Næst efter mængden af ufattelige lidelser består chokket fra Kabuls fald i dets forudsigelighed. Der er mange fortællinger om, hvornår sammenbruddet indtraf i Afghanistan-krigen. Den bærer det paradoksale navn Operation Enduring Freedom, som taktikere i forsøget på at triumfere i militær dogmatik forkorter til OEF. På linje med tusindvis af andre forkortelser, de såkaldte akronymer, forsøger vestlige militærfolk at virke professionelle og almægtige ved at kommunikere i forkortelser. Det hjælper ikke, men demonstrerer blot afmagt og misforståelser af, hvad krigens konflikter mellem hastighed og langsommelig udsættelse består i.
Der er to udgaver af fortællingen om forudsigeligheden. Den ene kommer fra kampen mellem David og Goliat i Elah-dalen 600-700 år f.Kr.. Den anden stammer fra kinesisk daoisme og er militærstrategisk velbeskrevet af krigsfilosoffen Sun Tzu fra omkring 500 f.Kr. Begge består i kritik af overmagtens hybris og demonstrerer nødvendigheden af ydmyghed og selvkritik.
Dermed ikke sagt, at Taleban udviser daoismens eller den førkristne selvkritik. Snarere ledes Taleban blot af den samme fortælling som Vietcong og Ho Chi Minh i Vietnam, nemlig en fordring om opgør med udefrakommende besættelser.
Vestens mest markante strategiske tænker er den preussiske krigsfilosof Carl von Clausewitz, som gennemhullede Napoleons hybris i storværket ”Om Krigen” udgivet i 1832. Ud over at demonstrere, at krige ikke drejer sig om at vinde slagmarkens rum, men om på længere sigt at udholde krigens tid, viser han, at krig skal forstås ud fra worst case-scenarier.
Nok så berømt er hans tese om, at ”krig er fortsættelse af politik, men med andre midler”. Den pointe har politikere næsten altid haft svært ved at forstå. Krigens politiske strategi drejer sig hverken om at vinde slag eller om at vinde krigen, men om at vinde freden. Og krige fører altid det værste med sig. Hvis én part vinder en krig, skyldes det ikke genialitet, men at den anden part har tabt krigen og begået rækkevis af fejltagelser.
Vestens politikere og militærfolk har begået monumentale fejltagelser i Afghanistan – ligesom i Irak og Syrien. Den helt banale og indlysende, som Clausewitz kan fortælle alt om, er at sende en stor hær veludrustet med mængder af dyrt isenkram meget langt væk i meget lang tid. For det første koster den slags ”en bondegård”, som man sagde om Trediveårskrigen i 1600-tallet. USA alene har brugt over 40.000 milliarder kroner på de to krige i Irak og Afghanistan. Hvoraf halvdelen er de langsigtede udgifter til krigsveteraner, men fraregnet udgifter til pårørende og endda også bekostelige lån. Tænk, hvor meget skovrejsning i Sahara man kunne have fået for de penge. Dertil kommer de andre krigsførendes omkostninger. For ikke at nævne Afghanistans, Iraks og Syriens.
For det andet er den moralske nedslidning kolossal. Når USA’s præsident Barack Obama ikke kunne gå ind i Syrien i 2011, skyldtes det – ud over krigsgældens og den deraf følgende finanskrises udhuling af budgetter – at det enorme amerikanske veteranministerium det år optalte antallet af selvmord blandt USA’s krigsveteraner. Nemlig 8000. Hvilket jo kun er toppen af isbjerget i forhold til antallet af traumatiserede, alkoholikere, narkomaner, hjemløse og håbløse. Den allerede dengang åbenlyse meningsløshed med de mellemøstlige krige forstærkede tilmed omfanget af traumatisering af USA’s mange vietnamveteraner.
Grundet pandemien har offentligheden ignoreret The Washington Posts udgivelse i 2019 af de såkaldte Afghanistan Papers, der svarer til Vietnamkrigens Pentagon Papers, som fik USA til at trække sig fra Vietnam. Den berømte Washington-avis fandt 400 af regeringens skjulte interviews med ledende amerikanske generaler og militærstrateger, som nærmest alle påpegede det menings- og udsigtsløse i OEF, Afghanistankrigen.
