Hvor er det ærgerligt, at sognepræst Anders Skaanning Andersen bruger sin energi på at pege på udfordringer, han ikke selv oplever. For som han skriver i et debatindlæg, har han selv dybt kompetente medlemmer i sine råd. Det ville da være langt mere konstruktivt, hvis han brugte krudtet på at fortælle om alle de gode ting, de opnår– det gode samarbejde og deres interessante initiativer. Det kunne give inspiration til andre.
Men Skaanning Andersen vil hellere fokusere på problemer i andre sogne, og når Birgitte Pedersen, formand for menighedsrådet i Tranbjerg Sogn, tager til genmæle over for hans grove generaliseringer med et indlæg i Kristeligt Dagblad den 10. marts, affærdiger Skaanning Andersen hende i et efterfølgende svar med, at hun må være undtagelsen, der bekræfter reglen. Skaanning Andersen beskylder hende for at negligere arbejdsmiljøproblemer, og når hun påpeger, hvilke faglige kapaciteter hun har i sit menighedsråd, er Skaanning Andersen mest interesseret i at vurdere, om de mon er pensionerede.
Desuden kommer Birgitte Pedersen med nogle konkrete eksempler på, hvilke muligheder menighedsrådene har for at søge rådgivning og fælles løsninger, der kan hjælpe med det administrative arbejde. Men det fejer Skaanning Andersen af banen med et argument om, at det kun kan lade sig gøre, hvor der er rigeligt med penge og ressourcer.
Det lader til, at Skaanning Andersen har iklædt sig en uklædelig nej-hat. Ingen i folkekirken ser arbejdsmiljø som et nicheproblem. Ét tilfælde med dårligt arbejdsmiljø er et tilfælde for meget. Men det betyder ikke, at der er katastrofalt arbejdsmiljø overalt. Kast et blik på Arbejdstilsynets seneste rapport, der peger på en række udfordringer, men også viser, at folkekirken er topscorer, når det kommer til ansattes jobtilfredshed og indflydelse på egen opgaveløsning på tværs af brancher.
Selvfølgelig er alle i folkekirken interesserede i at få de bedst egnede kandidater valgt ind i menighedsrådene, så vi får så solidt et fundament som muligt for folkekirken. Der findes dysfunktionelle menighedsråd og konflikter i nogle af landets 1634 menighedsråd, men det generelle billede er, at menighedsrådene er velfungerende og gør et stort stykke arbejde lokalt. De løser mange store opgaver – måske også for mange. Hertil findes der flere løsninger – og nej, de er ikke blot for de rige, som Skaanning Andersen tror. Der er mange eksempler på, at menighedsråd går sammen om eksempelvis fælles ansættelser, og at små menighedsråd slår sig sammen, blandt andet for at gøre menighedsrådsarbejdet mere attraktivt og tiltrække stærke kompetencer. Og endelig er der mange menighedsråd, der benytter de eksisterende tilbud om vejledning, sparring og uddannelse.
I Landsforeningen af Menighedsråd arbejder vi for flere lovændringer, der skal give menighedsrådene mere fleksible rammer, så de får bedre muligheder for at arbejde på tværs af sogne og provstier. På den måde kan de lokalt beslutte, hvad de har brug for til at løfte ledelsesopgaven. I modsætning til at ændre strukturer og eksempelvis lade provstiet tage over, som Skaanning Andersen foreslår, vil det kunne ske med respekt for det demokratiske fundament, som folkekirken bygger på.
Søren Abildgaard er formand for Landsforeningen af Menighedsråd, og Inge Kjær Andersen er næstformand for Landsforeningen af Menighedsråd.