Jeg kender til en ung kvinde, der i mange år led af svær skam. Hendes lidelse begyndte som generthed, da hun var teenager; hun turde ikke at række hånden op i klassen, og hun holdt sig tit for sig selv. Da hun kom i gymnasiet, blev genertheden værre. Hendes lærere opfordrede hende til at turde mere, stå mere ved sig selv. Men hun kunne ikke, og med tiden fik hun den tvangstanke, at andre ikke længere måtte se hende dybt i øjnene. Hun var simpelthen bange for at blive afsløret i et eller andet.
Efterhånden var hun nødt til at kigge ned, når nogen talte til hende. Hun fik nervøse trækninger om øjnene, hvis hun skulle holde øjenkontakt i mere end få sekunder. Da det begyndte at gå ud over hendes skolegang, henviste hendes læge hende til en psykolog, der gav hende diagnosen ”social fobi” og indledte et behandlingsforløb med hende. Pigen skulle blandt andet lave øvelser foran spejlet derhjemme. En af dem gik ud på, at hun om morgenen skulle fortælle sig selv, at hun var god nok, mens hun så sig selv i øjnene.
Men trods terapien og øvelserne tog hendes øjenkontaktfrygt stille til. Hun kunne ikke gå til fester, hun trak sig stort set fra det sociale liv og klarede kun med nød og næppe at blive student.
Efter sin eksamen startede hun på en ungdomsuddannelse. Hun kom til at bo i en lejlighed, der lå lige ud til en gågade. Hun kunne kun studere online, fordi hun var nået dertil, at hun slet ikke kunne se nogen i øjnene længere. Den eneste kontakt, hun havde med omverdenen, gik gennem telefonen og internettet. Hun kunne ikke købe ind, ikke få besøg, ikke besøge nogen. Hun levede af pizzaer, som et bud efterlod uden for hendes dør.
Men en mild forårsaften fik hun en helt uimodståelig trang til at komme lidt udenfor og mærke varmen efter så mange, ensomme uger indendørs. Da butikkerne på gågaden var lukket, og der ingen var at se neden for lejligheden, vovede hun sig omsider ud. Nede på gaden gik hun langs forretningerne, mens hun stirrede ind ad ruderne for ikke at komme til at stå ansigt til ansigt med nogen. Og så pludselig var der et menneske lige foran hende. Ud af det blå var en midaldrende mand dukket op, og hun stod totalt overrumplet og chokeret og så ham direkte i øjnene.
Og så skete det. Med ét havde hun slet ingen trang til at trække blikket til sig. Hun blev stående, mens han så præcis ligeså forundret på hende, som hun så på ham. I et langt, lysende øjeblik stod de bare og så på hinanden. Sagesløst, helt nøgent, uden at sige et ord. Og så gik han stille og roligt videre. Og mens han forsvandt, vidste hun, at hun ikke længere behøvede at sænke blikket. Hun vidste, at hun fra dette sære øjeblik igen kunne se andre i øjnene. På få sekunder var alt forandret, hendes skam var afløst af dyb varme, og hun anede ikke hvorfor. Men fra den dag kunne hun uden videre begynde at leve et normalt studieliv med venner og fester og bare være ganske almindeligt genert.
Tænk, at vi har så stor magt over hinandens skæbner. Fem sekunder – og alt kan være forandret. På godt eller ondt. For hvem har ikke prøvet at falde sammen på grund af en andens dræbende øjne, eller at blive til ingenting, når en anden ser lige igennem én? Og hvem kender ikke til at føle sig fuldstændig fortabt i det store, døde masseblik ude på internettet?
Og så er der – midt i vrimlen – det virkelig gådefulde blik. Det, som forbinder os i et usynligt rige, der kan dukke op på de mest uventede tidspunkter. Det blik, som vi ikke selv kan fremtvinge i spejlet. Og vi kan heller ikke styre eller fremkalde det professionelt, selvom en hel næstekærlighedshær af lær-at-se-nyt-på-dig-selv-folk hver eneste dag arbejder velmenende og stadig mere desperat på det. Der findes et større blik, der har det med at komme uventet, sagtmodigt glidende imod os og gøre alting nyt.
En dag kan det være, vi selv ser op og møder det blik. En anden dag kan det være vores eget blik, der redder nogen. På gaden, i stuen, til festen, gennem mængden, hvem ved? Det eneste, der er sikkert, er, at vi ikke aner, hvor eller hvornår eller hvordan det sker. Og det er det, der gør hele forskellen.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, leder af Center for Grundtvigforskning Katrine Frøkjær Baunvig og rektor for Designskolen i Kolding Lene Tanggaard.