Kurt Strand: Tåbelig beslutning at slå P1 og P4 sammen

P1 og P4 viste med al tydelig et fravær af fornemmelse for, hvad der er radioens styrker. Heldigvis blev de klogere i løbet af weekenden og omgjorde en tåbelig beslutning, skriver Kurt Strand

Fredag morgen vågnede flere danskere op til lyden af en sammenblanding af P1 og P4 i radioen. Efter heftig kritik har DR nu valgt at skille de to kanaler ad med hver deres koncept.
Fredag morgen vågnede flere danskere op til lyden af en sammenblanding af P1 og P4 i radioen. Efter heftig kritik har DR nu valgt at skille de to kanaler ad med hver deres koncept. . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

DER VAR GODE nyheder til landets radiolyttere i går. Efter en lang weekend med P1 og P4 slået sammen til én kanal blev de to atter skilt med hvert sit koncept. DR’s ledelse havde lyttet til kritik af den hybridkanal, som i huj og hast blev skruet sammen i fredags. Tilsyneladende uden tanke på, hvordan en ren taleradio og en musikbåret kanal i praksis skulle kunne formidle nyheder, baggrund og perspektiv med afsæt i den aktuelle coronakrise.

Helt håbløst blev det allerede fredag aften, da Mette Frederiksen (S) sammen med en række topministre holdt endnu et skelsættende pressemøde. Ganske vist stillede den samsendte radioavis om til statsministerens indledende ord om forestående lukning af grænserne, men allerede efter mindre end fem minutter blev det meddelt, at musikprogrammet ”P4 Aften” overtog sendefladen.

Lyttere, som ville vide mere om de seneste coronatiltag, blev henvist til tv og dr.dk. Selv kørte jeg i bil på det pågældende tidspunkt, og at dømme efter trafiktætheden på motorvejen mod Falster, var vi en del, der ikke ville være i stand til at tune ind på de alternativer.

For en stund løftede Radio4 den opgave, DR’s radiokanaler ikke evnede at løse, med fortsat transmission fra pressemødet i Statsministeriet. Men ak, også der blev der efter yderligere en håndfuld minutter lukket for den nok mest indgribende beslutning i nyere tid. Begrundelsen var, som en studievært formulerede det, at ”vi går i breaking”, hvilket betød, at der nu i stedet skulle snakkes om det, der foregik på pressemødet.

At Radio4 på den måde kludrede i det, er undskyldeligt. Erfaringerne hos den kun fem en halv måned gamle radiostation er naturligvis begrænsede, og derfor bliver der taget fejlbeslutninger, når en coronakrise raser.

Men at DR med sin beslutning om at slå P1 og P4 sammen måtte afbryde et historisk pressemøde med letflydende popmusik, lader sig ikke undskylde. Forklaringen på, at de to radiokanaler skulle slås sammen, lød ganske vist tilforladelig. Nemlig at DR ”skulle begrænse antallet af medarbejdere på job” og samtidig ”leve op til sine beredskabs-forpligtelser med at sende nyheder og opdateringer om situationen”.

Kun det første argument kunne tale for en vis fornuft i at slå kanaler sammen – og så alligevel ikke, for samtidig blev der sendt mandskabskrævende coronadækning på DR 1. Det reelle argument syntes derfor at være, at radiokanalerne og deres lyttere skulle betale for, at der til gengæld kunne etableres væg til væg-sendinger i tv. Dermed matchede beslutningen – som blev taget i DR’s øverste ledelse – meget godt de nuværende fem direktørers forkærlighed for at prioritere tv før radio. Og sammenlægningen af de meget forskellige kanaler P1 og P4 viste med al tydelighed et fravær af fornemmelse for, hvad der er radioens styrker. Heldigvis blev de klogere i løbet af weekenden og omgjorde en tåbelig beslutning.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.