MEDIEPOLITIKERNE nærmest fløj op af formentlig solbeskinnede liggestole, da Google midt i denne uge fjernede DR’s Ramasjang-app, fordi det øjensynligt kunne være skadeligt for børn at se den pruttende, bandende og – værst af alt – lakridspiberygende Onkel Reje. Når disse linjer læses, er app’en for længst tilbage i det digitale univers, og Google har erkendt, at censuren gik for vidt.
Men det er ikke nok for blandt andre den socialdemokratiske kulturminister, Joy Mogensen, som på Facebook kalder det ”helt på Månen”, at verdens største søgemaskine tillader sig at censurere dansk public service-indhold. Venstres medieordfører, Britt Bager, kalder det ”klart over stregen”, og på Twitter skriver den konservative Birgitte Bergman, at ”dette er stærkt bekymrende”.
Reaktionerne fra de to borgerlige politikere ligner en brat opvågnen, for både Venstre og Det Konservative Folkeparti var med i en snæver medieaftale i 2018, hvor netop techgiganternes magt kun blev nævnt i nogle få, uforpligtende sætninger.
I DR er der selvsagt også utilfredshed med den pludselige censur, og mediedirektør Henriette Marienlund konstaterer i ”Mediawatch”, at ”man har lagt magten et sted, hvor vi ikke selv bestemmer”. Mere præcist kan det næppe udtrykkes. Men måske skulle mediedirektøren dvæle lidt ved ordet ”man”. For hvem er ”man”? Det er såmænd DR selv. For at nå så bredt ud som muligt har DR gennem de senere år dygtigt gjort sig synlig på techgiganternes platforme, og det er helt afgørende for at nå især børn og unge. Men synligheden skaber også – som Ramasjang-censuren viser – afhængighed og sårbarhed. Og hvis DR skal vinde noget af sin magt tilbage, skal der satses langt mere på mediehusets egne platforme. Det gælder i øvrigt også i forhold til debatter, der mestendels foregår på Facebook, hvor magten ligger i uigennemskuelige algoritmer. De er – som på de øvrige platforme – styret af hensyn til maksimale plusser på bundlinjerne, og begreber som public service spiller ingen rolle.
Derfor er det klogt, at kulturministeren – også med henvisning til en aktuel konflikt mellem danske musikere og sangskrivere og Youtube – skriver i sit Facebook-opslag, at ”vi er nødt til at have en samtale om techgiganternes rolle i de danske medier og i dansk kultur”.
Men med ordene rejser hun også tre centrale spørgsmål: Hvorfor er der ikke for længst kommet gang i forhandlinger om en ny medieaftale? Hvad er det, Joy Mogensen venter på? Og hvorfor er medie- og kulturpolitikken så lavt prioriteret af den socialdemokratiske regering?
Om der nu sker noget eller ej, er ikke til at vide. Men måske er Googles handling er et wakeupcall, der vil føre til konkrete initiativer som modvægt til giganternes hærgen. Som måske endda skaffer flere penge til styrkelse af dansk public service og publicistiske medier. Og som derfor må resultere i en dybtfølt tak til Google for lakridspibe-censuren.
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.