Ifølge en floskel gentager historien sig aldrig – ligesom det i teorien ikke er muligt at bade to gange i samme flod.
Det er rigtigt, men det er muligt at hoppe i samme flod på samme sted utallige gange. Derfor har det altid undret mig, at politikere og generaler tilsyneladende ikke vil lære noget af historien.
Havde Vesten, og USA i særdeleshed, kendt verdenshistorien lidt bedre, ville de (u)ansvarlige vestlige ledere næppe have invaderet/besat Afghanistan, efter at amerikanerne havde smidt al-Qaeda ud af landet.
Men havde Vesten og USA i særdeleshed ment, at de kunne drage lære af historien? Troede de, at det ville være muligt at besejre Afghanistan og Irak militært og dernæst tvangsdemokratisere de to lande, ligesom det var lykkedes dem at demokratisere Tyskland og Japan efter Anden Verdenskrig? I så fald havde de glemt, at forudsætningerne i muslimske lande var ganske anderledes.
I den forgangne weekend faldt den afghanske hovedstad, Kabul, til Taleban. Ingen – hverken den ikke-fungerende og deserterede regering eller USA – har orket at slås for en stat, der ikke fungerer. Taleban har således ikke haft grund til at foranstalte det blodbad, mange har frygtet, for hovedstaden faldt af sig selv som en moden appelsin.
Hvad forventede verden efter Saigons fald i 1975? En massakre – der udeblev. Hvorfor skulle Taleban gå amok, når det rådne styre, de ville likvidere, er faldet sammen af sig selv?
Derfor – ud over skammen og den ydmygelse, som Taleban tilføjer Vesten: Er der grund til den store fortvivlelse? Man må spørge: Hvorfor griber FN ikke ind? I den givne situation er denne organisation måske den eneste, der kan tilvejebringe en smule orden i landet og forberede verden på, at verdenssamfundet – også Vesten – når situationen engang har normaliseret sig, må etablere et nødtvunget samarbejde med de nye magthavere. Det er i alles interesse. Der findes intet alternativ.
Benny Adriansen er cand.mag. og forfatter.