Prøv avisen
Refleksion

Tag etikken tilbage, men lad være med at kalde det næstekærlighed

Illustration: Peter M. Jensen

Det er ikke sådan, at enten kan vi ophæve arvesynden og indrette samfundet efter næstekærlighedsbuddet, eller også hersker alles kamp mod alle. Der gives en tredje mulighed. Og den tredje mulighed hedder etik, skriver Sørine Gotfredsen

”TAG ETIKKEN TILBAGE” er titlen på en lille bog, som jeg har bidraget til, og som Kristeligt Dagblad anmeldte den 11. september. 

Anmelderen sympatiserer med forfatternes forehavende, men nævner til sidst, at vi da vist har glemt arvesynden, hvis vi tror, vi kan ændre verdens skæve gang ved at appellere til etisk ansvarlighed.

Så naive er vi nu heller ikke. Men vi gør gældende, at der er forskel på et samfund uden etik og et samfund med etik.

Og vi ser mange tegn på, at etikken er trængt af konkurrencestatens ensidige fokus på materiel vækst og dens reduktion af tilværelsen til en kampplads, hvor enhver er sin egen lykkes smed. Dette sidste ligger jo i selve ordet konkurrence.

Arvesynden er ganske rigtigt uudryddelig. Men deraf følger ikke, at livet i samfundet så er udleveret til jungleloven.

Det er ikke sådan, at enten kan vi ophæve arvesynden og indrette samfundet efter næstekærlighedsbuddet, eller også hersker alles kamp mod alle. Der gives en tredje mulighed. Og den tredje mulighed hedder etik.

JESUS BYDER OS at elske vores næste, herunder den fremmede, ja, ligefrem vores fjende (Matt. 5, 44-45)! Ja, men det kan jo ikke lade sig gøre. I den sidste ende er vi os selv nærmest, og vi kan ikke med en viljesakt elske vores fjende. Kærlighedsbuddet er uopfyldeligt. Og det vidste Jesus naturligvis godt.

Men hvorfor sagde han det så? Luthers svar var: Fordi vi trænger til at erkende, at vi netop er os selv nærmest, og angre det og bede om Vorherres nådige forladelse.

I luthersk sprogbrug kalder man dette ”lovens pædagogiske eller teologiske brug”. Vi kan oversætte ”loven” med ”kærlighedsbuddet” eller ”den etiske fordring”.

Men hos Luther betød det så netop ikke, at tilværelsen lå åben for den stærkeres ret, jungleloven, alles kamp mod alle. Vi kan ikke regulere samfundet med kærlighedsbuddet. Men deraf følger der ikke et alt eller intet. Det næstbedste er - etik!

Etik hedder hos Luther ”lovens borgerlige brug” - ”borgerlig” betyder her ”samfundsmæssig”. Vorherre tænker så at sige: Beklageligvis kan vi ikke få det bedste, kærlighedens gerninger. Så må vi, så længe syndens verden består, nøjes med det næstbedste.

Så må vi nøde eller tvinge selviske mennesker til at gøre gerninger, der tjener til næstens gavn, selvom de kun gør det modvilligt.

Etikken, loven i den borgerlige brug, beskytter de svage mod de stærke, herunder klima og natur. Og ja, flygtninge! Den modvirker alles kamp mod alle, den bekæmper tendenser til, at samfundet forfalder til junglelovens stade.

LOVENS BORGERLIGE BRUG og dens teologiske brug har forskelligt fokus. I dens teologiske brug fokuseres der på den enkeltes sindelag.

Sindelaget er selvisk, derfor skærper Jesus lovens krav helt ud til det uopfyldelige, så vor hårdhjertethed kan blødes op i angeren, hvor vi tyr til Guds nåde.

I lovens borgerlige brug er fokus på handlingsresultaterne. Hårde hjerter kan nødes eller tvinges til gerninger, som er gode og gavnlige, selvom de gøres modvilligt.

Et meget nøgternt eksempel: De fleste af os betaler næppe vores skat med synderlig glæde. Men vi er i fællesskab blevet enige om at gøre det strafbart ikke at gøre det.

Så er der bragt etik ind i samfundsordenen, samtidig med at vi er helt bevidst om, at arvesynden er uudryddelig. Vi har indset, at det også tjener os selv bedst, for der skal skat til, for at vi har veje at køre på, skoler til vore børn og hospitaler, hvor vi kan blive behandlet, hvis vi bliver syge.

Hertil kommer, at der er noget, der hedder anstændighed. Vi vil gerne kunne se os selv i øjnene og respekteres for det. Vi prøver at leve hæderligt og ansvarligt.

Også det er at følge loven i dens borgerlige brug. Det får for eksempel mange mennesker til at give penge til nødhjælp og u-landshjælp - eller hjælpe flygtninge.

Det er forkert at kalde dette næstekærlighed - og hvad det angår, burde i hvert fald præster vide bedre. Vi giver jo af vores overflod. Og det er dybest set for vores egen skyld, vi gør det - eller rettere: Der er harmoni mellem, at det hjælper andre, og at vi synes, vi er ordentlige mennesker.

Det er en klog og altruistisk selviskhed. Selviskheden spændes for det godes vogn. Det er synderens anstændighed.

I den rå liberalisme, som trivedes i Wall Street op til 2008, og som igen synes at stikke næsen frem, er etisk regulering af økonomien en uting.

Der påstår man, at egoismen er den bedste drivkraft for samfundsudviklingen, for da får alle det bedre, selv bunden i samfundet, de fattigste.

Men samfund, der følger disse forestillinger, vil være hærget af kynisme, ulighed og manglende sammenhængskraft, stress, angstlidelser og depressioner - som der er stærke og tydelige tendenser til i den udvikling, der pågår nu.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er angst i dag så udbredt, at det årligt koster samfundet et produktionstab på 8,6 milliarder kroner plus en kvart milliard kroner til medicin - og værst: umådelig megen lidelse.

Her råber vi forfattere til bogen: Giv agt! Tag etikken tilbage i samfundsstrukturen! Nogle af os gør det med baggrund i Luthers lære om lovens to brug.

Et samfund kan ikke bestå i denne syndige verden uden etisk regulering og etiske strukturer, givet via etisk lovgivning og givet med syndige, men anstændige menneskers moral.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd, Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen