Vatikanets troslærekongregation har været på arbejde. Denne forsamling af lærde katolikker har "godkendt" to varianter af synd – den er nemlig nået frem til den besynderlige afgørelse, at ordination af kvinder kan ligestilles med forbryderisk misbrug af børn.
Misbrug af børn er en gemen, alvorlig og kriminel forbrydelse for Gud og for de mennesker, forbrydelsen går ud over. Misdæderen skal selvfølgelig stilles for en verdslig domstol og konfronteres med sin forbrydelse og efterfølgende idømmes den straf, som gælder for sådanne forbrydelser.
Når Vatikanet imidlertid tager dette spørgsmål op og forsvarer sig med noget, der ligner angreb, er det naturligvis, fordi den katolske kirke formodentlig altid, men ikke mindst gennem de seneste år har været hjemsøgt af den ene misbrugsskandale efter den anden.
Mens vi, der står uden for den katolske kirke, for længst har indset, at disse misbrugsforbrydelser fra katolske præsters side først og fremmest skyldes præsternes påtvungne cølibat, fastholder pavekirken sta-dig dette naturstridige og umenneskelige system. Fastholdelsen af cølibat for katolske præster synes alene at være dikteret af, at pavekirken – når en præst dør – ikke vil have nogen forpligtende pensionsudgift til efterlevende enker. Ikke en særlig kristelig, men en ganske verdslig-fornuftig kassetænkning.
Med hensyn til det naturstridige cølibat synes de ledende inden for pavekirken ganske at have glemt, at apostelen Peter, som den katolske kirke hævder er deres kirkes første pave, var et ganske naturligt menneske og derfor var en gift mand. Der er altså intet bibelsk – og næppe heller noget kristeligt belæg for, at vore dages katolske præster skal leve i cølibat. Tværtimod vil en gift præst med familie være helt anderledes rustet til at forstå og hjælpe sine sognebørn.
Med hensyn til ordination af kvinder, så de på lige fod med mænd kan fungere som præster i den kristne kirke, hersker der rundt om i den kristne verden nogen uenighed i det spørgsmål. Ud fra forskellig tolkning af den hellige skrift er man i nogle kirkesamfund absolut imod, at kvinder kan beklæde et præsteembede, mens man i andre kirkesamfund intet ser, som hindrer, at kvinder kan være præster. For eller imod kvindelige præster er altså alene et fortolkningsspørgsmål. Men at gøre ordination til noget syndigt vil under alle omstændigheder være at begå åndeligt justitsmord.
Har de lærde teologer i den katolske kirke slet ingen hukommelse? Denne kirkes historie vrimler med uhyggelige og skræmmende eksempler på forbrydelser mod uskyldige mennesker. Den katolske kirke har talløse lig i sin bagage, som samme kirke – så vidt jeg véd – aldrig har gjort soning for. Under inkvisitionen og i andre perioder måtte talløse uskyldige mennesker miste livet, fordi kirkens selvkloge mænd bildte sig ind, at de vidste bedre. Kvinder – måske kloge koner eller lignende – beskyldtes af kirken for at være hekse; derfor skulle de pines og lade livet på bålet. En af de kendteste kvinder var den franske heltinde Jeanne d?Arc, som blev brændt på bålet den 31. maj 1431. Andre kendte personer er den tjekkiske reformator Johan Huus, som blev dømt som kætter og den 6. juli 1415 brændt på bålet. Den italienske fysiker og astronom Galileo Galilei blev idømt livsvarig stuearrest, hvor han døde i 1642; han ville ikke tilbagekalde sin viden om, at Jorden bevæger sig i sin bane omkring Solen. Hans straf synes udelukkende at være bestemt af, at kirkens magtfulde ignoranter ikke havde forståelse for videnskabelige fremskridt.
En måbende verden uden for den katolske venter med længsel på, at Vatikanets magtmænd viser kristent sindelag til at gøre bod for denne kirkes forbrydelser i fortid og nutid. Under mine 10 år som kirkesanger i Ulsted Kirke lagde jeg hver søndag øre til præstens kirkebøn, hvis slutord var: ". . . men gør deres anslag til intet, som siger, at de kommer i dit navn, men ikke har kærlighed i hjertet. Amen".
Karl Maksten
Rantzausgade 40, 2. sal,
Aalborg