Tak, hjertelæger og kirurger. Jeg blev reddet af lægevidenskabens blikkenslager

Danskerne diskuterer sundhedsvæsenet som aldrig før. Lad os glæde os over, hvad det har udrettet, skriver journalist Flemming Ytzen, der for 17 år siden fik en bypassoperation

For et halvt hundrede år siden havde en bypassoperation været en sensation. I dag er operationen rutine, skriver Flemming Ytzen.
For et halvt hundrede år siden havde en bypassoperation været en sensation. I dag er operationen rutine, skriver Flemming Ytzen. Foto: Matthias Rietschel/AP/Ritzau Scanpix.

Danskere, der aldersmæssigt befinder sig omkring de syv årtier, gør sig oftere end yngre medmennesker overvejelser om det, vi kan kalde tilværelsens store regnskab. Vi spørger: Hvad og hvem gjorde livet nyttigt for mig, når jeg ser tilbage? Hvem sikrede mig i livets mest afgørende stunder?

Denne kronik handler om en ansvarlig, amerikansk verdensborger, der har gjort en massiv forskel for millioner af individer på kloden. Fordi han har leveret noget af det vigtigste, man kan ønske sig: en forlængelse af livet. I min tilværelse blev han lægevidenskabens blikkenslager.

Når kroppens kraftværk, kredsløbet, begynder at svigte, får vi brug for den kirurgiske rørlægger. Én, der kan flytte blodårer fra et sted i kroppen til et andet. Tusinder af danskere har været igennem den erfaring.

Vi skal tilbage til en frostkold februar for nogle år siden. Der var faldet et tyndt snelag over det ganske land. En fredag aften tog jeg fra arbejde for at påbegynde en uges vinterferie. Turen fra stoppestedet hjem til boligen var ikke meget længere end et par hundrede meter. Straks jeg stod ud af bussen, var det, som om kulden bed ekstra hårdt. De stikkende smerter i brystkassen føltes de første sekunder som små nåle, der prikkede løs og irriterede; derefter knugede og vred det, som om et aggressivt rovdyr havde sat sig på min brystkasse og gnavede løs. Jeg landede i den lune dagligstues sofa, og symptomerne forsvandt.

Den følgende formiddag bød på høj blå himmel og klar vintersol. Jeg gik de cirka 150 meter ned til min lokale kiosk, men kollapsede på tilbagevejen af et smerteangreb. Det usynlige rovdyr på brystbenet var tilbage, og det bed til, igen og igen.

Få øjeblikke senere sad jeg på bagsædet af en taxa på vej til et hospital og funderede angstfyldt over, om min sidste dag var kommet.

Den vagthavende læge var ikke i tvivl. Fænomenet hedder angina pectoris. For nogle generationer siden kaldte man det hjertekrampe, og så vidste jeg besked: Fordi min far fik to blodpropper, da han var henholdsvis 42 og 44 år. Den tredje prop slog ham ihjel, kort før han ville være fyldt 56 år. Nogenlunde min alder, da jeg fik diagnosen, og jeg slæber jo rundt på hans gener.

Den efterfølgende undersøgelse dokumenterede, at kroppens kraftværk kørte med nedsat ydeevne. Blodet og dermed ilten blev ikke transporteret hurtigt og effektivt nok rundt i systemet, men heldigvis har den medicinske teknologi gjort formidable fremskridt: Jeg blev tilbudt en ballonudvidelse. Via lysken blev et kateter indsat i årerne. Der blev indsprøjtet kontrastvæske, og blodets transportveje til og fra hjertet blev fotograferet. Billedet afslørede, hvor forsnævringerne lå. Via kateteret blev der indsat en stent, som er et lille trådnet, der banker blodåren ud i normalstørrelse.

Så langt nåede jeg bare ikke. Midt i mine drømme om en hurtig helbredelse blev jeg afbrudt af overlægen: Mig kunne de ikke give en ballonudvidelse. Hvis de lagde det lille net ind der, hvor mine forsnævringer sad, risikerede de at lukke for ilten til hjernen.

Jeg skulle have en bypassoperation. Ordet ramte mig som en forhammer på pandeskallen, så jeg protesterede: Det kan ikke passe! Jeg havde aldrig været ryger. Men se på din familiehistorie, svarede overlægen.

