”Tag jer i agt for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve”.
Sådan lyder en berømt advarsel fra Jesu mund. Med dette forlæg og efter at have set DR2’s komediedrama ”Guru” med Simon Kvamm kunne man tilføje: ”Tag let på de smarte profeter, som kommer til jer i vismandsklæder, men indeni er tomme kar”.
Hvad skal man ellers mene om lifecoach Andreas Mertz, denne stortalende narrehat, fuld af blålys og lamperøg, som vender tilbage til Silkeborg for at lære barndomsbyen ”At gå selv”. Det er Simon Kvamm, som spiller Andreas Mertz, og det er, hvad en af mine venner ville kalde god humor. God humor er virkelighedsnær humor, som tager tidens dårskab og menneskers særheder på kornet, og coaching-tendensen er et oplagt offer. Oprindeligt coach er jo bare det engelske ord for en sportstræner, og det er en respektabel aktivitet eller profession, men at anskue hele livet under sportens fortegn er, for at sige det pænt, overmodigt.
Vi er efterhånden mange, som i den ene eller anden sammenhæng har siddet og hørt på et af disse overbetalte tågehorn, der serverer banaliteter som guldkorn, mens vi har tegnet kruseduller på mødeindkaldelsen og tænkt på frokosten. Jeg har i hvert fald. Når jeg hører ordet coach, tænker jeg uvilkårligt: En fis i en hornlygte. Det er helt klart en fordom, som ikke træffer alle, men en indgroet fordom er baseret på tidligere domme.
Men Andreas Mertz er andet end latterlig og irriterende, han er også en tragisk skikkelse. Og før man sætter sig alt for godt til rette på den høje hest, så er det værd ikke at gå selv, men i sig selv. I de tusind muligheders tid er det svært helt at undgå spørgsmålet, om vi nu også har udnyttet vores potentiale? Om vi er gået glip og bag om valsen? Om vi får nok ud af livet heller har slået os til tåls og søvndyssende ro? Som Andreas Mertz siger det til barndomsvennen Ralf: ”Fint nok. Det er simpelthen for middelmådigt til mig”.
Det er den eksistentielle stundeløsheds forbandelse, som karikeres i ”Guru”, men der er også en hjerteskærende ensomhed. Som Andreas Mertzs egen coach Master Fenn, spillet af Frederik Celius, lærer ham at synge: ”Jeg er altid alene”.
Der er kostelige scener og replikker i ”Guru”, og man overraskes ikke over, at Simon Kvamms ven Svend Brinkmann har været med til at skabe serien. ”Guru” indbyder i hvert fald til at sætte nejhatten på sned og give pokker i navlepillende selvhjælpsfilosofi.
Andreas Mertzs omgang med sine disciple, eller skulle man sige ofre, minder om et andet bibelord: ”Når en blind leder en blind, falder de begge i grøften”. Skal man ikke falde, skal man stå på et bedre fundament end sig selv og par rappe sportsslogans. Som Simon Kvamm selv har sagt det: ”Skal jeg søge råd et sted, så lad mig gøre det hos noget, der er mindst 500 år gammelt. I skrifter og tanker, som har en vis anciennitet”.
Ikke den ringeste anbefaling. Årgangstanker smager af mere.
Jesper Bacher er sognepræst.