Prøv avisen
Debat

Forfatter: Omsorg for vores børn er den vigtigste kvindekamp

Lad os bruge 8. marts i år sammen med børnene. Tag barnet ud af institution. Fortæl institutionen og dit netværk, hvorfor du gør det ved at bruge hashtagget #TagBørneneHjem, skriver journalist og forfatter Karen Lumholt.

Kampen for børnenes trivsel er måske den vigtigste kamp at kæmpe i dag, hvor arbejdsmarkedet er blevet Gud og menneskers trivsel trængt i baggrunden. Nogen må give børnene stemme. Kvinder lider i forvejen på børnenes vegne – så lad os tale børnenes sag, skriver journalist og forfatter Karen Lumholt

Forleden måtte en institution i København lukke. 22 vuggestuebørn var alene med én ansat. Når et samfund i den grad underprioriterer omsorgen for de mindste – stuver dem sammen fra de er ét år i underbemandede, overfyldte institutioner, overladt til pressede pædagoger og skiftende vikarer – så er der mange ofre. Børnene er ofre. De ansatte, som kæmper for at slukke brande, er ofre. Men, som verden er skruet sammen i dag, er kvinderne i høj grad også ofre. Kvinder lægger sig syge og går ned med flaget. Følelsen af utilstrækkelighed – af at svigte både derhjemme og ude – knækker dem.

Pædagoger tager ofte ansvar for dobbelt så mange børn, som det er forsvarligt. Utrygge og triste et-årige, der endnu ikke kan gå eller tale, sidder alt for tit overladt til andre et-årige, der også savner omsorg.

Det er et stort og kollektivt bedrag, at dette er i børnenes interesse. Børn på et-to år har brug for få, kendte voksne – og for omsorg. De udvikler sig hverken følelsesmæssigt eller kognitivt som de skal, hvis de hver dag er stressede eller triste. Vi ved det fra udviklingspsykologerne. De har sagt det i årevis. Ingen hører dem.

Det er værst for de mindste børn, for de følsomme børn og for de i forvejen udsatte. Forladthedsfølelsen vendes indad. Når de når skolealderen, slår den ud som psykisk mistrivsel. Vi ved det. Tallene fra børne- og ungdomspsykiatrien taler tydeligt. Ingenting sker.

Den kontrakt, vi indgik som samfund i 1970’erne om at vi forældre passer vores arbejde, mens samfundet tager sig godt af vores børn, er brudt. Som forholdene har udviklet sig, hvor kvantitet i stigende grad afløser kvalitet siden slut-80’erne, kan vi ikke længere have tillid til den samfundsmodel, hvor ni ud af ti børn er i institution otte timer hver dag fra de er ét år.

Danmark har verdensrekord i institutionalisering af børn. Det kræver kvalitet. Det har vi ikke mere. Det er ikke pædagogernes skyld. Vi elsker vore pædagoger – de kæmper hver eneste time året rundt for vores børn. Men bureaukratiet bliver bare større for hver politisk børnepakke. Pædagogerne sendes til møder og kurser og ind foran computeren. Muligheden for rent faktisk at give børnene omsorg en til en bliver tilsvarende mindre.

Den 8. marts er det kvindernes internationale kampdag. Her kan vi som kvinder i protest tage vore børn ud af institution. Vi, der kan, må gøre det. Også på vegne af dem, der ikke kan.

Men – er kampen for omsorg for vore mindste ikke en fællessag for alle – både mænd og kvinder? Jo. Det er i den grad en sag for hele samfundet. Men det er ogå en kvindesag, fordi:

Stress, depression og angst rammer især kvinder. Især yngre kvinder går ned med stress. Kvinder tager barns første syge- og omsorgsdage i to ud af tre tilfælde.

Kvinder vælger brancher, hvor overenskomsterne er mere børnevenlige, og stillinger, som er mindre krævende. Formentlig fordi de vil være (nogen skal være) til rådighed for familiens trivsel. Børn fylder for kvinder. Det er et faktum, hvad enten man kan lide det eller ej. Det betyder, at kvinder i Danmark går markant ned i løn, når de får børn, mens mænd bevarer status quo.

Det siger sig selv, at når mange børn lider under dårlige normeringer i institutionerne, er der mange mødre, der overvejer at forlade arbejdsmarkedet – helt eller delvist. For at få ro i sjælen.

At forlade arbejdsmarkedet – er det ikke det værste, vi som kvinder kan true med? Jamen, så lad os da true med det, hvis det er det, der skal til!

Kampen for børnenes trivsel er måske den vigtigste kamp at kæmpe i dag, hvor arbejdsmarkedet er blevet Gud og menneskers trivsel trængt i baggrunden. Nogen må give børnene stemme. Kvinder lider i forvejen på børnenes vegne – så lad os tale børnenes sag!

Heldigvis bakker de allerfleste mænd op. Jo yngre fædre er i dag, des mere stiller de sig til rådighed for børnene. Det ved vi fra undersøgelser. Så det er et spørgsmål om tid, før vi har ligestilling på omsorgsområdet. Men vi har det ikke endnu. Og ikke før, vi som samfund har forstået, hvor vigtig omsorgen for de mindste er.

Derfor – lad os bruge 8. marts i år sammen med børnene. Tag barnet ud af institution. Fortæl institutionen og dit netværk, hvorfor du gør det ved at bruge hashtagget #TagBørneneHjem. Læg billeder af din 8. marts på de sociale medier. Det er kvindekamp med mændene, for børnene og for at kvinder skal blive mindre syge, belastede og stressede.

Karen Lumholt er journalist og forfatter.