Det synes helt klart, at præsterne i dette land i høj grad har identificeret sig med de besiddende, fordi de selv er kommet fra præstegårde eller akademiske hjem. Derved har de formildet det radikale i Jesu forkyndelse, for eksempel den gyldne regel: Alt, hvad du vil, at andre skal gøre mod dig, det skal du også gøre mod dem. Jesus er herefter blevet til en klog mand, der har gjort meget godt og fortalt nogle rigtig gode historier om, hvordan vi skal være mod hinanden.
Javel. Men hvad er kendsgerningerne i dag? Stigende fattigdom og forarmelse. Og de fleste nogenlunde oplyste mennesker ved jo godt, at fattigdom forkrøbler et menneskes sind og liv. Ja, forpester det.
Henrik Pontoppidan skrev i sin novellesamling Fra Hytterne fra 1887 novellen Nådsensbrød om den stakkels kvinde Stine Bødkers, der ved en ulykke havde mistet evnen til at klare sit og børnenes. Hun bliver smidt op på en ladvogn og transporteret til sognets fattig- og arbejdshus. Og da det hele er overstået, kommer sognets provst kørende i sin nye landauer og spørger børnene, hvad der her på færde. Pon-toppidan mener jo: Hvorfor kom han så sent? Hvorfor stod han ikke ved Stines side?
Den 8. september skrev informations- og forvaltningschef i Frelsens Hær Lars Lydholm en fremragende artikel med overskriften Sæt fokus på de udsatte. Der er brug for varme hænder og ikke kolde skuldre. Bortset fra Frelsens Hær, hvem står så i dag ved de forarmedes side? I hvert fald ikke kirkens præster. I virkeligheden har intet fundamentalt forandret sig siden Pontoppidan skrev sin novelle.
DET ER FAKTISK et fantastisk godt billede også i dag af kirkens kvinder og mænd. De tror og mener, at det er nok at prædike Guds kærlighed, så må det være nok. Kirkens kernebudskab: Du skal elske din næste som dig selv, er historisk og aktuelt blevet forfladiget og forvansket af landets præster, også valgmenighedspræster, og nedskrevet til noget uforpligtende for dig og mig.
Mennesket og det levende behøver menneskets vame hånd. Vi er ved at blive kolde, hjerteløse barbarer på et teknisk højt niveau. Hjernen har endnu ikke fattet håndens afhængighed af hjertet. I hånden ligger trøsten, hånden formidler kærlighed: Her har du min hånd.
Gud har kun de hænder, vi giver ham. Den slags hænder er der ikke mange af i dagens Danmark. Den slags hænder er der heller ikke mange af i kirken af i dag. Her synes man meget selvoptaget at være optaget af sig selv og sine problemer.
En stor tak til Frelsens Hær. Her ved man, hvad kristendommen fordrer af os alle: barmhjertighed i handling.
Sven Thorgaard,
valgmenighedspræst,
Kastanie Allé 47, Lunderskov