GÅR HELE SAMFUNDET snart i sort? Der tales om tre knaster, der skal høvles ned, hvis den varslede punktstrejke og den massive lockout af næsten hele den offentlige sektor skal undgås: Hvor store skal lønstigningerne være? Er den betalte spisepause en rettighed eller en kutyme? Skal folkeskolelærerne fortsat arbejde i henhold til lov 409, eller får de en rigtig aftale?
I begyndelsen var medierne mest optaget af den første knast. Måske fordi den er lettest at forstå: 6,7 procent eller snarere 8,2 procent? Det er til at forholde sig til. Lærernes manglende aftale blev derimod næsten forbigået i tavshed. Lige indtil Kristian Thulesen Dahl (DF) under Kommunernes Landsforenings topmøde pludselig sagde, at ”der er en bodsgang at gå”.
Hermed mente han, at man skylder lærerne en oprejsning for lockouten i 2013. Hele forløbet dengang blev – som det er blevet dokumenteret – orkestreret af en hemmelig arbejdsgruppe, som var nedsat af den daværende S-SF-R-regering. På den baggrund er det velvalgt at bruge det gode, gamle ord ”bodsgang”. Mange mener dog, at Thulesen Dahl kun er ude efter at fiske stemmer. Det er han muligvis også, men han lyder, som om han mener, hvad han siger. Han har faktisk sagt det hele før.
DEN SIDSTE KNAST, spisepausen, tales der ikke så meget om. Den forekommer også meget besynderlig. Skal landet virkelig kastes ud i en konflikt af historiske dimensioner på grund af noget så banalt? De ansatte i staten har jo spist frokost i arbejdstiden i næsten 100 år – i hvert fald siden 1921 – uden at dette har givet anledning til nævneværdige problemer. Frokosten blev betragtet som en selvfølgelig rettighed af alle parter. Det bliver den ikke længere.
Da Moderniseringsstyrelsen blev etableret i 2011 ved en sammenlægning af Personale- og Økonomistyrelsen, begyndte man at tænke på en ny måde. Nu fik effektivisering og rationalisering forrang for medarbejdertrivsel. Som den nuværende direktør Poul Taankvist så karakteristisk har formuleret det:
”Den offentlige sektor skal til stadighed motioneres.”
I MODERNISERINGSSTYRELSEN opfatter man ikke frokostpausen som et lille pusterum, hvor medarbejderne kan komme lidt til hægterne midt i en stresset hverdag, samtidig med at de står til rådighed. Nej, ifølge den nye tænkning er spisepausen en ”kutyme”, det vil i praksis sige en ressource, der kan inddrages, når det skønnes relevant at realisere de cirka seks milliarder kroner, spisepausen anslås at være værd. Tak for mad!
Ifølge diverse målinger sympatiserer langt de fleste danskere med arbejdstagerne i den aktuelle konflikt. Er det egentlig så overraskende? De offentligt ansatte er jo ikke en ekstrem eller radikaliseret gruppe. Dét er snarere styrelsen med det orwellske navn.
Mikael Busch er medlem af hovedbestyrelsen af Gymnasieskolernes Lærerforening, lektor og forfatter.