I DISSE DAGE fyldes landet med nye studenter. Tusindvis af unge danskere er færdige med at gå til eksamen og gør sig nu tanker om, hvad livet skal bruges til. Når Roskildefestivalen er forbi.
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg selv dengang overvejede, hvad jeg ville ende med at blive, alt imens vi forsikrede hinanden om, at det vigtigste jo var at blive lykkelige.
LÆS OGSÅ:Politikere vil måle vores lykke
Lykken var vores selvfølgelige målestok, og selvom vi ikke til fulde kunne definere den, stod det klart, at vores eget velvære udgjorde kernen i projektet. I dette år, 1986, da Kim Larsen sendte Forklædt som voksen på gaden, var det os, der skulle prøve at blive voksne og lykkelige i Danmark, og siden er talen om lykke taget voldsomt til.
Som det blandt andet kan læses her i avisens sommerserie om lykke, er begrebet kraftigt på vej ind i den politiske debat, for man vil ikke længere nøjes med at vurdere en nations tilstand i økonomisk og miljømæssig forstand. Men også i lyset af borgernes mentale tilstand.
I flere europæiske lande vinder tankegangen frem, og herhjemme skal politikerne til efteråret diskutere, hvordan vi fastlægger mål for danskernes allerede verdensberømte lykke.
Lykkefølelsen er blevet et politisk tema, og det skal blive interessant at se, hvem der vil formå at holde hovedet mest koldt. For der er stærke kræfter på spil.
Den megen tale om lykke medfører nemlig mindst to vigtige spørgsmål. For det første må man sande, at der kan opstå en uheldig tendens til nivellering, når man formelt vil fastslå, hvori det lykkelige liv består.
FORLEDEN overværede jeg en debat om begrebet frihed, hvor Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen udtalte, at frihed og dermed også lykke for hende har at gøre med lighed. Social og materiel lighed er forudsætningen for, at mennesket kan udfolde sig, og denne tænkning rummer et markant element af ensretning.
For mens det er sandt, at en vis materiel tryghed er nødvendig, for at mennesket kan trives, er problemet med Schmidt-Nielsens slutning, at den driver menneskene til konstant sammenligning.
For at bestemme, om man er lykkelig eller ej, må man se sit liv i lyset af de andres, og således er lykke ikke længere noget, der defineres på egne præmisser, men snarere på systemets. Min lykke står og falder med, at jeg får alle mine rettigheder opfyldt og ikke ejer væsentligt mindre end de andre, og det ligger fristende nær at gøre systemet ansvarligt for min skæbne og mine handlinger.
Ensretning, rettighedstænkning og også ansvarsforflygtigelse står i centrum i Johanne Schmidt-Nielsens ideologi, hvilket understreger, hvor meget det implicerer, når politikere vil definere lykken og det gode liv.
I sidste ende kan borgerne blive reduceret til en masse, der skal fodres med samme livsindhold, hvilket jo i sin kerne udtrykker mangel på sand agtelse for den enkelte. Politikerne må hjertens gerne diskutere eksistensen og det gode liv, og vi vil frygteligt gerne kende deres menneskesyn. Men de skal holde fingrene fra vores sjæleliv.
Og så skal de som det andet store punkt overveje, om ikke talen om lykke og tilfredshed kan blive så dominerende, at den helt overskygger bevidstheden om pligt.
Et grundlæggende spørgsmål er jo, om det overhovedet er vores opgave at efterstræbe lykke. Da vi i sin tid sprang ud som studenter, var vi som sagt sikre på, at meningen med det hele var at opnå lykke og triumf, men senere kan man komme til at forstå, at det ikke længere er mit personlige velbehag, der udgør livets primære indhold.
At det derimod handler om erkendelsen af at leve i verden på vegne af noget andet, og i kristen forstand må det lyde, at meningen med livet ikke er at føle sig lykkelig, men at bidrage til, at andre kan være det.
Derfor kan det synes en smule halsløst i et samfund, hvor begreberne pligt og skyldighed fylder så lidt, at gøre lykke og tilfredshed til et politisk mål. Man risikerer at styrke tidens dyrkelse af tilværelsen som en tilstand, hvor lykken helst skal være konstant, og afsavnet og lidelsen ikke eksisterende.
Lykken den intense, sorgløse og livsbekræftende følelse bør ikke ophøjes til hverken varig tilstand eller et mål med tilværelsen. Snarere må den ses som et livets frynsegode, man af og til mærker i glimt, og netop fordi den er så flygtig og ikke kan sættes på nogen som helst politisk formel, synes den lige mirakuløs hver gang.
Den kommer til os i tilgift, og jo mere vi vil fastholde den som et fælles blivende projekt, desto mere vil den falde til jorden som en tung og upoetisk afglans af det, der adskiller menneskelivet fra alt andet. Og som den enkelte kun kan definere selv.