Sørine Gotfredsen: Tanker om børn, ægteskab og duelighed

Hvis man ikke i en alder af 40 år har vist sig duelig til for alvor at skabe rammerne for en familie omkring sig, skulle man måske overveje at tage konsekvensen af det, skriver Sørine Gotfredsen

Illustration: Peter M. Jensen
Illustration: Peter M. Jensen.

DET ER LIDT af et paradoks, der er på færde. På den ene side opfattes det stadig af mange som det mest ideelle at leve i en klassisk kernefamilie, og på den anden side vokser mængden af kvinder, der ikke realiserer den. Alt imens de energisk forklarer hvorfor.

Flere kvinder over 40 år bliver mødre ved hjælp af en anonym donor altså en mand, der ifølge planen aldrig skal møde sit barn. Som udgangspunkt har barnet kun én forælder, og udviklingen fører uundgåeligt til en række spørgsmål angående disse kvinders mulige egoisme og manglende indsigt i barnets behov for at kende hele sit ophav.

Således kunne man forleden i denne avis læse følgende interessante citat fra professor og overlæge Øyvind Lidegaard: Tidligere, når man skulle have et barn, skulle man både som mand og kvinde kvalificere sig til at finde en partner, der gad få et barn med en. Den kvalificering indebar en vis garanti for duelighed.

Det er en ret opsigtsvækkende udtalelse, der som ventet har bragt sindene i kog blandt nogle af de kvinder, der i en moden alder er blevet mødre uden at have en mand i deres liv. Imidlertid rummer professorens ord en ganske pæn portion visdom og repræsenterer en tankegang, der står i klar og befriende kontrast til en stor del af tidens dominerende mentalitet.

LÆS OGSÅ: Er folkekirken andet end perlegrus og kirkekoncerter?

Øyvind Lidegaard stiller nemlig her indirekte spørgsmålet om, hvem det er, der skal realiseres. Dig selv eller den anden? Han taler om at udvise duelighed til at kunne indgå i et forhold, hvor ens egne behov jævnligt må vige for hensynet til noget andet og større.

Han antyder også, at dette at stifte familie må ses som en af de allerstørste udfordringer for et menneskes selvbillede, hvilket jo også er grunden til, at Søren Kierkegaard af og til kredser om tanken.

I en af sine opbyggelige taler beskriver Kierkegaard, hvordan forældrene i ydmyg selvfornægtelse skal træde til side, mens barnet skal være den opgaaende Sol. Og duelig i denne sammenhæng er vel den, der i tide får skabt de bedste rammer for, at et barn med både en far og en mor kan vokse.

Jeg skulle nødig tale, vil nogen nok mene, for jeg har ikke selv formået at stifte familie. Nej, men netop derfor kan jeg erkende, at Øyvind Lidegaard har en pointe. For det handler ganske rigtigt også om mangel på kapacitet. Jeg har ikke på dette felt i livet været duelig og må også derfor nære en vis mistillid til mine evner som mor.

Pointen er dog, at vi uanset livsforløb hver især må stræbe efter at genkende punktet, hvor balancen tipper, og man mest er optaget af forholdet til sig selv. Dette klarsyn synes at være en smule trængt i en tid, hvor det ikke blot bliver mere normalt at få børn alene, men hvor vi tilmed har været vidne til den første ceremoni, hvor en kvinde i folkekirken er blevet viet til sig selv.

Den handling er så alvorlig, at den for præsten bør føre til mere end blot en alvorlig samtale, for i al sin snævre jeg-dyrkelse støder den frontalt imod både kristendommens kærlighedsbud og naturligvis selve meningen med ægteskabet.

Men denne solovielse rummer skam sin egen verdslige logik. Den tilpasser nemlig blot duelighedsbegrebet efter, hvad menneskene lige nu er tilbøjelige til og lægger sig bekvemt i halen af den letkøbte hyldest af den enkeltes kærlighed til sig selv. Der tilmed retfærdiggøres af flosklen om, at man jo må elske sig selv, før man kan elske andre.

Det er sandt, at det er svært at drage omsorg for andre, hvis man lider af et for stort selvhad, men solovielsen blander tingene utilgiveligt sammen. Den opløser det andet menneske, som man skal være duelig at træde til side for, og dermed også den ramme, som ikke mindst familien skal grunde i.

Dog er det ikke en tanke, der synes at chokere eller blot bekymre alle. Hør blot denne repræsentant for de ældre enlige mødre: Kernefamilien falder jo fra hinanden. Hvis du skulle satse dine penge i et kasino, og der var 43 procent risiko for, at du ikke vandt, var du jo idiot, hvis du satsede på det.

Sådan. Det handler i al sin simpelhed om at vinde på den mest behagelige måde. Ingen har lyst til at fremstå som idiot, og mennesket skal blot sørge for at rykke derhen, hvor der lige nu er størst mulighed for at få indsatsen igen.

Der er ikke længere tale om at kæmpe for en bestemt orden for eksempel den familie, som man kunne tillægge en særlig dyrebar kvalitet. Og der er heller ikke tale om at overveje, om den livsstil, jeg vælger, mon primært følger tidens slagne vej i retning af selvrealisering.

Professor Lidegaard rammer helt i centrum. Det handler om dueligheden til at se sig selv som den, der også skal formå at træde til side for at lade noget andet komme til. Og hvis man ikke i en alder af 40 år har vist sig duelig til for alvor at skabe rammerne for en familie omkring sig, skulle man måske overveje at tage konsekvensen af det.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen