Vi har i Tænketanken for Forfulgte Kristne med interesse læst SVM-regeringens regeringsgrundlag. Vi vil som medlemmer af tænketanken ikke blande os i debatten om en særlig dansk helligdag. Til gengæld har vi hæftet os ved, at der i forbindelse med omtalen af folkekirkens særstatus står, at ”samtidig er det afgørende for regeringen, at der skal være frihed til at tro på det, man vil, så længe det sker med fuld respekt for andres ret til det samme”. Det er vi helt enige i.
Religions- og trosfrihed er en menneskerettighed på linje med rettigheder som ytringsfrihed, organisationsfrihed og forsamlingsfrihed. Den er vigtig og uadskillelig fra de øvrige frihedsrettigheder. Den har ikke fyldt så meget i den danske debat som eksempelvis ytringsfriheden, men den er mindst lige så vigtig. Man kan sammenligne den med de kanariefugle, der langt op i det 20. århundrede i deres bure blev bragt med ned i dybet for at beskytte minearbejderne mod forgiftning og død. Dejsede kanariefuglen af pinden, var det med at komme væk. Har religionsfriheden det skidt, vil de øvrige frihedsrettigheder – og dermed menneskers velfærd generelt – også være i fare.
Det var i Uffe Ellemann-Jensens (V) tid som udenrigsminister, at Folketinget i 1988 besluttede, at menneskerettighederne skulle indgå som afgørende kriterier for tildeling af dansk udviklingsbistand. Det førte meget godt med sig. Der kom fokus på kvinders og pigers rettigheder og på god regeringsførelse og frie valg. Det bidrog til kampen mod tortur og hjælpen til dens ofre. Frihedsrettighederne blev operativt integreret i dansk udviklingsbistand og blev en meget væsentlig komponent i dansk udenrigspolitik generelt.
Religions- og trosfriheden kom bare ikke rigtigt med, da frihedsrettighederne i øvrigt holdt deres indtog i dansk udenrigspolitik. Den spillede heller ingen stor rolle i mange år derefter. Danmark er for kristne et smørhul at leve i. Måske har det medvirket til, at der har manglet opmærksomhed omkring, at kristne rundt om i verden dagligt bliver forskelsbehandlet, chikaneret og forfulgt. Mange danskere har mindre kendskab til, at kristne forfølges, end at muslimer bliver forfulgt. Det viste en Megafon-undersøgelse, som Tænketanken for Forfulgte Kristne fik lavet i 2020. Generelt ved de fleste danskere ikke meget om, at mennesker rundt om i verden forfølges på grund af deres religiøse overbevisning, eller fordi de insisterer på deres ret til at være ateister. En stor del af befolkningen kunne ifølge undersøgelsen slet ikke angive lande, hvor religiøs forfølgelse finder sted.
Tænketanken gennemgik i 2021-2022 situationen i 19 lande, hvor kristne forskelsbehandles, chikaneres eller er udsat for direkte forfølgelse på grund af deres tro. Hvor vi var nødt til at foretage et skøn, skønnede vi forsigtigt og konservativt. Undersøgelsen viste, at mindst 10.000 kristne døde på grund af voldelige overgreb i 2020, det år som undersøgelsen omfattede. Mindst 70.000 kristne oplevede bortførelse, voldtægt, tvangsægteskab eller andre overgreb i form af frihedsberøvelse og manglende borgerlige rettigheder. Det samlede antal kristne i disse lande, der oplevede social diskrimination, var hele 310 millioner personer.
Efter mange år, hvor religions- og trosfriheden havde været næsten usynlig i den danske samfundsdebat, skete der noget under de regeringer ledet af Danmarks to seneste statsministre.
Lars Løkke Rasmussen III-regeringen stod i 2018 i spidsen for at få religions- og trosfrihed placeret i dansk udenrigspolitik på linje med de øvrige frihedsrettigheder. Man kan sige, det skete med 30 års forsinkelse.
Det var også et meget væsentligt fremskridt, at denne regering valgte at oprette en lille enhed i Udenrigsministeriet under ledelse af en ambassadør. Enheden for religions- og trosfrihed. Den arbejder ikke mindst med at fremme denne frihedsrettighed i internationale forhandlinger, men har også medvirket til at sikre et godt samarbejde omkring denne rettighed mellem Udenrigsministeriet og en lang række berørte civilsamfundsorganisationer. Vi har i tænketanken fulgt arbejdet i den særlige enhed, vi har glædet os over samarbejdet, og vi er overbeviste om, at der i hvert fald nogle år endnu vil være brug for denne særlige enhed for at sikre den nødvendige opmærksomhed på indsatsen for at værne og fremme religions- og trosfrihed i verden.
Det var et lige så klart fremskridt, at Mette Frederiksens (S) regering efterfølgende stod bag gennemførelsen af den overordnede udviklingsbistandsstrategi, som i 2021 for første gang placerede religions- og trosfriheden på linje med de øvrige frihedsrettigheder i strategien. I samme omgang blev en meget beskeden bevilling – langt under én promille af det samlede bistandsbudget – tildelt Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde.
Det er godt begyndt. Men ikke endnu halvt fuldendt. For ét er den overordnede strategi, noget andet er at få religions- og trosfriheden indtænkt i de konkrete samarbejdsaktiviteter, ikke mindst i Danidas landestrategier. For det er på dette niveau, indsatserne virkeligt batter. Der er også brug for, at en række af de øvrige civilsamfundsorganisationer, som modtager meget betydelige støttemidler til indsatser i verdens fattige lande, får sat tydeligere fokus på religions- og trosfrihed i deres indsatser.
Fremskridtene på det overordnede plan såvel som den fortsat udestående inddragelse af religions- og trosfriheden i de konkrete udviklingsaktiviteter er veldokumenteret i en undersøgelse fra juni 2022. Det var daværende udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S), der satte denne undersøgelse i gang. Også det tjener den tidligere socialdemokratiske regering til ære.
Vi hilser det derfor også velkomment, at SVM-regeringsgrundlaget henviser til, at Danmarks nye udenrigspolitiske strategi også skal omfatte Danmarks værdipolitiske interesser, og at regeringen i 2024 vil initiere ”den næste udviklingspolitiske strategi baseret på menneskerettigheder”.
Disse lovende takter fra de foregående regeringer og SVM-regeringen skal nu følges op. Regeringen har overvældende meget på sin tallerken. Noget har den selv øst op. Andet er blevet solidt plantet på tallerkenen udefra. Krigen i Ukraine er et af omdrejningspunkterne. Det er en krig, hvor en suveræn stat kæmper for at være herre i eget hus. Samtidig er det en kamp til forsvar for en befolknings menneskerettigheder over for en aggressor, som tydeligvis er styret af et andet værdisæt.
Den kommende finanslov vil være et af de første pejlemærker på, hvad regeringsgrundlaget reelt betyder. Vi må håbe, at religions- og trosfriheden i dansk udenrigspolitik og dansk udviklingsbistand ikke drukner i alt det andet, som regeringen med sit flertal i Folketinget gerne vil. Hvad vil Danida konkret gøre med religions- og trosfriheden i forhold til dansk udviklingsbistand i 2023? Hvad vil regeringen gøre med enheden for religions- og trosfrihed i Udenrigsministeriet? Vil flertalsregeringen – der har to af de tidligere regeringers chefer som hovedaktører og Venstre, som traditionelt har været en drivkraft på dette område – sikre et fortsat fokus på at forsvare religions- og trosfriheden herhjemme og ude i verden?
Vi i tænketanken ved, at der er hårdt brug for det. Vi beder om, at det sker – med eller uden en store bededag.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.