Prøv avisen

Tørklæder på hospitaler. Neutral uniform ønskes

Formålet med en uniform er, at privatpersonen skal træde i baggrunden og den professionelle funktion træde i forgrunden. - Foto: stock.xchng

De selvvalgte leveregler som for eksempel religiøs uniformering må vige for professionen

En læge bør vurderes på faglighed og ikke påklædning lyder det den 20. januar i lederen Tørklædet i Odense af Jakob Holm. Det lyder da også meget flot og politisk korrekt. Problemet er blot, at der bekvemt tales uden om sagens kerne. For hvem er det egentlig, der skal tages hensyn til? Patientens tarv eller den professionelle fagpersons private sympatier?

Formålet med en uniform er, at privatpersonen skal træde i baggrunden og den professionelle funktion træde i forgrunden. Når man repræsenterer en verdslig samfundsinstitution som et sygehus, så er privatpersonen ikke længere i centrum. De eventuelt selvvalgte leveregler som for eksempel religiøs uniformering (det islamiske tørkæde) må vige for professionen. Det er de sygehusansatte, som skal tilpasse sig den upartiske og neutrale uniform. Det er ikke sygehusuniformen, der skal tilpasses en religiøs uniform. På et sygehus er det patienten, der er i centrum. Det er patientens interesser, det handler om. Det er den opgave, vi som sygehusansatte skal sikre og værne om.

Hvordan kan det nogen sinde være i patientens interesse, at sygehuspersonalet synligt skilter med private religiøse og politiske tilhørsforhold? Hvordan skulle det være i patientens interesse, at sygehuspersonalet promoverer sine private tilhørsforhold, medens der udføres sygeplejehandlinger, eller patienten behandles?

I De Sygeplejeetiske Retningslinjer hedder det blandt andet, at i tilfælde af en interessekonflikt, da må hensynet til patientens tarv varetages. Det er patientens tarv, der kommer i første række og ikke religiøse særkrav om religiøs uniformering i arbejdstiden. Sygehuspersonalets private religiøse og politiske overbevisning er og bliver patienterne uvedkommende.

Hvorfor laves der ikke en sondring mellem fritid og arbejdstid? I fritiden kan man gå klædt, som man selv ønsker det. Når man påtager sig den opgave at repræsentere en ikke-religiøs og ikke-politisk institution, så må der stilles krav om, at man tilpasser sig en neutral uniform. Hvis ikke det sker, så svigtes patienterne.

Det er uværdigt og uetisk over for patienterne, såfremt det tillades, at man som sygehuspersonale kan agere omvandrende reklamesøjle for egne sympatier. Det er pinligt og komplet uforståeligt, at man forsøger at tækkes religiøse særkrav, i stedet for som det burde være at have patientens tarv i fokus.

Hvorfor slipper man den sunde fornuft og bøjer sig for religiøst pres om særbeklædning i arbejdstiden? Skyldes det mon berøringsangst, uvidenhed, bagatellisering eller politisk korrekthed? Det islamiske tørklæde er et renhedssymbol, som sætter unødigt skel mellem sygehusansatte.

Hvis man ville lave et fornuftigt kompromis, så kunne man tillade diskrete symboler, der let kan skjules under uniformen. Man kunne tillade det kristne Dagmarkors, den jødiske Davidstjerne eller den muslimske halvmåne i en halskæde. Det er ikke massive markører, men diskrete symboler. Det er ikke religiøse uniformer ligesom det islamiske tørklæde. Ej heller er symbolerne kvindediskriminerende, eftersom de kan bæres af begge køn. Kvinderne skal blive, tørklæderne skal væk af hensyn til patienterne.

Rachel Adelberg Johansen,
Sygeplejerske
Uraniavænget 19
Odense