Taknemmelighed rækker langt ud

”Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer.”

Paulus' Brev til Filipperne 1, 3a

Taknemmelighed skaber indhold til erindring. Den er ikke kun en neutral form for erindring i det enkelte menneske, sådan på de indre linjer. Den sigter ikke bare bagud og indad. Den rækker også langt ud. Dette aspekt af taknemmelighed har sin særlige vigtighed.

Modsætningen er utaknemmelighed. Den adskiller og opløser relationer og mulighed for fællesskab.

Taknemmelighed binder os derimod til andre på gode, berigende måder. Sådan er det i startopstillingen. De utaknemmelige er ofte misfornøjede og præget af misundelse, som er det mere eller mindre skjulte ønske om at eje eller have andres evner, anseelse eller andet. Utilfredshed breder sig derfra, limen går i opløsning, og relationer knækkes i stykker.

Dagens ord minder os om, at taknemmelighed og evnen til at binde sig til andre har noget med hinanden at gøre. Det selvberoende menneske kommer snublende let til at dyrke og holde af sig selv på en måde, der forhindrer det at se andres store værdi.

I værste fald resulterer selvhjulpenhed i utaknemmelighed. Enhver dyrkelse af sig selv skaber tit store senskader. Skader, der isolerer og nedsmelter det enkelte individ.

Andres liv og virke, her menigheden i Filippi, ligger helt klart foran i apostlen Paulus’ erindring – og taknemmelighed. Han kan ikke andet end takke for brevets modtagere. De lever i hans hjerte. En inderlig kærlighed til læserne og fællesskabet om nåden og tjenesten er afsættet.

Takkebønnen først i brevet rummer en stor glæde og taknemmelighed, ser vi. Det skyldes blandt andet deres arbejde for evangeliet. Dér står de last og brast. De har også alle været fælles om deres tillid til Gud, så han vil fuldføre sin frelsende gerning for filipperne.

Der er kun grund til tak. Taknemmelighed rækker langt ud. Hvordan kan vi selv gennem taknemmelighed sætte brohoveder ind til vækstmuligheder mennesker imellem – og en fælles tro og tjeneste?

Jørn Henrik Olsen er forfatter, teolog, ph.d.