Kære missionsfolk
Jeg læser, at I vil lave en underskriftindsamling mod homoseksuelle vielser. Selve den konkrete sag ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg forholder mig til. Når en sag konkretiseres, som det er tilfældet her og bliver noget udvendigt politisk (her kirkepolitisk) og et spørgsmål om ja eller nej til bestemte foreteelser, er der så mange udlægninger og tolkninger i det, at det bliver noget udvendigt og mangesidigt og et stykke magtkamp også.
For mig er selve spøgsmålet om vielse af homoseksuelle i kirken eller ej ikke det store spørgsmål. Hvis det grundlæggende i holdningen var afklaret, kunne der sagtens findes gode praktiske løsninger. Det er i det grundlæggende, i det menneskelige og kristelige, det brænder på.
Jeg er fra et missionshjem, som det tog sig ud i 1940'ernes Danmark og langt ude på landet. Og jeg opdagede efterhånden med gru og glæde, at jeg var bøsse. Jeg accepterede det selvfølgelig ikke, fordi det var der ingen rigtig mulighed for der og dengang, men inderst et sted vidste jeg det alligevel. Jeg bestræbte mig på at være almindelig, og det vil sige lige som de fleste var. Og det lykkedes (selvfølgelig) over for mine omgivelser (i hvert fald de allerfleste) og til tider endda også over for mig selv.
Da jeg - noget presset både ude - og inde - og hjemmefra - giftede mig med den sødeste pige, der kunne findes dengang, troede jeg selv på, at det både var rigtigt, og at det var muligheden. Hvis man kan tale om noget indvendigt udvendigt, når det hele roder lidt, var jeg endda taknemlig for den mulighed, jeg fik og greb.
Det har nok været svært at styre, men det glemte jeg så temmelig tit. Jeg havde travlt. Jeg glemte også, at det jeg gjorde udadtil på en måde var bedrageri og hykleri, som jo aldrig kunne blive gyldigt lige meget, hvor meget jeg anstrengte mig, og hvor godt det lykkedes for mig.
Som årene gik, var der en tanke, der fik mere og mere plads i mig. Den kom nok dels med alderen: Ja, du kan måske leve sådan, som folk helst vil have det og endda have rimelig succes med det, men du kan ikke dø sådan. Du kan ikke være bekendt over for din Gud og skaber (Jeg har vist altid været et religiøst gemyt) at dø, uden at du har forsøgt at leve med de gaver, som du har fået givet. Du kan ikke grave det ned, du nu fik overladt. Du kan ikke aflevere et uegentligt liv.(På den dommens dag, man måske forestiller sig, måske (bare) stillet over for sin egen dom.) Et uegentligt liv, hvor du ikke har taget ordentligt imod de talenter, du fik, og derfor heller ikke kan aflevere noget nogen steder, er vist den værste forbrydelse (eller synd) mod et givet liv. Det bliver ikke engang en tragedie, men en tom parentes om ingenting. Du bliver nødt til at leve dit liv for at kunne dø.
Jeg var heldig på så mange måder (eller der blev taget vare på mig og mine omgivelser ud over alle grænser, religiøst formuleret, og det gør der stadigvæk, tror jeg). Tiden og samfundet havde arbejdet sig frem, så man nu vidste noget om homoseksualitet, og nogen, der var modigere end mig og måske havde bedre forudsætninger, havde turdet drage konsekvenser af den viden. Lige som i sin tid kvinderne fik mulighed for at komme til bevidsthed, fik vi det nu. Ikke på samme måde som dem, og en minoritet bliver ved at være en minoritet, men alligevel. Det lignede på mange måder. Der var kommet mere overblik. Jeg kendte konsekvenserne, sådan da.
Så sprang jeg ud i det. Nej, jeg sprang ikke. Langtfra. Jeg vovede mig ud, lige så forsigtigt. Ikke fordi jeg ville det nu, men fordi jeg ville kunne det nu. For første gang i tilværelsen opdagede jeg, at jeg virkelig kunne elske. At jeg var et rigtigt menneske. Jo, lige så rigtig og lige så forkert et menneske som alle de andre, der havde fået den gave at kunne elske. Den største gave, Gud har givet os, for gennem den kærlighed kan vi komme til at ane, hvad Gud og kærligheden er. Det er den bedste og største opdagelse i mit liv.
Det er her et sted det store spørgsmål, som missionsfolkene nu sender til underskriftindsamling, har sin kerne. Det er sagen. Ikke så meget i formuleringer og forskellige forslag. Det er allermest et spørgsmål om den hjertelige og overbevisende accept som alle i umindelige tider undertrykte har brug for. Så det bliver muligt at rejse sig, løfte hovedet og tage mod livet, som det nu er givet. Det er det afgørende for alle parter. Og vil vise livsdueligheden eller det modsatte. Og selvfølgelig er det ikke let for heteroseksuelle at nå dertil.
De skriftbegrundelser, som gives, tror jeg ikke er gyldige grunde. Der er skriftbegrundelser for så mange undertrykkende fænomener og sager både i Det gamle og Det ny Testamente , fordi ethvert skrift også er barn af sin tid. Holder man sig der, går livet i stå, indenfor og udenfor. Livet må være til stede. Det er det, Jesus fortalte, og det han levede og søger at fortælle os.
@-Brødtekst.u-indryk:
@-Brødtekst:PS: Jeg var i nærheden af 50 år, da jeg første gang fik mod til at skrive en forelskelsessang til ham, jeg elskede (han er død nu) : "Du kom med alt det der var dig." Jeg listede den ind i et stykke umuligt dramatik om Klods Hans (han var jo også umulig). Den er blevet en af de mest folkekære sange i løbet af årene siden (også på grund af en god melodi) og har overbevist mig om, at kærligheden (som gudgivet fænomen) er akkurat den samme.
Den er vist snart i alle sangbøger, den er skåret i parkbænke, sat i dødsannoncer og på gravsten, bruges til bryllupper og begravelser, og folk ( heteroer og homoer) i massevis kan vers af den udenad, så jeg er ikke mere i tvivl om, at den kærlighed er lige så god og altså gyldig nok. Og det er man så taknemlig over.
@-Brødtekst.u-indryk:
@-Infotekst.8.:Jens Rosendal,
Ballum.