Prøv avisen
Debat

En gymnasieelevs råd til sin generation: Tag jer god tid, og husk at koble fra

Gymnasieelev Christoffer Koch Andersen: ”Lad lektierne ligge, sluk telefonen og gå en tur.” – Privatfoto.

Udbrændthed, stress og angst præger et ungdomsliv, som burde være fyldt med gåpåmod. Kristeligt Dagblad har bedt tre gymnasieelever, der tidligere har beskrevet ungdomslivets udfordringer i avisen, om at give gode råd til generationen, som kaldes sårbar. Her følger et af indlæggene

For det første skal I huske at passe på jer selv. For at kunne fungere ordentligt i en uddannelsesmæssig sammenhæng er det vigtigt også at have fokus på sit helbred frem for altid at have fokus på de høje, tocifrede karakterer.

Man skal ikke underminere betydningen af en god nats søvn og en nærende kost, for disse to faktorer kombineret er med til at øge præstationen samt det personlige velvære.

Hvis de basale behov ikke er opfyldt, vil dette udelukkende have en yderligere stressende indvirkning på både helbred, koncentrationsevne og oplagtheden generelt set. Når den rette prioritering er lært, kan det hele nås.

For det andet skal I huske at tage jer god tid. En kæmpe misforståelse blandt unge mennesker er tanken om, at en lav karakter ødelægger fremtidsmulighederne.

Én karakter er ikke altafgørende for fremtiden, og fremtiden indeholder utallige muligheder, som bare venter på at blive udforsket. Det samme gør forskellige aspekter af verden, der venter på at blive opdaget. Tag jer god tid. Beslutningen skal ikke træffes på én dag.

For det tredje vil jeg sige: Sæt læring over karakterer. I uddannelsesprocessen skal man huske på, at man samtidig skal bevare sig selv. Læringen – den dannelse man får ud af skolearbejdet – bør blive bragt mere i fokus, selvom det ikke udmunder i et 12-tal. Læringen, man har fået ud af sit arbejde, er det, der danner rammerne for at blive dygtigere.

Her fungerer karakteren som en målestok, men den kan ikke altid indikere omfanget af dannelse. Husk på, at en opgave til et 4-tal ikke er ensbetydende med, at man ikke har reflekteret over udførelsen og har undladt at gøre en indsats.

For det fjerede og sidste: Hvis det står helt slemt til, så tillad jer selv at tage en fridag fra det hele. Lad lektierne ligge, sluk telefonen og gå en tur. Snus noget frisk luft ind og rens tankerne – det virker.

Christoffer Koch Andersen er gymnasieelev.