De kommer ind og sætter sig. Befrier sig fra frakker og halstørklæder og deres små tasker med bøger og tegnesager, og nogle gange ryger støvlerne også af. Bedeslagene lyder. Orglet sætter i gang. Roen falder over dem. Skuldrene sænkes. Fordybelsen (eller nogle ville sige kedsomheden) starter, da indgangsbønnens ord lyder.
Den næste times tid er der ingen forstyrrelser ud over de gange, de skal rejse sig og sætte sig igen. Når der er altergang, løber den mindste glad op ad kirkegulvet og kaster sig ned på knæfaldet. Den ældste og deres far kommer også til, og nu knæler de alle tre sammen ved knæfaldet. Sammen med de andre altergæster med hænderne rakt frem, formet som små skåle – det har deres far lært dem. Klar til at modtage nadveren. Det er mine døtre, hvis liv har været præget af ugentlig kirkegang det meste af deres liv.
Bevares, det har ikke altid været lutter idyl. Slet ikke for min mand, som har skullet holde styr på to små, snakkende piger. Sommetider var en tørstig, en skulle tisse, en slog sig og begyndte at græde, de kom op at skændes, eller de kunne ikke sidde stille. En var modvillig, en anden sur. Nu er de i den alder, hvor de prøver at slippe indimellem, men med kommer de, og tegneriet er for den ældstes vedkommende afløst af mere voksen kirkegængeradfærd.
Men hvor er der – for begges vedkommende – kommet nogle eventyrlige tegninger ud af de søndag formiddage. Sommetider inspireret af det, de små ører hører, sommetider af alterbilledet, og sommetider er de omkringsiddende blevet portrætteret.
Man skal ikke tage fejl. Meget kan nedfælde sig i et barnesind. Selvom det synes optaget af at tegne. Det har jeg måttet sande mange gange, når pigerne har suppleret de historier fra Bibelen, jeg har fortalt derhjemme. ”Hvor vidste I det fra?”, spurgte jeg. ”Det har du da fortalt, mor,” svarer de så.
Man hører så tit, at den almindelige søndagsgudstjeneste ikke er særlig børnevenlig. Men det er jeg faktisk ikke enig i. Jeg er enig i, at det ikke altid er ”venligt” eller nemt for den forælder, der skal holde styr på særligt førskolebørn, men jeg tror, det er overordentligt godt for børnene at være med til en almindelig gudstjeneste. Og anstrengelserne med de små børn kommer tifold tilbage. Kirkegang opøver koncentra tion, ro, kreativitet og sangstemme.
Man tager selvfølgelig grundlæggende sit barn med i kirke for, at også barnet kan få velsignelsen, lyset og livet. Men der er også en anden god grund til at gøre det, synes jeg. Der er efterhånden så få steder tilbage, hvor børn kan være en del af deres forældres liv eller af et voksenliv, hvor barnet lærer noget ved at følge med den voksne.
Vi ved, at en af de måder, børn lærer på, er ved at iagttage, hvad andre gør – primært selvfølgelig, hvad voksne eller større børn gør. Børn lærer at efterligne handlinger, før de lærer at tale.
Men hvor skal børn lære det efterhånden, når de kun er sammen med jævnaldrende de fleste af døgnets timer i dertil indrettede institutioner afskærmet fra de voksnes liv?
Børn er ikke med deres forældre på arbejde mere, de hjælper måske ikke engang til med arbejdet i hjemmet. Eller i haven, eller på værkstedet. Måske er der ikke engang nogen hjemme.
Når der så er ferie, er museer og andre institutioner ude at annoncere for oplevelser for børn. Der er også børnevenlige restauranter, og der findes børnevenlige ferier. Det er smart, for så behøver folk uden børn ikke trækkes med uopdragne unger, og forældre behøver ikke lære deres børn at gebærde sig i de voksnes verden.
Men har børn altid godt af, at alting altid skal være i indrettet mod dem? Hvordan skal da de lære at opføre sig som voksne? Hvad skal de stræbe efter? Hvem skal de efterligne?
At tage sit barn med sig i kirke giver barnet et afbræk fra konstant at blive stimuleret, underholdt og gjort ved i børnehøjde. Det skærmer barnet for kedsomhedsknapper og konstante input og forstyrrelser fra en stadig mere larmende verden.
Det giver kontinuitet, for med tiden lærer barnet, hvad der skal foregå denne time hver uge, og begiver sig ind under den gentagelse, gudstjenesten er, og det giver barnet mulighed for at møde de voksnes verden for en stund. Der er få steder tilbage, hvor man kan det. Gudstjenesten om søndagen er en af dem.
Nana Hauge er valgmenighedspræst i Høve og Havrebjerg.