Prøv avisen
Mediekommentar

Trosprogrammet ”Tal til mig” om død og sorg mangler ramme

Med al kondolence til gæst Kira Skov, så var det altså en lang time at komme igennem. Det var naturligvis ikke hendes skyld, men tilrettelæggerne burde overveje, hvordan den vigtige samtale om død og sorg som en afgørende livsovergang kunne sættes i en større ramme end den personlige beretning, skriver Jesper Bacher i mediekommentar

I ØVRIGT MENER JEG, at DR K bør genetableres.

Jeg gjorde mig det nytårsforsæt, at jeg uanset emne ville begynde min første mediekommentar i den nye år med den erklæring.

Inspirationen kommer fra den romerske senator Cato den Ældre, som på sine gamle dage sluttede alle sine taler i senatet med ordene ”I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges”, og Karthago blev faktisk ødelagt i 146 f.Kr.

DR K bliver vel næppe genetableret, og min redaktør vil nok påtale det, hvis jeg gentog mig selv lige så ofte som Cato den Ældre.

Men siges skal det, at det må være en nytårssorg for en enhver tv-seer, at vi er gået ind i 2020 uden DRK, som gik i dybden, højden og hjertekulen. Og sig ikke, at DR 2 kan kompensere tabet, og sig ikke, at DR skal spare. Der er nok af fladpandet underholdning at spare væk.

EFTER DENNE BEGRÆDELSE af det tabte, må det være passende at vende sig til det nye. Således kunne man lytte til et nyt program i tro/eksistens-afdelingen på P1 i form af ”Tal til mig” med Iben Maria Zeuthen som vært. Konceptet er et samtaleprogram med én gæst på én time om en afgørende livsovergang.

Ud fra den tanke, at det er i livsovergangen, at vi er åbne over for såvel indsigt som fortabelse. Når tingene ikke bare går deres vante gang, men i en ny retning. Ofte er den afgørende livsovergang noget, der netop overgår os og ændrer livet på tværs af vores forventninger og planer. I søndags var det sangerinden Kira Skov, som fortalte om den dramatiske livsovergang, det var var at miste sin mand og faderen til hendes barn, bassiten Nicolai Munch-Hansen, som i 2017 døde i en alder af bare 39 år.

Selvsagt en forfærdelig tragedie, og et sørgende menneske kalder på vores respekt og deltagelse. Men nu skulle ”Tal til mig” jo også gerne tale til lytterskaren, til almenheden, og det kneb det ærligt talt med. Det var nærmest som at lytte til en fortrolig venindesnak, når man hørte på Iben Maria Zeuthen og Kira Skov.

VI HØRTE OM Kira Skovs sorgbearbejdelse, og de erkendelser hun havde gjort sig. Hun havde haft en ”momentan vækkelse” og som mange andre oplevet, at sorgen gør seende og sætter livet i nyt perspektiv. Kira Skov havde også haft glæde af at læse i Den Tibetanske Dødebog og være i sjælesorg hos Mikkel Wold, sognepræst ved Marmorkirken.

Med al kondolence til Kira Skov, så var det altså en lang time at komme igennem. Det var naturligvis ikke Kira Skovs skyld, men tilrettelæggerne burde overveje, hvordan den vigtige samtale om død og sorg som en afgørende livsovergang kunne sættes i en større ramme end den personlige beretning.

Måske var det en idé med flere gæster med forskellige tilgange. Der var smukke formuleringer og rørende beretninger, men samtalen om den afgørende overgang blev lidt for meget rundgang.

Iben Maria Zeuthen sagde meget klogt ”at ofte findes de store svar uden for os selv”. Netop, det kunne godt have fyldt mere i ”Tal til mig”.

Jesper Bacher er sognepræst.