Prøv avisen
Debat

Psykoterapeut: Tænkepause inden skilsmissen løser ikke kriser

Langt de fleste har faktisk tænkt sig grundigt om, inden de vælger at blive skilt, og de har lidt og kæmpet med sig selv og med hinanden, skriver psykoterapeut

FOR TIDEN debatteres det heftigt, om muligheden for straksskilsmisse skal afskaffes igen til fordel for en tvungen seperationsperiode. Argumentet er, at par ikke skal have mulighed for i uoverlagt vrede at kaste deres samliv over bord med alt, hvad der følger af omkostninger for de voksne, eventuelt børn og samfundet. Det er der faktisk heller ikke noget, der tyder på, at de gør. I den tid, hvor det har været muligt at blive skilt uden separation, er antallet af skilsmisser ikke steget nævneværdigt.

Langt de fleste har faktisk tænkt sig grundigt om, inden de vælger at blive skilt, og de har lidt og kæmpet med sig selv og med hinanden. Psykologisk set er det nærmest indlysende, at man ikke bare giver op. Behovet for at være ét med et andet menneske, at have den tryghed og støtte, det giver, ligger dybt i os som et urinstinkt. At stoppe et kærlighedsforhold er noget af det mest smertelige, der findes, selv i de tilfælde, hvor det også er forbundet med lettelse at give slip. Det er et farvel til håb og drømme.

IDÉEN MED AT FORSØGE at få par til at klinke skårene ved at genindføre seperationen som en overgangsfase, er sympatisk, men desværre ikke den rette eller tilstrækkelige medicin mod kuldsejlet kærlighed. Det er korrekt, at tempoet med fordel kan sættes ned frem for op, når vigtige og følelsesladede beslutninger skal tages. Helt henne ved beslutningen om skilsmisse er det som regel bare for sent. Tænkepausen skal helst ind tidligere i krisen, og den er – uanset hvornår den tages – ikke løsningen i sig selv: Dialog, respektfuld og struktureret, er helt nødvendigt. Parret skal med andre ord ikke stå stille og tænke hver for sig, de skal billedligt talt bevæge sig sammen ind i et rum af nysgerrig dialog.

Allerbedst er det selvfølgelig, hvis den nysgerrige dialog, som jo er et af forelskelsens kendetegn, bliver gjort til en del af hverdagen efter livet på den lyserøde sky.

SÅ HVORDAN OPNÅR MAN et livslangt samliv? Det er faktisk meget simpelt: Man lader være med at blive skilt. Det svar er der nok ikke mange, der godtager i sin mest enkle udgave, og jeg er også enig i, at der ikke kommer noget godt ud af tvang eller bevidstløs holden ved, hvor der ikke længere er liv. Men måske er der alligevel lidt inspiration at hente i den vinkel, der hedder, at ”man går ikke sin vej”, når der er problemer. Nu kan man jo godt ”gå sin vej” mentalt, trække sig og ignorere det svære. Det kan være en nødvendig løsning i et kort sekund, hvis man lige skal finde fodfæste igen, for eksempel i en vanskelig konflikt.

En nyttig genvej til mere fællesskab, færre konflikter og mere sjov i dagligdagen er helt bevidst at sætte tid af til at tale om alt det praktiske, der skal klares, ikke mindst hvis man har børn. Ikke så romantisk, men hvem har sagt, at gulvvask overhovedet kan blive sexet? Så hvorfor ikke bare få fordelt flest mulige opgaver helt fast og få aftalt nogle spilleregler for, hvordan uforudsete opgaver varetages? At skændes på 10. år om, hvem der klarer de daglige indkøb, det er da tidsspilde.

En opgavefordeling og gerne også et kort ugentligt familieråd, først bare for far og mor og senere også med en rolle til børnene, er en god måde at forebygge konflikter og skabe fællesskab og skaffe tid til at hvile, feste, arbejde – eller hvad man nu har brug for, sammen og hver for sig. Børnene oplever at have en rolle i at få familiens dagligdag til at fungere, og det vokser de af.

De vokser – som os andre – også af at opleve samtaler, som giver plads for den anden. Det er familierådet et glimrende sted at praktisere. På den måde kan næste generation få den konstruktive, nærværende dialog ind som noget naturligt og som et redskab, de selv kan trække på i konflikter i deres fremtidige parforhold.

For mennesker, der ikke har fået den stilfærdige, bæredygtige konfliktløsning ind med modermælken, kan det heldigvis tillæres som en del af det voksne kærlighedsliv.

I NORGE HAR MAN for nogle år siden indført tvungen mægling for forældre med mindreårige børn, inden en skilsmisse kan bevilges. Formålet er at sikre, at der skabes de bedst mulige aftaler om børnenes liv efter skilsmissen ved at sørge for, at samtalen om det foregår sammen med en neutral og kyndig tredjepart.

Det er en absolut god idé at give mulighed for en konstruktiv dialog om livet som skilsmissefamilie. Måske kunne vi gøre noget beslægtet, men endnu bedre i Danmark. Måske skulle vi give par mulighed for en konstruktiv dialog om livet som familie uden skilsmisse.

Det kan ske som et tvangstiltag i en genindført seperationsperiode eller endnu bedre som et tilbud, man kan gribe ud efter, tidligt i en alvorlig samlivskrise. Jeg tror på det sidste og på styrken i menneskets valgfrihed og dybe trang til at have et varmt og nært parforhold med den nuværende partner, eller hvis alt er prøvet uden held, da med en anden partner.

Respektfulde og strukturerede parsamtaler – med eller uden påtvungne tænkepauser – det er dér, fundamentet for dynamiske, livgivende, varige parforhold styrkes.

Charlotte Bro er psykoterapeut og cand.scient.pol.