”AT TÆNKE ud af boksen” er et udtryk, der påfaldende tit bliver benyttet i tidens debat. Især om nødvendigheden af kreativ tænkning, og hvad dertil hører af brud med fantasiløs vanetænkning. Det blev også flittigt brugt i søndagens seneste udgave af det nye P1-program ”Korrespondenternes klub”.
Udsendelsen var indledningsvis plaget af den slags tekniske problemer, lytterne efterhånden er blevet så vant til, at de synes at høre med til de vilkår, moderne nyhedsformidlere må arbejde under.
AT DET SÅ I TV VISTE SIG også at være et symptom på tysk ineffektivitet, hvad den digitaliserede kommunikation angår, kom til at betegne noget karakteristisk for søndagens valgudsendelser: En tydeliggørelse af udbredte fordomme om tysk mentalitet og nationalkarakter.
Ligesom det egentlig er umuligt at tale om, hvad der er typisk dansk, svensk, amerikansk, afrikansk og kinesisk, sådan er det også umuligt at definere, hvad der er typisk tysk. Sammensætningen af de tyske vælgeres politiske tilhørsforhold er så mangfoldig, at det må være klart for enhver, at følgende påstande er uholdbare:
”Tyskerne er nøjsomt konservative af natur.” ”Tyskland ligner Sverige, det er bare for voksne.” ”Især tyske kvinder er besindige og tålmodige.” ”Det ligger ikke til tyskere at gå på gaden for at demonstrere.” Sådan blev der i generaliserende vendinger sagt undervejs i ”Korrespondenternes klub”.
I VISSE SITUATIONER er det nok rigtigt, at den almindelige tyske supereffektivitet kan sammenlignes med en plade Rittersport: ”Kvadratisch, praktisch und gut”. Men man skal alligevel vogte sig for den fordom, at tyskere kun kan handle ”inden for afstukne rammer” – ude af stand til ”at tænke ud af boksen”, som det blev hævdet.
Også DR 2’s fyldige reportager om resultaterne af det tyske valg var med til at tydeliggøre, hvor uensartet over 60 millioner tyske vælgere tænker. Især det ”fremstormende” (!) parti Alternative für Deutschland (AfD) blev gentagne gange omtalt som en – alt for mildt sagt – ”broget flok” af ubestemmelig karakter.
Tyskland består i dag også af det tidligere DDR. Herfra viste valgmålingerne, at hvis der på de kanter kun havde været mandlige vælgere, så var AfD blevet det største af alle partier.
Når det gælder stemmebokse er det – igen mildt sagt – ikke altid lige heldigt, hvad man der tør udtænke.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.