MANGE DANSKERE SYNES, at Danmark burde tage imod flere syriske flygtninge end de 20.000, vi modtog i 2015 og de sikkert 25.000, vi vil modtage i år. Eller også mener de, at ”vi” i det mindste burde vise større menneskelig varme og velkomstånd over for dem, vi har modtaget.
Det sidste er jeg selv enig i. Det første er jeg derimod uenig i. Det er allerede tale om et stort antal, og det er allerede nu svært at finde nok boliger uden at behandle boligsøgende, skattebetalende danske borgere uretfærdigt og urimeligt.
Det vil også blive en stor udfordring for dem og os at finde job til dem. Og integrationsprocessen tegner ikke til at blive lettere for denne gruppe end for tidligere flygtninge fra denne del af verden. Nogle af dem vil klare sig godt og hurtigt i det danske samfund. Men en meget stor andel vil gå en fremtid på offentlig forsørgelse i møde.
Det nytter derfor ikke, at nogle påstår, at ”denne gang vil det gå anderledes, hvis vi bare vil”. Det er både uansvarligt og et udtryk for en farlig form for ønsketænkning, som har karakter af den slags utopisme, som tidligere i verdenshistorien har medført meget ondt.
Der vil under alle omstændigheder blive tale om, at borgerne må forvente betydeligt lavere offentlig velfærd. Hvis antallet fortsætter - selv i den nuværende størrelsesorden - vil det blive svært at opretholde den nuværende samfundsmodel.
Så går vi mod en samfundsorden med meget større social ulighed og fattigdom end i dag. Derfor er jeg en af dem, der påskønner de ”realistiske” holdninger blandt socialdemokrater som Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen og senest også Carsten Koch.
Til gengæld må vi sørge for at behandle dem, vi har taget imod, som velkomne gæster og måske fremtidige medborgere. Sådan som man gør i Canada.
Mange velmenende mennesker fremhæver for tiden netop canadierne som forbilleder for et folk, hvor man behandler flygtninge ”anstændigt”. Derfor har jeg et konkret forslag: Var det måske en idé at tilbyde civilsamfundet - det vil sige private borgere, foreninger og andre institutioner - at bidrage ved at sponsere en del af de syriske flygtninge?
Sådan en ordning har man i Canada. Af de 25.000, som Canada har udvalgt, vil de 10.000 blive betalt for af sponsorer i det første år. Herhjemme vil det betyde de første tre år. Desuden vil jeg foreslå at lade det civile samfund tage større ansvar for integrationen af flygtninge og indvandrere. Igen på canadisk forbillede.
Mine forslag vil dog næppe have nogen gang på jorden, indrømmer jeg. Inden for en liberal samfundsmodel som den canadiske kan det lade sig gøre, fordi der her er en tradition for, at private velgørende organisationer og filantroper bidrager aktivt til socialt arbejde.
Der er også en tradition for, at private virksomheder eller en gruppe af borgere sponserer indvandrere i deres første år i Canada. Men herhjemme tager mange for givet, at ”fællesskabet”, altså det offentlige, har ansvar for alt og derfor skal betale for det. Men den holdning må vi nok forholde os lidt mere kritisk over for.
Hvorfor skulle ikke også vi tillade velmenende og idealistiske borgere at bidrage på en konkret måde og ikke blot gennem gratis debatindlæg på hele Danmarks vegne?
I øvrigt mener jeg, at flygtningeproblemet ikke kan løses af den enkelte stat, men kun gennem mellemstatsligt samarbejde, investeringer i flygtningelejre i nærområderne, politisk pres for en fredsaftale, hjælp til økonomisk udvikling og bekæmpelse af korruption samt en stabilisering af skrøbelige stater, der får deres borgere til at migrere.
Michael Böss er historiker, lektor og samfundsforsker ved Aarhus Universitet