Prøv avisen
Debat

Tak til den sjælesørgeriske pave

Den pavelige autoritet ændrer sig fra at være et dogmatisk postulat til at handle om den konkrete teologiske troværdighed, der opstår, når teologien svarer på menneskelige spørgsmål, skriver Kaj Bollmann. Foto: Osservatore Romano/Reuters

Når Pave Frans trøster en dreng, der har mistet sin hund, er det et udtryk for, at han tager udgangspunkt i de konkrete mennesker, han møder, i stedet for abstrakte teologiske principper. Og det er kærkomment, skriver sognepræst

DE TEOLOGISKE og journalistiske gribbe har allerede kastet sig over pave Frans' trøst af en lille dreng, der havde mistet sin hund. Der er store diskussioner om de dogmatiske implikationer og om sammenhængen til pavens navnevalg efter dyrenes helgen.

Dyreværnsorganisationer over den hele verden har hejst flagene til tops, og i Danmark gør normalsure protestanter sig lystige over, at paven tilsyneladende nu én gang for alle har løst det så ofte besungne problem: Må man tage hunden med sig ind i Himlen?

Jeg tror, at hele dette ståhej er udtryk for en fundamental misforståelse af pave Frans' tilgang: I sin praksis og sine udtalelser indtil nu - om fattigdomsproblemer, om homoseksuelle, om EU som lukket fort, og sidst bemærkningen til den lille dreng om hans hund - har paven stik modsat sin intellektuelle og dogmatiske forgænger ikke taget sit udgangspunkt i abstrakte teologiske principper, men i de mennesker og den verden, som han konkret møder.

Pave Frans' tilgang er ikke dogmatisk, men sjælesørgerisk: Han møder mennesker og forholder sig til dem ud fra den grundtanke, at evangeliet er glædesbudskab. I forhold til den lille dreng handler det ikke om en teologi vedrørende dyrs adgang til Himlen, men om trøst af en lille dreng ud fra den forudsætning, at grundbilledet af Himlen er, at hos Gud er der ingen sorg, intet savn og ingen tårer. Hans perspektiv var ikke hundens, men drengens. Derfor bruger han naturligvis det billede, der sjælesørgerisk giver mening i situationen.

NÅR PAVEN OPFORDRER den katolske kirke til anstændig behandling af homoseksuelle, er det primært en varetagelse af et sjælesørgerisk ansvar: det er menneskene, det handler om. Tilsvarende med de sociale udtalelser og flygtningespørgsmålet i Europa. Og tilsvarende, når han truer med ekskommunikation af mafiabosser og tager de kirkelige sexovergrebs-skandaler mere alvorligt end tidligere.

Når medier og andre undrer sig over, at paven ikke lægger op til dramatiske ændringer i dogmerne og læreskrifterne på disse områder, er det udtryk for, at man ikke har forstået pavens sjælesørgeriske tilgang. Hvorvidt det er en meget bevidst strategi fra paven, eller det bare er sådan, han er som menneske, skal være usagt, men det har langt større konsekvenser for den katolske kirke og for pavens rolle i verdensoffentligheden end ændringer af teoretiske sætninger i bekendelsesskrifter.

Det vil være af enorm betydning for den teologiske tænkning overhovedet, hvis den sjælesørgeriske tilgang hos paven bliver inspiration til en teologisk refleksion og udvikling, der begynder med mødet mellem mennesker og budskab, altså i den virkelige verden, og ikke begynder med skrivebordsdogmerne og den ufejlbarlige autoritet. En teologi, der opstår i vekselvirkningen mellem mennesker og budskab kan ikke undgå at få en anden form end den autoritære dogmatik - det gælder for resten ikke kun i katolicismen!

Tilsyneladende er pave Frans da også - bevidst eller ubevidst - gennem denne nye tilgang ved at underminere den traditionelle opfattelse af den pavelige autoritet: Forud for VM i fodbold udtalte den argentinskfødte pave, at han ikke ville misbruge sin pavelige autoritet til at bede for argentinsk VM-sejr. Op til finalen mellem Argentina og Tyskland så man vittighedstegninger, hvor Frans og den tidligere pave Benedikt lå på knæ ved siden af hinanden foran et alter med henholdsvis et argentinsk og et tysk flag i taleboblen.

JEG VED IKKE, om pave Frans tænker det sådan, men hans (selv)ironiske udtalelse om ikke at bede for Argentina er - ligesom den sjælesørgeriske tilgang til teologien - med til at demontere den gammeldags pavelige autoritet, som er en klods om benet for den katolske kirke i moderne tid.

Paven ved jo godt, at det pavelige ufejlbarhedsdogme ikke holder, og at hans forbindelse til Gud er et almindeligt menneskes forbindelse til Gud. Når han spiller på en paves bøns særlige autoritet (derfor er det unfair at bruge den!), fortæller han med et glimt i øjet: ”Jeg ved jo godt, at min bøn ikke virker mere end jeres - og nu ved I, at jeg ved det!”. Han ændrer ikke på nogen dogmer; men han demonterer deres status og erstatter dogme med dialog og konkret møde.

Det betyder, at pavelig autoritet ændrer sig fra at være et dogmatisk postulat til at handle om den konkrete teologiske troværdighed, der opstår, når teologien faktisk svarer på menneskelige spørgsmål og menneskelig søgen - sådan som det konkret demonstreres i hans møde med den lille dreng, der har mistet sin hund.

Pave Frans er på vej til en udvikling af paveembedet, der formentlig ikke kan rulles tilbage. Den moderne autoritetsforståelse, hvilende på troværdighed og sjælesørgerisk kraft, er langt mere krævende og sårbar end den traditionelle betonautoritet. Men den er netop også den eneste troværdige. For os protestanter kan den utvivlsomt gøre den økumeniske samtale med katolikkerne langt mere interessant. Især da hvis vi også kan demontere vore egne dogmatiske ufejlbarlighedsdogmer lidt.