I stedet for en kortvarig ind/ud-intervention med nedkæmpelse af al-Qaeda søsatte Irakkrigen et politisk projekt om at indføre vestligt demokrati. USA ville demonstrere sin verdensmagt. Globaliseringen – i ental – skulle vise MacWorlds almagt. Nu vidste amerikanske militære ledere imidlertid, at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben. Så man opfandt en anden politisk acceptabel idé – uigennemtænkt som den var: Irak skulle have demokrati i den amerikanske version af flertalsstyre. Men det betød, at de Iran-støttede shiamuslimer fik flertallet i Irak.
Dermed fik man en borgerkrig i Irak, hvis diktator, Saddam Hussein, Vesten havde støttet som bolværk mod den shiamuslimske leder i Iran, ayatollah Khomeini.
Sunnierne havde imidlertid fra gammel tid alliancer med sunnierne i Syrien, hvor sunnierne har flertal. Dermed bredte oprøret med shiaregeringerne sig til Syrien med et endnu større katastrofalt sammenbrud til følge i Assads Syrien. Men Afghanistan fik også sammenbruddet at føle.
I 1980’erne havde USA efter Khomeinis magtovertagelse i Iran nemlig forsøgt at vinde indflydelse i det dengang sovjetisk dominerede Afghanistan. Sammen med Saudi-Arabien støttede USA Talebans forgængere, mujahedinerne, med seks milliarder dollars. Sovjet fik sit Vietnam og trak sig.
Men Taleban lærte, at det kun var USA, der kunne slå USA ud, netop ved at lege Goliat og tage en kæmpehammer og hæve den op over sit hoved parat til slag, men med en sikker forvisning om på sigt at tabe den og dermed slå sig selv ud. Den fortælling er velbeskrevet i amerikansk militærstrategisk litteratur, som USA havde lært mujahedinerne at orientere sig i. Man kalder det asymmetrisk krig.
USA måtte ikke lave det overstretch, som den britisk-amerikanske historiker Paul Kennedy havde beskrevet det i sit store værk ”The Rise and Fall of Great Powers 1500-2000” fra 1988: Har man en stor, flot hammer, tror man, at verden består af søm.
Den fortælling hoppede noget nær alle danske politikere og militærfolk med på. De synes, at avancerede jagerfly afbildet på glittet papir er så tryghedsgivende, at ”de bliver helt blå i hovederne”, som en britisk strategiforsker har sagt. Påfaldende nok er forfatteren Carsten Jensen med sin radikale kritik og selvkritik kommet meget nærmere virkeligheden end disse ”eksperter”. Men faktisk har han også god støtte i de nævnte mange hundrede amerikanske militærfolk, hvoraf en del jo faktisk har skrevet både bøger og artikler om grundene til deres skepsis.
Er der ikke noget håb? Jo man kunne, omend temmelig naivt, antage, at de 20 års vingeslag af modernitet, som Afghanistans befolkning har oplevet, kunne sammenlignes med Europas erfaringer fra Napoleonstiden og Den Franske Revolution. Fra 1789 til 1815 skabtes både op- og nedture med det franske oplysningsprojekt. Erfaringerne med det franske opgør med adels- og kongevælde og med snesevis af reformer bredte sig hastigt rundt i Europa, og verden blev for altid forandret.
Forskellen til udviklingerne i Afghanistan er imidlertid, at Frankrig og resten af Europa dengang havde gennemlevet en intens oplysningstid og var begyndt på at gennemføre alskens reformer, herunder ikke mindst magtdeling og sekularisering.
Den ahistoriske lektie blev, at man skulle ”se fremad” og ”gøre en forskel” ligesom matroser på ”Titanic”, der forsøgte at tømme det synkende skib med spande. Man stirrede sig blind på den korteste fremtidshorisont og troede, at den it-teknologi, som afghanske styrker og deres krigsherrer blev introduceret til, kunne holde det afghanske oplysningsprojekt oven vande, samtidig med at krigsherrerne straks valgte den anden side, når de kunne se fordelene ved det. Som den nordvietnamesiske general Giap sagde på sine gamle dage: ”Amerikanerne havde urene, men vi havde tiden.”
Gorm Harste er lektor, dr.scient.pol. ved institut for statskundskab på Aarhus Universitet.