”MAN MÅ, HVAD MAN VIL, så længe man ikke skader andre.” Den sætning vil de fleste i et liberalt demokrati gerne skrive under på. Den personlige frihed til at forme vores liv, som vi vil, under skyldig hensyntagen til andre, er en af hjørnestenene i vores samfund.
Derfor fører det ofte til ophedede diskussioner, når det, der før var den enkeltes valg, pludselig bliver et samfundsanliggende. Tænk blot på afskaffelsen af revselsesretten (den sidste rest forsvandt i 1997) og den stadige indskrænkning af steder, hvor rygere kan nyde deres nikotin.
I stort og småt bryder vi os ikke om, at nogen blander sig i vores liv. Heller ikke selvom det sker, fordi vi er blevet klogere og har opdaget, at noget, som vi troede ikke skadede andre, faktisk gør det.
Den næste store diskussion kommer måske til at stå om, hvad der skal ligge på vores middagstallerken. I stigende grad er produktionen og forbruget af kød under kritik.
Det drejer sig blandt andet om dyrevelfærden, som ofte er usædvanlig ringe i den intensive produktion. Her er det oplagt, at hvis man mener, at dyr er væsener, som vi står i en eller anden etisk relation til, så kan vi ikke udsætte dem for hvad som helst for at få tilfredsstillet vores præferencer for kød. I den forstand er dyr ved at blive til ”andre”, som ikke må skades.
En anden faktor er den påvirkning af klima, natur og ressourcer, som produktionen og forbruget forårsager. Kød, særligt oksekød, er en fødevare, der forbruger store ressourcer i form af vand og landbrugsjord. Samtidig er kødproduktionen en af de væsentligste bidragydere til klimaforandringerne.
I en verden med stigende befolkningstal, 800 millioner mennesker, der lever i sult, økosystemer, der mange steder er på sammenbruddets rand, og klimaforandringer, der truer med at presse millioner ud i dyb fattigdom og en tilværelse som flygtninge, er det svært ikke at tænke over, om vi som samfund skal til at forholde os til forbruget af kød.
”Man må, hvad man vil, så længe det ikke skader andre.” At spise kød er en naturlig del af mange menneskers liv. Men hvad stiller vi op, når det bliver mere og mere tydeligt, at det skader andre - både dyr og mennesker?
Skal vi overlade det til den enkeltes samvittighed? Venligt skubbe borgerne i retning af et mindre forbrug gennem kampagner og indførelse af kødfrie dage? Eller skal vi regulere med afgifter, forbud eller andet?
Det er ikke altid rart at blive klogere. Man kan ligefrem opleve sig forpligtet på at ændre sin adfærd, når man opdager, at det, der virkede uskadeligt, faktisk skader andre, hvis man vil være tro mod sine værdier.
Det store spørgsmål bliver så, om skaden ved kødproduktion og forbrug er så stor, at vi med tiden vil acceptere, at fællesskabet blander sig i, hvad der ender med at ligge på vores middagstallerken - og stå på julebordet.
Velbekomme.
Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk, og medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris