ikke gør mere for at forhindre krænkelser

“Fælles planer har vi ikke lagt.” Sådan sagde biskop Elof Westergaard ifølge kirke.dk efter et møde den 20. juni mellem landets biskopper og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), hvor de drøftede seksuelle krænkelser i folkekirken.

Ifølge biskoppen vil man i stedet satse på at styrke kommunikationen lokalt. Det må være nok. Biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd har også udsendt en pressemeddelelse, hvor de slår fast, at krænkelser ikke accepteres. Det må være nok.

Men det er langt fra nok! Hverken nuværende eller kommende ofre for seksuelle krænkelser i folkekirken kan være tjent med, at der ikke sættes massivt ind og lægges fælles planer.

På mødet drøftede biskopperne og ministeren en opgørelse, som stifterne (tvunget) har lavet over krænkelser de sidste 10 år. Der er registreret 29 sager med seksuelle krænkelser, begået af præster eller kirkefunktionærer. Ni af disse sager er ifølge en artikel i Berlingske fra den 17. juni sket inden for det sidste år. I 22 af sagerne er krænkeren en præst. Eksperter, som Kristeligt Dagblad har talt med, skønner, at der er et stort mørketal. Om tallet er to, tre eller 10 gange så stort, ved vi ikke, og biskopperne ønsker tilsyneladende ikke at vide det. Ingen fælles planer er lagt.

Ved ikke at lægge en fælles strategi for folkekirken accepterer man indirekte, at niveauet er passende. Det må vi bare leve med. Men nej: Det kan kirken ikke leve med. Hvordan skal vi se kommende ofre i øjnene, når vi ikke har gjort alt for at forhindre seksuelle overgreb.

De senere år har flere alvorlige sager set offentlighedens lys. En præst er idømt 10 års fængsel for overgreb mod konfirmander, en præst er sendt hjem efter krænkende opførsel i sjælesorgssamtaler, og i den nuværende sag fra Københavns Domkirke, er menighedsråd, domprovst og biskop indblandet.

Nogle vil mene, at overgreb hverken bliver værre eller bedre af, at de foregår i kirken. Det bør imidlertid ikke overses, at overgreb inden for en kirkelig sammenhæng potentielt ikke blot rammer fysisk og psykisk, men også åndeligt. Især i de tilfælde hvor præster misbruger deres religiøse magt til seksuelle relationer, kan ofrene både blive ramt på deres selvopfattelse, deres forhold til andre mennesker og deres gudsforhold.

Vi kan ikke acceptere en kirke, der ikke gør mere. Derfor efterlyser vi følgende tiltag for at forhindre krænkelser og overgreb:

For det første skal der iværksættes en tilbundsgående uvildig undersøgelse af krænkelser i folkekirken – inklusive de fælles folkekirkelige institutioner – for at få faktuel viden om det reelle omfang af problemet. Vi skal som kirke se virkeligheden i øjnene og handle ud fra den. Den hidtidige strategi med hurtigt at lukke sager og så håbe pressen ikke opdager noget, duer ikke længere. Det skal frem – også i offentligheden – hvordan det står til.

For det andet skal det være tydeligt for almindelige danskere, hvad de gør, hvis de oplever noget upassende i folkekirken. Andre nordiske lande har grebet sagen mere konstruktivt an. På den norske kirkes hjemmeside fremgår det eksempelvis klart, hvad man skal gøre, og hvor man skal henvende sig, hvis man oplever seksuelle krænkelser i kirken.

For det tredje skal der i forlængelse af dette etableres en enhed i folkekirken til at tage sig af krænkelser. Igen kan man se til Norge, hvor “Kirkelig Ressurssenter mot Seksuelle Overgrep” har eksisteret siden 1996. Maren i kæret skal ikke ringe til hverken provst, biskop eller menighedsrådsformand, hvis en præst eller anden kirkelig ansat udsætter hende for krænkelser. Det er ufattelig sårbart at fortælle om et overgreb, og der er brug for et sted med ekspertise, der kan møde ofre på en empatisk og forstående måde, og hvor man bliver taget alvorligt.

For det fjerde skal der nedskrives klare retningslinjer for præsters sjælesorg, og så skal det gøres ulovligt for en præst at have seksuelle relationer til en konfident. Psykologer har for længst sådanne retningslinjer. Det er som om, at folkekirken ikke vil se i øjnene, hvor stor magtrelationen er i et sjælesorgsforhold. SF har fremsat et lovforslag, der vil gøre det ulovligt at misbruge sin position som religiøs leder til at opnå seksuelle relationer. Ingen provster eller biskopper har indtil nu støttet op om lovforslaget. Det er tankevækkende og trist på samme tid.

For det femte skal ofrene anerkendes. Det sker ved offentligt at erkende, at der er et problem i folkekirken. Biskop Westergaard vil styrke den lokale kommunikation. Det er godt, men ikke godt nok. Der skal tales offentligt om seksuelle krænkelser. En åben italesættelse og kommunikation vil gøre det nemmere for ofre at melde sig. Derudover skal kirken tage sit ansvar på sig og sikre sig, at der tilbydes professionel hjælp til ofrene.

Biskopperne og kirkeministeren skal tilbage i arbejdstøjet og sætte mange flere fælles tiltag i gang.

Christian Roar Pedersen er sognepræst i Hals og Hou Kirker, Ole Raakjær er sognepræst i Sulsted sogn og præst på Hospice Vangen, Helle Schimmell er sognepræst i Hals og Hou Kirker, Theresa Lundquist French, Charlotte Juul Thomsen er sognepræst i Allesø og Næsbyhoved Broby Kirker, Mariann Dyhrberg Christensen er sognepræst i Ræhr Sogn og Pernille Østrem er sognepræst i Stefanskirken på Nørrebro i København.