Prøv avisen
Etisk set

Vi måler og vejer vores liv, som lå vi på intensiv

Måske er 10.000 mest af alt et magisk, stort tal, som de 10.000 timer, man efter sigende skal øve sig for at blive god til noget, eller som i det græske myriade, der netop betyder 10.000. Foto: PETER HOVE OLESEN/Ritzau

Det kan godt være, jeg ikke fik sovet så godt i nat, men i går fik jeg virkelig bevæget mig. 17.768 skridt helt præcist. Det udløste en pokal i app’en. Det er pænt over de 10.000 skridt om dagen, som siden 1960’ernes Japan har været anbefalingen for et aktivt, sundt liv, skriver Andreas Roepstorff

Min søvnkvalitet var 61 procent i nat. Den søvnkvalitet er lidt bedre end gennemsnittet i Japan (59 procent) men langt, langt fra newzealændernes 78 procent. Det fortæller min telefon mig i hvert fald. Den har ligget ved siden af sengen og lyttet med natten igennem. Også på min snorken, den varede i alt 29 minutter. Hvis jeg er i tvivl, kan jeg få afspillet den som dokumentation. Særligt omkring klokken 2.06 er det imponerende, men det gør det svært at fastholde min påstand om, at jeg i al fald ikke snorker.

Forskere taler om fremkomsten af ”det kvantificerede selv”. Vore kroppe og vaner genererer data om os i en grad, som man tidligere kun så hos personer, der var indlagt på intensiv afdeling eller tog del i et avanceret videnskabeligt forsøg. Kombinationen af smartphones, apps, databaser og nye sensordimser gør, at vi trækker et spor af tal efter os, som er tilgængelige for os selv, for vore venner og bekendte og for en række firmaer langt uden for pædagogisk rækkevidde og kontrol. For et par uger siden kom jeg søvndrukkent til at trykke på ’tweet’-ikonet på min søvnovervågningsapp, da jeg ville slå den fra. Straks var verden og mine få følgere bekendte med, hvor længe og hvor godt jeg havde sovet den forløbne uge. Det føltes som et af de mareridt, hvor man pludselig opdager, at man går nøgen rundt i offentligheden.

Det kan godt være, jeg ikke fik sovet så godt i nat, men i går fik jeg virkelig bevæget mig. 17.768 skridt helt præcist. Det udløste en pokal i app’en. Det er pænt over de 10.000 skridt om dagen, som siden 1960’ernes Japan har været anbefalingen for et aktivt, sundt liv. Også dengang handlede det om fremkomsten af nye sensorer: skridttælleren. På japansk er den kendt som manpo-kei: 10.000-skridtsmåleren. Den blev hjulpet frem af datidens frontforskning: den japanske fysiolog Yoshiro Hatano, som argumenterede for, at 10.000 skridt var et godt mål, hvis befolkningens sundhed skulle sikres.

Det fortaber sig i forskningens tåger, hvorfor anbefalingen lige netop blev 10.000 skridt, og nogle arbejder på at etablere særlige tal for børn, midaldrende, mænd, kvinder osv.

Måske er 10.000 mest af alt et magisk, stort tal, som de 10.000 timer, man efter sigende skal øve sig for at blive god til noget, eller som i det græske myriade, der netop betyder 10.000.

Det nyeste sort i sensorlandskabet er analyser af uregelmæssigheder i hjerterytmen. Hvis man tror, at ens puls skal være som en metronom, så er man ude af trit med nutidens frontlinjeforskning. Den såkaldte polyvagale teori udsiger, at små ændringer i hjertets rytme fra slag til slag kan være et udtryk for balancen mellem det sympatiske og det parasympatiske nervesystem. Det er, måske, et udtryk for, om organismen forbereder sig på hvile eller på aktivitet, og et indirekte mål for biologisk stress. Der er i forskerkredse ikke enighed om, hvor klar denne sammenhæng er, og om det giver mening at måle på den uden for en meget kontrolleret laboratoriesammenhæng.

Men dimsen på mit håndled er ligeglad med den diskussion. Den siger, at jeg i går havde et akkumuleret stressniveau på 29 ud af 100 og i alt fik 12 timer og to minutters hvile. “Du har haft tilstrækkelig hviletid denne dag for at afbalancere stressreaktioner”. Det lidt mere præcise ”morgenparathedsmål”, optaget med et bælte om brystet, mens jeg sidder stille i 2,5 minut, siger at jeg på en skala fra 0-10 scorer ”8 med parasympatisk tyngde”. Det er “grønt”, får jeg at vide, og et tegn på, at jeg er godt forberedt på at håndtere stress.

Dagen i går blev brugt i sommerhus med den udvidede familie, inklusive en lang, lang gåtur i blæst, sand, vand og klitter med store og små. Mange skridt, max meningsfuldt.

Søvnkvalitet på 61 procent, morgenparathed på 8, stressniveau på 29, det er temmelig uklart, hvordan de tal er fremkommet, og hvad de betyder. Det gælder både for mig personligt og i forhold til den store kortlægning af kroppes tal, som firmaer og institutioner i dag er i gang med. Men de bliver formodentlig en del af vores ordforråd om os selv og hinanden. Den anden dag argumenterede den 9-årige med, at han godt kunne komme senere i seng. Det var ferie, han skulle først være oppe klokken 9, og de to gange, hans søvnkvalitet havde været 100 procent, havde han sovet præcis 9 timer, så alt før midnat var for tidligt.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.