Prøv avisen
Kanten

Tæl til 10, før du spreder had på de sociale medier

Det er en sårbar position at være en offentlig person, der mener noget højt. Jeg har ment noget offentligt i 10 års tid, og jeg har gennem tiderne fået mange grimme beskeder i indbakken, kommentarer, sms’er og opkald. Jeg troede faktisk, at jeg var rimelig hærdet, for normalvis rammer de her beskeder mig ikke. De får simpelthen ikke lov til at sætte sig i min krop, som de gjorde denne gang, skriver Natasha Al-hariri. Foto: Leif Tuxen

Jeg har set for mange trække sig fra den offentlige debat. Den hadske debatkultur skubber stærke stemmer ud og afholder kloge stemmer fra at træde ind i den. For omkostningerne er bare for store. Jeg kan godt forstå dem, der ikke gider det. Men hvor har vi dog, især i disse tider, brug for alle nuancerne, skriver Natasha Al-Hariri

”Hun skulle klynges op”. ”Møgkælling”. ”Klamme so”. ”Møgdyr”. ”Håber hun bliver kvalt”.

Det er voldsomt at læse, ikke?

Sådan blev der en tirsdag eftermiddag for et par uger siden skrevet om mig i en tråd på Facebook, på folketingsmedlem Kenneth Kristensen Berths (DF) væg. Arne, et helt almindeligt menneske af kød og blod som du og jeg, fantaserede simpelthen om at lynche mig. Det er svært at forstå.

Men det er langtfra første gang, jeg er blevet lagt for had på de sociale medier. Jeg ved, at min stemme vækker mange hadprædikanter, og hver gang jeg går på tv, forbereder jeg mig mentalt på de sociale mediers hadfyldte respons. Jeg ved, at mange andre, især kvindelige, debattører forbereder sig på samme måde. Man bruger utrolig megen energi på at gå uden om de grimme tråde. For man vil ikke læse det. Og alligevel vil man gerne. Man vil så gerne forstå, hvordan man kan vække så stærke negative følelser i folk, at de ønsker at se en hængt.

Det er en sårbar position at være en offentlig person, der mener noget højt. Jeg har ment noget offentligt i 10 års tid, og jeg har gennem tiderne fået mange grimme beskeder i indbakken, kommentarer, sms’er og opkald. Jeg troede faktisk, at jeg var rimelig hærdet, for normalvis rammer de her beskeder mig ikke. De får simpelthen ikke lov til at sætte sig i min krop, som de gjorde denne gang.

Men måske var det, fordi jeg tidligere den dag havde modtaget et tosiders håndskrevet hadebrev underskrevet ”en ægte dansker”, at antallet af nedgørelser og voldsfantasier med mig som omdrejningspunkt bare blev for meget på én dag.

For jeg er et virkeligt menneske. Jeg er nogens mor. Nogens barn. Nogens ven. Nogens kollega. Nogens søster. Jeg findes i virkeligheden. Og når du lukker din avis, slukker dit tv eller logger af Facebook – så findes jeg også i virkeligheden. Jeg hader vasketøj som du. Jeg laver havregrød til mit barn hver morgen som du. Jeg elsker fødselsdage som du. Jeg elsker en smuk solnedgang som du. Jeg elsker at cykle gennem København en sommernat som du. Jeg elsker helt ligesom du.

De ord der skrives online, de betyder noget, i virkeligheden. De spreder had, frygt og inspiration til sarte sjæle. At der er mennesker i dette land, der orker at stille sig frem med meninger og holdninger giver lige præcis nul mennesker ret til at behandle dem grimt eller respektløst. Eller endda direkte truende. Det hører simpelthen bare ingen steder hjemme i et demokratisk samfund.

Jeg har set for mange trække sig fra den offentlige debat. Den hadske debatkultur skubber stærke stemmer ud og afholder kloge stemmer fra at træde ind i den. For omkostningerne er bare for store. Jeg kan godt forstå dem, der ikke gider det. Men hvor har vi dog, især i disse tider, brug for alle nuancerne.

Kombinationen af mit arabiske stædige sind, og mit danske dialogiske sind, fastholder mig i debatten. Jeg tør ikke overlade det til hadprædikanterne. De må ikke have lov til at dominere. Så jeg bliver ved. Og næste gang du, Arne eller andre der måtte tænke som ham, ser mig i dit tv, læser min klumme eller ser mig på gaden - skal vi så ikke aftale, at du tæller til 10(0000), og tænker over om du virkelig har lyst til at klynge mig op.

Hvis svaret er nej, så bliver jeg lettet og du kan scrolle videre.

Hvis svaret er ja, så vil jeg anbefale dig at søge hjælp.