En måneds tid senere kravlede jeg langsomt op til bevidstheden. Et sted langt derude i virkeligheden på Rigshospitalets hjerteafdeling genkendte jeg min datters stemme. Nogle ubestemmelige øjeblikke senere var jeg klar over, hvor jeg var. Der, hvor min datter stod, var der nu en sygeplejerske, der talte silkeblødt, som om hun vil sige: Velkommen til dag nummer ét i dit nye liv. Herefter gik det, slag i slag, tilbage til tilværelsens normalitet. Medicin, motion, mere medicin, mere motion, samtaler, rådgivning, udskrivelse, lang rekreation.

Man er vel tilgivet, når man med denne erfaring i bagagen bliver meget optaget af tilstanden i det danske sundhedsvæsen – et system, der er meget presset kan enhver i denne tid læse sig til i
medierne.

Lad os lige få forklaret teknikken i en bypassoperation: Den foregår selvklart i fuld bedøvelse. Brystbenet skæres op på langs. Ved operationen tilkobles en hjerte-lunge-maskine, som midlertidigt erstatter hjertets og lungernes funktion. Hjertet standses ved at indgive en væske i hjertets kranspulsårer. Når hjertet er standset, åbner kirurgen for åresystemet omkring hjertet. Han låner derefter en rask åre fra brystkassens indvendige side og placerer den ved siden af de syge forsnævringer i kranspulsårerne. Et reserverør afløser et defekt rør.

Omkørslerne, som de kaldes, syes fast med en meget fin tråd med mikrokirurgisk teknik. Hjertet startes igen, hjerte-lunge-maskinen afvikles, og brystkassen lukkes herefter med ståltråde som forbliver i kroppen. Hvor svært kan det være? For et halvt århundrede siden var denne metode en sensation, i dag er det en udramatisk rutine.

Tak, hjertelæger og kirurger! Hver gang, jeg passerer Rigshospitalets bygninger i København, sender jeg en åndelig "krammer" til det skønne personale på hjerteafdelingen, der forlængede mit liv. Ud over disse pragtfulde sundhedsarbejdere, hvem er det så, jeg står i gæld til som en nu 70-årig mand?

Hans navn er Michael Ellis DeBakey, om end han blev født i 1908 som Michel Dabaghi i Lake Charles, Louisiana, USA. Hans forældre var kristne, libanesiske indvandrere. DeBakey beskrives i faglitteraturen som bypasskirurgiens fader, intet mindre. Under Anden Verdenskrig blev han ledende kirurg i toppen af det amerikanske militære, sundhedsfaglige hierarki. Betydningen af dette for hans senere karriere er lidt uklar, men som et kuriosum kan nævnes, at DeBakey spillede en rolle i udviklingen af hærens Mobile Army Surgical Hospitals – bedre kendt som M.A.S.H. Disse enheder reddede tusinder af sårede under krigen i Korea. Resten er historie – især i filmens verden.

Fra 1948 var DeBakey tilbage i det medicinsk-kirurgiske udviklingsarbejde, nu med base i Houston, Texas. I løbet af 1950’erne tog den innovative kirurg fat på at udvikle sin teori om at lukke en forsnævret åre op og fjerne det, der hæmmer blodets videre passage til hjertet: at lægge nye "rør", der kan hjælpe blodtransporten på rette vej. Den første kunstige åre udviklede han ved at bruge sin hustrus symaskine. I 1954 blev en sådan kunstig åre for første gang indsat i en patient. Året forinden var det lykkedes ham at reparere en halspulsåre. Dette blev begyndelsen til den form for kirurgi, som siden har reddet tusinder og atter tusinder af kredsløbspatienters liv.

DeBakey førte kniven, da verdens første bypassoperation blev en realitet. Bypass kan oversættes med genvej. Hvilket er nøjagtig, hvad der skabes, når en eller flere af patientens blodårer flyttes fra et sted, hvor de er lettere overflødige, til et andet sted, hvor de gør rigtig meget gavn.

I 1973 blev den første gang anvendt i Danmark. Inden det stormfulde årti var ovre, havde DeBakey præsteret verdens første multiorgantransplantation. Han overførte et hjerte, begge nyrer og en lunge fra en enkelt donor til fire forskellige organmodtagere.

Måske vi skylder Michael Ellis DeBakey en statue et sted her i Danmark. Han døde i juli 2008, et par måneder før han ville være fyldt 100 år. En bypassoperation er blevet rutine i dagens danske sundhedsvæsen, og 99 ud af 100 patienter klarer operationen rigtig fint. Inden vi presser sundhedsvæsenet for meget, så lad os glæde os over alle de resultater, det har leveret.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.