Alligevel minder Thomas Kingo os om det, når han i Den fjerde aftensang siger:Den klare sol går ned, det kvælder mer og mer,hver arbejdsmand er træt og sig om hvile ser.En dag jeg nærmer er ved døden end som før.Tiden mig så sagtelig oplukker dødens dør.
LÆS OGSÅ: Dødens egentlige modsætning er livet
Den virkelighed fortrænges og erstattes med illusioner om vores magt over livet. K.E. Løgstrup skriver i sin eksistensfilosofi, Skabelse og tilintetgørelse, at vor tilværelsesforståelse beror på to totalillusioner: Illusionen om, at vi i vor opstand mod tiden sejrer over den, og at vi skylder os selv magten og æren for at være til:På alle ledder og kanter bærer vi os ad, som om vi skyldte os selv vor tilværelse. Det gør vi i vor fortørnelse over, at vore krav til livet ikke opfyldes, og det gør vi, når vi får opfyldt vore krav til livet og tænker det manglede bare.
Når vi kommer til verden, får vi livet. Og med livet får vi glæder, sorger og muligheder. Måske får vi nogen, vi elsker; måske ægtefælle, børn og venner. Uvurderlige gaver, som følger med livet.
Men det er et vilkår i livet, at vi mister. Vi mister igennem hele livet. Vi mister efterhånden vore sanser, mister måske førligheden, helbredet, tænkeevnen. Vi mister organer og organfunktioner, mister kontrol over livsfunktioner. Og vi mister vores kære. Med livet får vi derfor også sårbarheden. Den er et grundvilkår.
Et engelsk visdomsord It is better to have loved and lost than not to have loved at all. (Det er bedre at have elsket og mistet end slet ikke at have elsket). Længslen efter den elskede smerter, men læng-sel og smerte vil ikke und væres, for så var der heller ingen elsket. Kærlighed er sorg pr. efterkrav, hedder det også.
Som det ses har visdomsordet fået forskellige udformninger. Også af digteren Ludvig Bødtcher (1793-1874), som i 1865 skrev et digt, Ved et tab, til fru Frederikke Leth ved budskabet om hendes søn, Hannibal Leths død i Athen den 13. april 1865:Hvad her vi elske, ejes kun paa Borg, Paa uvis Frist, saa er Naturens Orden, Og vil du være fri for Savn og Sorg, Da maa du Intet elske her paa Jorden;Men Sorgen er en Engels dunkle Haand, Som luttrer, hvad os jordisk kjært er vorden, Og løfter mod det Evige vor Aand Og derfor skal du elske her paa Jorden.
Sorgen forudsættes nemlig af kærligheden og omvendt.
Naturligvis må det være sådan. Det er en truisme. Der er endda et skær af logik over det.
Men når vi møder de eksistentielt store og voldsomme begivenheder i livet, kan vi ikke bruge logikken; det hjælper ikke at få noget forklaret, som alligevel ikke kan forklares, og som alligevel ikke kan forstås.
Hvorfor kommer vi ind i verden? Hvorfor skal vi dø, og hvorfor skal vores kære dø? Når vore børn spørger os, bliver vi svar skyldige, for vi er lige så uvidende som de. Her tyer vi til poesien, fordi den kan sige det uudsigelige, så vi aner, at vi forstår det uforståelige. Vi bruger fortællingerne og myterne.
Det kan være Historien om en moder, Brødrene Løvehjerte, skabelsesberetningen, salmerne, endog myten om storken, der bringer børnene. Vi tyer til det ulogiske og til paradokserne. En kærlighedserklæring kan lyde: Kun fordi jeg har dig, kan jeg klare de problemer, som du uvægerlig giver. Det er et paradoks. Det vil sige, det er logisk meningsløst, men underligt meningsfuldt i kærlighedens sprog.
Sorrig og glæde de vandre til hobe er en sand sammenhæng, en komplementaritet, et faktum, der kan fastslås. En logisk sammenhæng. Men trøster det den, der sørger over et tab?
Nej. Sorg kaldes hjemløs kærlighed; for sorg er, at man ikke kan komme af med kærligheden på rette sted, nemlig hos den savnede. Hvad trøster da? Ingenting.
Det er blevet beskrevet med paradokset Trøsten er, at der ingen trøst er. Og det er trøsten, for hvis der var trøst, betød det samtidig, at tabet var overskueligt og håndterbart, og det ville straks betyde, at tabet var mindre, end det er. Og sådan er det ikke; det er netop så uoverskueligt stort, at det ikke kan håndteres. Og det er en mærkelig glæde, at det er sådan.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, dr.theol. Ole Jensen og journalist Kåre Gade