I samme uge, hvor et nyt dansk lovforslag blev lanceret, som forbyder "utilbørlig omgang med religiøse genstande", var der i Pakistan håndgribelige eksempler på, at blasfemilovgivning kan blive et instrument i forfølgelsen af kristne.
Efter anklager om blasfemi forsøgte en gruppe vrede indbyggere i Faisalabad i midten af august at få fat i de anklagede kristne Raja Amir og en ven. Ifølge lokale muslimer var de to blevet set rive blade ud af Koranen og smide dem på jorden. På videoer ses islamistiske ekstremister fra det islamistiske parti Tehreek-e-Labbaik opfordre til nedbrænding af kirker. Samtidigt rapporteredes det, at andre muslimske ledere forsøgte at forhindre nedbrændingen. Politiet ser den første dag passivt til under urolighederne, og efter to dages optøjer er 17 kirker og 378 huse blevet nedbrændt, og hundredvis af kristne gjort hjemløse. Politiet har efterfølgende anholdt 120 personer ud over de to mænd, som er anklaget for blasfemi.
På det sociale medie X fortalte kvinder om, at ekstremistiske muslimer havde begået overgreb på dem under kirkeafbrændingerne. Urolighederne har siden bredt sig til andre byer i Pakistan, og i slutningen af august malede ukendte gerningsmænd koranvers på en kirkemur i Karachi. Hvis folk fra kirken fjerner versene, risikerer de lignende anklager for blasfemi, og at scenerne fra Jaranwala kan gentage sig blandt kristne i Karachi. Hvad der begyndte som en blasfemianklage mod to kristne, har således udviklet sig til en række ildspåsættelser, trusler på livet og traumatisering af mange pakistanske kristne.
Pakistan har siden uafhængigheden i 1947 haft en antiblasfemilovgivning. Antallet af anklager og lynchninger såvel som henrettelser har dog først taget fart i de seneste tre årtier i Pakistan og er eksploderet især i provinsen Punjab, hvor Faisalabad ligger – epicenteret for de seneste ugers kirkeafbrændinger efter netop en blasfemianklage. Omkring 1500 personer er blevet anklaget for blasfemi, og 85 er blevet henrettet siden uafhængigheden.
Historien om Asia Bibi, som Tænketanken for Forfulgte Kristne inviterede til Danmark i foråret 2022, viser det dybt problematiske i Pakistans blasfemilovgivning. Hun sad et årti fængslet for anklager om blasfemi i en sag, der begyndte med en disput om drikkevand mellem en gruppe landarbejdere, og førte til anklagen mod Asia Bibi for bespottelse af profeten og for at drikke af samme kop som de andre arbejdere.
I stedet for at afskrække fra blasfemi er Pakistans antiblasfemilovgivning i de seneste 30 år ofte blevet et værktøj i hænderne på ekstremistiske muslimer. For dem, der anklagede Asia Bibi og Raja Amir, indebærer anklagerne en minimal risiko. Med blasfemilovgivningen i hånden har ekstremistiske kræfter og pøblen udøvet selvtægt. Spørgsmålet er nu, om Pakistans politikere har modet til at tage dette værktøj ud af hænderne på ekstremister og sikre minoriteter mod ubegrundede blasfemianklager og selvtægt.
Peter Fischer-Møller er formand for Tænketanken for Forfulgte Kristne og tidligere biskop i Roskilde.