Danmark står i en situation, hvor store dele af arbejdsmarkedet efterspørger arbejdskraft.
Manglen på arbejdskraft har allerede nu konsekvenser for vores børn, vores syge og vores ældre. Og for de danske virksomheder, vi stolt fortæller om, når vi rejser udenlands. Det erhvervsliv, der ikke alene finansierer store dele af vores skattefinansierede velfærd, men også vover pelsen i udviklingen af løsninger på de store samfundsudfordringer som den grønne omstilling.
Vi mærker det i øjeblikket i form af de pædagoger, som ikke er der til at opfylde Christiansborgs minimumsnormeringer. De it-specialister, der ikke er der til at udvikle fremtidens brugervenlige løsninger, så man uanset alder og digitale kompetencer kan bestille tid hos lægen uden at frygte for at blive hacket. Og de ingeniører, der mangler til blandt andet at rådgive om bæredygtige byggematerialer, energieffektivitet og genanvendelse.
Behovet for arbejdskraft er allestedsnærværende og ser ikke ud til at aftage. I de kommende år bliver ungdomsårgangene mindre. Først ved udgangen af 2030’erne vil antallet af unge, der er i starten af 20'erne, så småt begynde at stige igen. De kommende år vil der være færre unge til at tage over for de store årgange, der om lidt stempler ud fra arbejdsmarkedet og ind i pensionisttilværelsen.
Det er på den lange bane. På den korte bane vil den opmærksomme avislæser nok have bemærket, at vi sandsynligvis er på vej ind i økonomisk nedgang. Formandskabet for De Økonomiske Råd udgav tidligere i år en rapport om udsigterne for dansk økonomi. Her fremgår det, at beskæftigelsen kan falde med 100.000 personer frem til udgangen af 2023. Recession og øget arbejdsløshed går hånd i hånd. Man kan med det in mente fristes til at tro, at ligningen går op. De ledige kan udfylde de ubesatte stillinger.
Desværre er vores arbejdsmarked bygget op af mere komplekse regnestykker end dem med plus og minus.
For den økonomiske nedtur vil formentlig især ramme de brancher, som er mest følsomme over for udsving i økonomien. For eksempel byggeri, salg og de grupper på arbejdsmarkedet, som trækker på dem med mindst uddannelse. Vi ved af erfaring, at sidstnævnte har det vanskeligst på arbejdsmarkedet under økonomisk smalhals.
Ledige ufaglærte vil ikke fra dag ét kunne besætte de ledige sygeplejerske-, pædagog-, elektriker- og it-specialiststillinger.
Med andre ord: bare fordi vi i en kortere periode i princippet vil være nok til at besætte de ledige stillinger, betyder det ikke, at vi også har kompetencerne.
Behovet for arbejdskraft til at levere velfærdsydelser og grøn omstilling afhænger dertil ikke udelukkende af, om økonomien har med- eller modvind. Vores befolkning består i stigende omfang af ældre med behov for sundhedsydelser, pleje og omsorg. Der er indført lovkrav om minimumsnormeringer i daginstitutionerne fra 2024, ligesom vi de kommende år vil fortsætte elektrificeringen af vores samfund med flere solceller, ladestandere og varmepumper. Læg hertil den tiltagende digitalisering af både den offentlige og den private sektor. Det kræver ikke bare arbejdskraft. Det kræver arbejdskraft med specifikke kompetencer.
Hvilke kompetencer vi konkret kommer til at mangle om 5, 10 eller 15 år og i hvilket omfang, kan ingen dog vide med sikkerhed. Men vi skal vænne os til, at der vil være rift om adskillige faggrupper.
Der er derfor risiko for, at kampen om arbejdskraft bliver en kamp mellem de højest råbende og dem, med de arme, der rækker længst ind i de politiske maskinrum. En kamp mellem de grupper, som er dygtigst til at argumentere for behovet for lige præcis deres faggruppe eller deres dele af arbejdsmarkedet. Men det hænger ikke nødvendigvis sammen med, hvad der er til størst gavn for det danske samfund anno 2030, 2040 eller 2050. Hvor der ganske enkelt ikke vil være arbejdskraft nok til alle.
