Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Mediekommentar

DR-program om organdonation skaber et ubehageligt moralsk pres

I mandags sendte DR det første af to programmer med titlen ”Organer for livet”. Tv-vært Ibi Makienok (th.) og læge Charlotte Bøving (tv.) præsenterede temaet gennem samtaler med både videnskaben og involverede mennesker i forsøget på at bringe fokus på den vanskelige overvejelse. Foto: DR Presse

Set i lyset af spørgsmålets komplicerede natur må man konstatere, at det her i programmet fremstod lige lovlig indlysende, hvad man bør hælde til at mene om organdonation

Engang eksisterede der en lille tv-føljeton ved navn OBS, oversat til Oplysning til Borgerne om Samfundet. Det var i de gode gamle nøgterne dage, hvor man fik at vide, at man kunne hente en folder på apoteket om, at man ikke må køre bil med for meget alkohol i blodet.

I dag fremstår oplysningen ofte en del mere følelsesladet, hvilket var synligt, da DR i mandags sendte det første af to programmer med titlen ”Organer for livet” om organdonation og danskernes manglende stillingtagen. Tv-vært Ibi Makienok og læge Charlotte Bøving præsenterede temaet gennem samtaler med både videnskaben og involverede mennesker i forsøget på at bringe fokus på den vanskelige overvejelse. Og netop set i lyset af spørgsmålets komplicerede natur må man konstatere, at det her i programmet fremstod lige lovlig indlysende, hvad man bør hælde til at mene.

For der blev grædt en del, og tårer har magt. Det var især Ibi Makienok, der stod for denne vinkel.

Hun var på besøg hos den 18-årige Cecilia på hospitalet, der i meget svag tilstand inderligt håbede på at få nye lunger, hvorpå miraklet faktisk skete, og vi sidst i programmet så Cecilia springe af cyklen med kager til kaffen i et nyt og lykkeligt liv.

Det er vidunderligt, at det er lykkedes for Cecilia, men det er også manipulerende kost i et oplysningsprogram, hvor man sidder tilbage som lidt af en kold stodder, hvis man ikke straks melder sig som donor. Som modvægt til dette mødte man meget velgørende to søstre, der havde afvist at lade deres mor overgå som donor, da det blandt andet ville medføre, at de ikke kunne bevidne hendes sidste åndedrag. Dette er centralt.

Processen, der går i gang, når et menneske erklæres hjernedødt, kan virke ret brutal, og vi er nok en del, der husker tv-dokumentaren om den unge Carina Melchior, der efter et trafikuheld af en insisterende læge blev erklæret hjernedød, hvorpå hun vågnede op igen. Det var en hårrejsende påmindelse om, hvordan der kan skaltes og valtes med et liv, og tak til de to søstre, der her stillede op og forsvarede retten til at vælge organdonation fra.

Ifølge Ibi Makienok er det meget svært at få folk til netop at stå ved den holdning, da man nødig vil dømmes som egoistisk, hvilket illustrerer det undertrykkende aspekt ved det såkaldt frie valg i videnskabens navn. Der skabes et ubehageligt moralsk pres, hvor personlige forbehold hurtigt bliver set som urimelige i en moderne verden. Men hvilken verden? Ja, for eksempel en verden, hvor en læge – som her i programmet – stiller sig op med en model af menneskeorganismen og fortæller forbipasserende, hvad der kan genbruges. Som en grønthandler, der præsenterer årstidens sortiment.

Man aner udviklingen i et materialistisk reservedelsmenneskesyn, og mens jeg ikke selv har det entydige svar på spørgsmålet om organdonation, må jeg bare konstatere, at et program som dette får tvivlen til at melde sig. For hver eneste magtfulde tåre, der fældes på skærmen, træder jeg personligt et skridt tilbage.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.