Ved synet af søskendeflokken omkring prins Christian i anledning af dennes konfirmation i lørdags, meldte en tanke sig. Hvad skal disse mennesker en dag lave? Hvis planen holder, er det kun Christian selv, der engang bliver regent, mens de øvrige skal finde på noget andet at bestille, hvilket vi ved kan være svært.
I England har den yngste, prins Harry, forladt landet, og i den forgangne uge stjal vor egen prins Joachim en stor del af rampelyset med et interview i et fransk magasin. Her talte prins Joachim om besværet ved at være nummer to og understregede, at der jo ikke findes en manual for dén, der fødes ind i kongehuset uden en indlysende funktion. Man kan diskutere, om en så lille udtalelse bør have så stor opmærksomhed, men ordene kobles jo straks sammen med prins Joachims far, prins Henrik, og hans legendariske utilfredshed med egen position.
Følgen er da også, at man rundt omkring fornemmer en reaktion i stil med, at nej, nu orker vi altså ikke at høre mere om det. Der er noget dybt irriterende ved prins Joachims udtalelser, og endnu værre er hans opbakning til prins Harry, som han hylder for at have fulgt sit hjerte. Stop så. Nok fremstår det kongelige liv ikke ubetinget misundelsesværdigt, men hvis de ligefrem begynder at rose hinanden for at skride fra det hele, har vi et problem.
Sagen er også, at prins Joachim med ordene om at være begrænset og samtidig dømt til selv at skabe livsindhold synes at glemme, at denne verden er fyldt med mennesker, der ikke bare kan realisere den tilværelse, de drømmer om. Afsavn og tabte visioner er en almen erfaring, og den kongelige klagesang repræsenterer en vis blindhed for livets vilkår.
Ingen af os kommer til verden med en nedfældet beskrivelse af meningen med det hele, og mens nogle må spekulere over den på et arbejde, der nedslider dem fysisk og måske føles ret tomt, kan prins Joachim spekulere over det i smukke rammer og helt uden bekymring for, hvordan familien skal forsørges. Endnu mere mærkelige er prinsens udtalelser set i lyset af, at han jo faktisk efterhånden har manifesteret sig godt. Han er blevet anerkendt som tv-formidler af dansk historie, han formulerede sig i portrætprogrammet ”Den anden prins – Joachim” særdeles fornuftigt angående dette at fungere som opbakning til Kronprinsen, og han er flyttet til Paris og arbejder her som forsvarsattaché.
Det virker en kende malplaceret at begynde at skabe uro i familien nu, men lad os gribe det som en påmindelse om, at der for monarkiets skyld skal gøres nogle kloge tanker angående den store børneflok, der nu vokser op til et kongeligt liv uden en klar definition. Journalister vil elske at høre om deres frustrationer ved at være sat i en tilværelse, hvor man på samfundets første klasse ikke ved, hvad man skal stille op med sig selv. Det er en god historie for de kulørte medier, men den er elendig for kongehuset og bør tages i opløbet. Det vil sige nu. Vi er allerede nået til den første konfirmation.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.