Den seneste tids stigende energipriser har fået flere til at undersøge, om de kan få solceller og varmepumper. Men der er langt fra tanke til solcelle på taget. Ikke fordi vi mangler solceller. Men fordi vi mangler de faggrupper, som har kompetencerne til at sætte solcellerne op. Måske går der så lang tid, at man helt kommer fra at få de dem sat op.
Som arbejdsgiver er jeg blevet mødt af medarbejdere, som gerne vil ned i tid. Meget ned i tid. De kan ikke forsvare, at deres børn skal være længere tid end højst nødvendigt i institution, fordi manglen på pædagogisk personale er så udbredt.
Det burde få arbejdsgiverorganisationerne til at råbe vagt i gevær, at manglen på pædagoger og lærere er så udbredt i de store byer. Det handler både om arbejdsudbud på den korte bane og om, hvor godt udviklede og uddannede fremtidens generationer bliver.
Og selvom vi sjældent tænker rytmik, bogstavleg og bleskift i samme sætning som Novo Nordisk, Leo Pharma og Lundbeck, ja, så er det nu engang sådan, at de store eksporterhvervs ve og vel har betydning for, om der er økonomi til flere kolleger på gul stue.
Kan lægemiddelindustrien ikke rekruttere tilstrækkeligt med medarbejdere til kerneforretningen – kemiingeniører, it-specialister eller laboranter for eksempel – vil nye produkter til et enormt lukrativt verdensmarked blive udviklet og produceret i andre lande.
Der er selvfølgelig løsninger, som kan begrænse dele af efterspørgslen på arbejdskraft.
For nogle arbejdsopgaver kan og vil vi automatisere med teknologi. For eksempel i produktionen på fremstillingsvirksomheder og i finansbranchen, hvor teknologi i en årrække har medført automatisering af en række arbejdsopgaver.
Nogle steder vil vi skulle fordele arbejdet på flere og nye faggrupper som for eksempel inden for den grønne omstilling, hvor antallet af blandt andet elektrikere og el-installatører slet ikke slår til i den gennemgående elektrificering af vores energiforbrug. Måske der er andre, beslægtede faggrupper, der kan spille en rolle?
Andre steder vil vi skulle importere os ud af problemerne. Altså hente arbejdskraft fra udlandet. Hvilke grupper skal vi gøre hvad med? Er vi for eksempel klar til at hente pædagoger fra andre lande til vores daginstitutioner?
Endelig er der den arbejdskraft, hvor arbejdsopgaverne er af en karakter, der gør, at vi bør insistere på at uddanne den selv. Det kan være faggrupper, der især trækker på det danske sprog og dannelsesidealer, for eksempel lærere og pædagoger.
Indrømmet. Det er uoverskueligt. Jeg sidder heller ikke med et klart overblik over, hvor man skal begynde. Det vil undre mig, hvis samme udfordring ikke også præger dem, der sidder i det politiske maskinrum. Derfor har vi brug for et overblik.
Hvis ikke de kommende år skal præges af en ufrugtbar kamp om de unge, og hvad de skal uddannes til, så er der behov for et organ, der kan bidrage med et sådant overblik. Det kan organet gøre ved at udarbejde løbende, uafhængige analyser af, hvilke kompetencer vi kommer til at mangle. Disse analyser kan være afsæt for at drøfte, hvor manglen er mest kritisk, og hvilke håndtag vi skal skrue på for at ramme de nødvendige balancer.
Det er derfor, vi i Tænketanken DEA sammen med en historisk bred kreds af organisationer har foreslået, at vi nedsætter et kompetenceråd. Der – præcis som De Økonomiske Råd gør det for dansk økonomi – kan levere det uafhængige grundlag, som politikerne kan træffe gode og oplyste beslutninger på basis af.
Lige nu handler debatten om mangel på arbejdskraft i høj grad om arbejdsudbud. Mit håb er, vi går fra at tale om arbejdsudbud til at tale om kompetencer. Ikke bare nu og her. Også om 10 år. Og langt ude i fremtiden. Det vil et kompetenceråd kunne hjælpe os med.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.